Bingo i kirken juleaften

Da jeg var præst i Haslund-Ølst gjorde jeg altid meget for at finde nogle gode historier, der kunne illustrere evangeliets ord. Det var et stort arbejde at finde de rigtige sammenhænge, men jeg troede på, at menigheden meget bedre kunne huske budskabet, hvis det blev knyttet til en historie, gerne med humor og glæde, der kunne afføde lidt latter og dermed en fornemmelse af fællesskab, som jo altid er til stede, når man kan le sammen. Og det må da være tilladt at illustrere sin prædiken med en anekdote eller en historie, når hovedpersonen i evangelierne gang på gang brugte billedsprog for at få budskabet igennnem.

Juleaften 1990 havde jeg forberedt juleprædikenen med nogle humoristiske historier, og folk nede i kirken gnækkede og lo, kunne jeg høre. Men lige da jeg var færdig med juleprædikenen og var meget koncentreret om, hvad der skulle siges næst, var der ekstra meget latter i kirken, som jeg vidste ikke kom fra mine ord eller min optræden.

Men jeg blev jo lidt nervøs for, om jeg var blevet til grin, for det er noget helt andet end at være den historiefortællende og underholdende præst. Jeg havde bestemt ikke sluttet med noget, der kunne vække latter, og blev usikker på, hvad der dog skete.

Bagefter spurgte en mor mig, om jeg havde hørt, hvad Nikolaj havde sagt, lige da jeg sluttede min prædiken, og folk morede sig højt. Og nej, det havde jeg ikke. Så fortalte hun, at lige da jeg havde sagt "Amen", så klappede den femårige Nikolaj i hænderne og råbte højt: "Bingo!". Og det var lige noget, der passede menigheden denne juleaften, hvor især børnene, som altid, gerne ville af sted til festen og gaverne i hjemmet.

Christen Væver,

pastor emeritus,

Ledavej 13,

Randers