Den frygtsomme generation

Her kommer fem bud på, hvordan vi lykkes:

For det første skal vi gøre op med sundhedsfundamentalismen, det mest emblematiske udtryk for vores livsangst, for den bevirker, at vi ikke tør give slip og give os hen. Tværtimod pantsætter sundhedsfundamentalismen livsglæden til fordel for en livsforskrækket spændetrøje, som består af lige dele angst for det ukontrollable og en stadig trang til at dressere kroppen.

Resultatet kender vi alle: Mad og motion vurderes ikke ud fra nydelse, sanselighed og leg, men ud fra de funktionelle egenskaber. Tænk blot på det ulykkelige Kernesund familie-koncept. Vores optagethed af motion er endnu et udtryk for min generations livsangst: Langt de fleste af os løber pligtskyldigt ud ad landevejene, langt færre spiller fodbold eller en anden holdsport, hvor legen, glæden og humøret er i centrum. Alt sammen, fordi vi har så travlt og skal leve, til vi bliver meget gamle, fordi vi tror, at et langt liv er lig med et godt liv.

Men er det overhovedet et liv på den måde at understrege over for børnene, at kroppen er et potentielt arnested for alskens ulykker og derfor skal tæmmes? Det vidner snarere om, at man er utryg ved døden og derfor også ved livet, men det er jo et faktum ved livet, at man skal dø. Uanset hvor meget soyamælk og hvedeklid, man indtager, og uanset hvor mange maratonløb, man løber.

For det andet skal vi lade vores børn være børn. Det gør vi ikke i dag, hvor de overvåges konstant – endnu et udtryk for vores grundlæggende mistillid til livet. Desværre gør vi på den måde børnene til ufrie individer, der aldrig lærer at slå sig og derfor heller aldrig lærer at rejse sig igen, men hvordan skal de så klare sig, når de bliver voksne? De bliver en flok sarte individer, der i endnu højere grad end min generation må tage antidepressiver og psykologer til hjælp.

Yderligere to udviklingsretninger gør, at børnene ikke længere er børn: Den ene er forældres hang til at være venner med deres børn, hvad er stærkt forfejlet, for hvis børn skal være børn, bliver vi nødt til at være de voksne, det mystiske Andet, børnene skal kunne spille bold opad. Det kan de ikke, hvis vi er en vattet dyne af veninde-pludren, der lader alt foregå på børnenes præmisser. Det er kun ved at vise dem, hvad man selv står for, at man åbner nye verdener for dem.

Det andet, der forhindrer børn i at være børn, er materialismen. Mobiltelefoner, tøj og så videre placerer børn i en voksen forbrugskontekst fra en meget tidlig alder. Og det gør dem i bund og grund livsangste, fordi de ikke mestrer koderne i den voksne verden endnu.

For det tredje skal vi omfavne livet. Vi lever i min generation stærkt etiske liv i stor ansvarlighed. Vi ryger ikke, vi drikker ikke, vi arbejder som vanvittige, og vi er ikke utro, og det er jo godt nok.

Men bagsiden af medaljen er, at vi fordømmer, og dét i den grad: Vi fordømmer de tykke, vi fordømmer rygerne, vi fordømmer al form for uansvarlighed, vi fordømmer de arbejdsløse, og vi fordømmer dem med en anden etnisk baggrund og i det hele taget alle dem med andre livsformer end vores egen (jo, vi gør – vi sætter vores børn i privatskole for at slippe for dem).

Vi omfavner ikke forskelle, de anderledes, kompleksiteten, men omgås kun dem, der ligner os selv, ja, vi må være verdens mindst nysgerrige generation. Hvordan er det ikke for børn at vokse op i familier, hvor alt, hvad der er anderledes, fordømmes? Giver det tillid og livsglæde? Næppe.

For det fjerde skal vi ikke lade os intimidere af verdens uoverskuelighed. Men sådan er det desværre gået: Jo sværere det bliver at overskue og ændre det store (terror og miljø), jo mere usikre bliver vi, og jo mere forsøger vi at indhegne og skabe vores eget lille tryghedskammer - fra mad til babystole og økologisk tøj.

Det er pinefuldt at bevidne dette fravær af samfundsansvar. Det bedste eksempel er krigen i Afghanistan, hvor vi sender danske soldater i kamp uden at være engageret i det. Politik er for min generation blevet et underholdende skuespil, og journalisterne ved det og fokuserer på ting som ferierejser og andet, der er ubetydeligt i forhold til at diskutere faktiske problemer.

Vores børn må tænke, at verden ikke er mit bord, ikke et sted, jeg kan påvirke og ændre. Det er ikke bare sørgeligt - det er tragisk.

For det femte skal vi tro på noget. Når der ikke er noget, der er større end en selv i verden, bærer man hele livet på sine skuldre og er ansvarlig for alt - lige fra eventuelle sygdomme, karriere, børnenes succes til ens dødsdato.

Resultatet er som beskrevet ovenfor: livsangst, indelukkethed, antidepressiver og utryghed. Eller den der uforløste tristhed i maven, de fleste i min generation render rundt med, fordi man ikke ved, om man lever det rigtige liv, for man kunne jo også leve på en helt anden måde, og var det egentlig det her, man ville?

Så bliver vi skilt, får nyt job, er glade et stykke tid, og så sætter tvivlen ind igen. Undervejs forfalder vi måske til alt muligt spirituelt mumbo-jumbo, der så skal redde os, ved at vi finder sandheden om os selv og vores virkelige jeg.

Det er dømt til at mislykkes, for navlepilleri fører til intet – kun tomhed og en umættelig trang til endnu mere sutten på tommefingeren.

Nej, den eneste måde, vi kan komme ud af vores sneglehus, er ved at lægge livet i hænderne hos hinanden og hos Gud. Og det handler ikke om at lægge ansvaret fra sig, det handler om at indse, at det eneste fuldbyrdede menneskeliv ligger i åbne og ærlige relationer med andre mennesker.

Det kræver mod, og hvis man mangler det, skulle man måske sætte sig på en kirkebænk en søndag og lade sig fylde op. Man er elsket på forhånd, og det er det mest frisættende, for det sætter én i stand til det allervigtigste, nemlig at sige verdens mest forløsende ord: pyt – og så fokusere på det vigtigste.

Jakob Holm er chefredaktør på Gyldendals Bogklubber og musikanmelder i Kristeligt Dagblad