Knap halvdelen af de adspurgte (43 procent) havde forsøgt selvmord! Mødet med sundhedsvæsenet er præget af mistillid, der er ikke råd til at få lavet sine tænder, nødvendig medicin fravælges af økonomiske årsager, uhensigtsmæssige kostvaner florerer. Vi ved det godt, men vi sætter ikke systematisk ind imod det!

Et arbejde. De fleste af de socialt udsatte medborgere modtager overførselsindkomst, typisk kontanthjælp eller førtidspension. Det betyder ikke, at de ikke vil og ikke kan deltage i et eller andet omfang på arbejdsmarkedet. Men det kræver ofte en håndholdt indsats, det kræver tålmodighed. Det er såmænd også de tanker, der ligger bag regeringens udspil til en reform af førtidspensionsområdet med den såkaldte rehabiliteringsydelse. Desværre er forslaget en del af en besparelsesøvelse.

Bedre bliver det ikke, når man på baggrund af den sønderlemmende kritik fra Rigsrevisionen af aktiveringsmaskineriet i et snuptag fjerner 1,1 milliarder kroner fra området ved at ændre kommunernes incitamenter til at bruge aktiveringstiltag, der lige præcis kommer de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere i møde!

Det bliver tværtimod værre, for noget af det, der trods alt fungerede før, var de særligt tilrettelagte projekter for de borgere, der havde andre problemer end blot ledighed. Kommunerne har allerede taget bestik heraf og varsler disse indsatser lukket! Vi ved, det er forkert, men vi sætter ikke ind imod det!

God økonomi. 2010 har været EU?s fattigdomsår – et år med fokus på, hvordan vi kan bekæmpe fattigdommen. Så meget desto mere paradoksalt er det, at vi bliver ved med at køre med forskellige former for nedsatte kontanthjælpsydelser. De får nemlig ikke folk i arbejde, men bidrager blot til en større forarmelse for modtagerne og deres børn. Vi ved, det er forkert, men vi sætter ikke ind imod det!

Et hjem. Hvor andre slås med teknisk insolvens og bekymring for, hvad flekslånsrenten fastsættes til - og ikke fordi dét ikke er reelle problemer - så oplever mange socialt udsatte borgere meget håndgribelige boligproblemer i form af udsættelse af deres lejligheder. Stigningen i disse sager bliver bare ved og ved uanset de spagfærdige forsøg på at dæmme op for udviklingen.

Vi ved, at langt de fleste sættes ud, fordi de ikke betaler husleje. Kan det mon have noget at gøre med de lave kontanthjælpsydelser? Vi ved, at 25 procent af de udsatte lejere er hjemløse et år efter udsættelsen med de langtrækkende konsekvenser og omkostninger, det medfører. Vi ved, det er forkert, men vi sætter ikke ind imod det!

Socialt netværk og anerkendelse. Mange af de socialt udsatte borgere har deres daglige gang på værestederne, hvor de sammen med andre får mulighed for at deltage i aktiviteter, der understøtter troen på egne muligheder og samtidig modvirker ensomhed. Her er et vækstpotentiale, som overses.

Ja, ikke bare overses det. Det er blevet legitimt at fremstille det såkaldt specialiserede sociale område, som nærmest årsagen til - om ikke den globale krise - så dog hovedskurken i det danske økonomiske tilbageslag. Hele befolkningsgrupper omtales som andenrangsborgere, hvor der alene kan være råd til opbevaring i aflåste rum, og hvis der mukkes - så tving en pille i dem.

På den baggrund må det anerkendes - og det er så den eneste anerkendelse, der bliver tale om her - at de kommunale nedskæringer med kirurgisk præcision skærer på udgifterne til de mest udsatte. Vi ved, det er forkert, men vi sætter ikke ind imod det!

Et nytårsønske til beslutningstagerne i landet er at skabe økonomisk råderum til en kvalificeret indsats over for de socialt udsatte. Hverken menneskeligt, etisk eller økonomisk har vi råd til at lade være! Vi ved, det er rigtigt!

Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte