Den nye gud genkendes ikke i klassisk kristendom

Grønkjær hævder selv at have belæg for sit anliggende ved de teologiske definitioners fødselssted, de oldkirkelige fædre. Og, som sagt, er det ikke netop, hvad han har, når man læser Efraim?

Ikke hvis man spørger professor Brock. Hos Efraim finder vi et af oldkirkens fineste eksempler på en teologisk tradition, som lægger vægten et andet sted end på det, vi ellers møder meget af i oldkirken: den filosofisk skarpt definerende teologi. Hos Efraim er der langt bedre plads til trossandhedernes organiske og dynamiske karakter, sådan som vi møder det i teologiens primærkilde, Bibelen. Bibelen blev til i en hovedsagelig semitisk verden, som ikke har den hellenistisk filosofiske tilgang til tilværelsen som udgangspunkt.

Arbejdet med at oversætte kristendommen til en græsk-romersk verden er altid stødt på den udfordring, der ligger i at få en ikke-filosofisk trosverden proppet ned i filosofiens på én gang klargørende, men også begrænsende begreber. Efraim tager med sin poetiske tilgang i mange henseender bedre vare på kristendommens oprindelige udtryk.

Det forhindrer imidlertid ikke Brock i at fastslå, at Efraim aldrig var på kant med de oldkirkelige dogmers udsagn. Efraim var "på et grundlæggende plan tæt på det, vi i dag ser som hovedstrømmen i kristendommen i det græske Østen", siger Brock. For Efraim er det kun i lyset af den ortodokse tro, at Skriften kan fortolkes ordentligt, fortæller Brock.

Og hvad der måske er endnu mere aktuelt i forhold til debatten om den nye gud, så er Efraims idé om teologiens flydende og foranderlige karakter ikke et udsagn om Gud selv. De mange billeder og symboler på Gud, som vi møder både i naturen og i Bibelen, peger alle sammen i Efraims optik "på en objektiv virkelighed", skriver Brock.

Efraim tænker, som resten af oldkirken, om Gud som den evigt uforanderlige, den, hvis inderste væsen dybest set henligger i mørke for mennesket. Men derved har Gud ikke ladet det blive. Han har af ren kærlighed til mennesket gjort sig tilgængelig.

Efraim siger det på følgende måde:

"Hvem kan skue dig, vor Herre, i din skjulthed,
du, som lod dig åbenbare? Dog, ud af din dunkelhed
kom du til åbenbaring og til kundgørelse; og din skjulte kraft
kom ud i det åbne, uden begrænsning.
Du frygtindgydende kom
i hænderne på dem, som tog dig til fange.
Alt dette hændte dig, Herre,
fordi du blev menneske.
Ære være Ham, som sendte dig.
Men hvem griber det ikke med frygt,
for skønt din tilsynekomst
og også din menneskelige fødsel
er åbenbaret, forbliver din fødsel fra Faderen ufattelig
og har bragt alle forskere ud af fatning."

Digtet giver også et vigtigt signal om, at Gud, samtidig med at han gør sig begribelig, bevarer sin ubegribelighed, sit "frygtindgydende" væsen.

Ordet "frygtindgydende" om Gud er fjernt fra Grønkjærs verden. "Gud vil ikke længere frygtes," skrev Grønkjær i kronikken, "Gud indgyder os ikke frygt". Ve den præst, der juleaften måtte finde på at henlede opmærksomheden nogle sekunder på hyrdernes spontane reaktion på Guds nærvær gennem englene: frygt. Selvom samme præst så naturligvis også ville gøre en pointe af englenes efterfølgende: "Frygt ikke".

Den bibelske tale om gudsfrygt og kirkefædrenes "frygtindgydende" Gud er aflyst hos Grønkjær. Her er forholdet til Gud blevet ren symbiose. Den enes eksistens er afhængig af den andens – og vice versa.

Grønkjær gør derfor også en kraftig pointe ud af at afvise Guds adskilthed fra mennesket. Adskilthed betyder for Grønkjær afstand. Og afstand er det modsatte af kærlighed. Rent psykologisk er det en besynderlig tankegang. Man ser forældre for sig, som ikke længere må påtage sig autoritetens adskilthed fra barnet. Kærligheden fordrer fuldstændig symbiose, flydende foranderlighed i takt med barnets skiftende humør og behov.

Jeg tvivler på, at Grønkjær ville skrive under på det, men er det ikke omtrent, hvad han siger, når det drejer sig om gudsforholdet? "Den nye Gud er en Gud, der giver os en forståelse af, at det liv, vi lever, er godt nok," sagde Grønkjær i et interview i Kristeligt Dagblad den 22. oktober.

Efraim taler helt anderledes frejdigt om den fundamentale kløft mellem Gud og mennesker. Der er ifølge Brock tale om en "ontologisk afgrund mellem Skaberen og skaberværket" hos Efraim.

Og den afgrund forbliver også, efter at Gud "blev blandet med menneskeheden", som Efraim siger det et sted. Gud er ikke en anden efter inkarnationen. En sådan tanke ville være langt fra Efraims teologi såvel som fra de øvrige kirkefædres. Gud har vist os så meget af sig selv, som vi har brug for til frelse, uden at han derved har forandret sig.

Guds inkarnation er et udtryk for en ufattelig kærlighed og ydmyghed, men ikke for flydende foranderlighed.

"Tvunget af kærlighed steg Faderens Kraft ned
og tog bolig i et jomfruskød."

"Han bad om vor skikkelse og iklædte sig den,
og så talte han til os i vor barnlighed, som en far til sine børn.
Det var vore billeder, Han iklædte sig uden egentlig at iklæde sig dem."

Efraim Syreren skriver et sted:

"Pas på, at du ikke gør dig en afgud med din undersøgelse,
pas på, at du ikke i dit sind former
noget, som din forstand har fremmanet."

Efraims advarsel forekommer højaktuel i forhold til tankerne om den nye gud.

Henrik Højlund er sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk