Mange af Torben Clausens kolleger skriver erindringer. "Jeg har overvejet det samme," siger han, men har altså i stedet valgt at skrive digte. --
- Flemming Jeppesen/Fokus.
Claus Grymer |
27. december 2010
Professor, dr.med. Torben Clausen er både forsker og troende kristen. I digtsamlingen "Under himlens telt" forener han sit livs interesser
Smuk, men truet. Sådan taler professor emeritus, dr.med. Torben Clausen om verden.
Hans digtsamling "Under himlens telt" (Poul Kristensens Forlag) rummer en række livgivende vidnesbyrd om den skønhed, der omgiver os. Vidnesbyrd, der ikke kaldes frem alene for deres egen skyld, men indirekte er en opfordring til at kæmpe for, hvad vi har. Eller endnu har.
"Det, der sker med klimaet, er meget alvorligt," siger Torben Clausen. "Hvis ikke vi meget hurtigt gør noget, kan vi forvente, at klimaforværringen vil udgøre en væsentlig fare for hele menneskeheden i løbet af de næste 20-30 år. Måske endda før. Stiger ophobningen af CO2 over et vist niveau, får vi en forfærdelig varme. Det har vi haft flere gange før i historien. Vandet ved Nordpolen har været 25 grader. Smelter al isen deroppe og i Antarktis, stiger vandstanden med 100 meter. Sker det, er der ikke meget tilbage af Danmark."
"Jeg forsøger i mine digte at fastholde, at på trods af de trusler, vi er udsat for, skal vi opretholde adgangen til den tryghed og glæde, som kærlighed, vore sanser og vor viden tilbyder. Den kritisk situation, vi befinder os i, bør opfordre til sammenhold og næstekærlighed. Hvis vi gør os klart, i hvilken grad vi bevæger os hen imod en katastrofe, tror jeg, at vi vil blive stærkere engageret i at hindre den i at indtræffe. Vi har mange eksempler på, at når det virkeligt gælder, kan vi mobilisere evner, som vi ikke vidste, at vi havde."
Eller som Torben Clausen formulerer det i bogen: "Du skal tro du er noget,/ at du er skabt til langt mere,/ end du nogensinde har troet."
Det er fra et digt, der er skrevet i opposition til jantelovens bud "Du skal ikke tro, du er noget".
Udenfor i den snefyldte have samles fuglene om og på foderbrættet. De kan også samles i et digt:
"Forsvarsløse fugle/ forsvarer deres tilværelse/ ved at plante sange i de tavse haver".
"Jeg er meget glad for fugle og fodrer dem hver dag. Men digtet er jo ?bare? et billede. Fuglene viser med deres sang og flugt, hvor smuk verden er og udpeger dermed det, som er bevaringsværdigt, og som vi derfor skal kæmpe for at bevare."
Straks fra digtsamlingens omslag strømmer et eksempel på verdens skønhed én i møde. Det viser et dansk sensommerlandskab med kirke og vindmøller under et uendeligt blåt himmelrum med en tæt formation af optrækkende skyer, der – som ønsket af forfatteren – giver en fornemmelse af klodens runding. Udsigten, der stammer fra Todbjerg nord for Århus, er fotograferet af Torben Clausens hustru, arkitekt Betty Vang.
Såvel titel som omslag er inspireret af en formulering i Esajas? Bog kapitel 40-45, hvor det flere gange hedder, at Gud udspændte himlen som et telt.
"Denne smukke metafor synes skabt i områder, hvor mange levede i telte og ikke i huse med solide tage. Udtrykket kan også være opstået, fordi et omfattende skydække kan ligne et hvælv over et stort landskab. Man kan undertiden se, at de fjerneste skyer kun er synlige over horisonten, mens resten ligger skjult under horisonten og måske efterhånden kommer til syne højere oppe på himlen. Dette skyldes naturligvis jordens krumning."
Det fjerne kan være nært. Alt kan være til stede i det nære. Det er virkelighed for den, der har "flyfærdige tanker". Et digt slutter:
"Lad horisonten gå hen over dit dørtrin,/ så himlens porte kan åbne sig,/ og hele verden kan nå dig."
"Vi er privilegerede ved at kunne stå på vor klode og se langt tilbage i tiden. Det vil sige se meget langt ud – til fjerne himmellegemer. Digtet er et forsøg på at udtrykke den overraskende direkte adgang, vi har til verdensrummet," siger Torben Clausen.
Torben Clausen var fra 1979 til 2007 professor i muskelfysiologi ved Aarhus Universitet. Han er nu 73, men fortsat aktiv som forsker. Og jo altså også som digter. Han har skrevet lyrik, siden han gik i gymnasiet. Men da han var usikker med hensyn til kvaliteten, afholdt han sig fra forsøg på at udgive.
Først i 2007 debuterede han. Det var med samlingen "Betula utilis". Den nu foreliggende, der overvejende består af nye digte, er hans anden.
"Flere af mine jævnaldrende skriver i disse år erindringer. Jeg har selv overvejet det samme. Men en sådan beskrivelse af mit liv forekommer mig lige nu at være et uoverskueligt projekt. I stedet har jeg valgt at skrive digte, som ofte er selvbiografiske noter: koncentrerede gengivelser af levet liv og tænkte tanker. Mine digte er enkle. Det er vigtigt for mig, at de kan forstås. For det drejer sig om at få et budskab ud. Det, jeg vil sige, skal siges nogenlunde kort og med ganske almindelige ord."
Er der en forbindelse mellem din forskning og din lyrik?
"Jeg vil gerne, at de to ting på en eller anden måde skal hænge sammen. Jeg vil også gerne, at nogen begynder at skrive om de oplevelser, man kan have inden for forskningen. For de er meget betagende. At opdage noget virkelig væsentligt, som man ikke har kendt til før – det er stort! Meget stærke følelser er involveret. Det kan følge én i mange år. For sommetider er man den eneste, der forsvarer et bestemt synspunkt. Men pludselig kan det bryde igennem."
"Ingen af mine digte handler direkte om muskelfysiologi. Men de har noget af deres baggrund i den viden, der findes i et forskningsmiljø. Baggrunden for det, jeg skriver som lyriker, er en vis rationalitet. Videnskaben har påvirket min tænkemåde."
"I min første digtsamling havde jeg digte om fundamentale opdagelser inden for videnskaben. Og om, hvad det er, der gør en opdagelse til en opdagelse. Mange tanker i den forbindelse blev sat i gang, da Jens Christian Skou, som jeg er elev af, i 1997 modtog Nobelprisen i kemi. Det, der gav ham prisen, var en artikel fra 1957 om natriumpumpen, der sidder i alle celler. 40 år skulle altså gå, før hans opdagelse blev fundet stor nok til at udløse Nobelprisen. Men nu vokser og vokser opdagelsen i betydning."
Påvirket af videnskaben. Men ikke kun af den. Også af kristendommen.
"Mange mener, at man som forsker ikke kan være troende. Men for mig er forskning ingen hindring for at tro. I øvrigt viser en undersøgelse fra USA, at mindst halvdelen af forskerne derovre er troende kristne. Også mange af de forskere, jeg personligt kender, er kirkegængere og troende."
Også en videnskabsmand kan være optaget af en mystiker. Torben Clausen er det. Et lille digt er opkaldt efter den mand, der i dag opfattes som den største personlighed inden for mystikken: Meister Eckhart.
"Guds kærlighed/ bor inde i dig/ og venter på/ at du erklærer/ din kærlighed/ til verden."
grymer@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad