Jeg ser det som min pligt at stå ved mit kvalitetssyn

Kære Per Stig Møller:

Du har sagt, at en europæisk kerneværdi er tvivlen. Men en europæisk kerneværdi er vel også troen og kristendommen? Hvordan ser du forholdet mellem tro og oplysning i europæisk historie og i dag?

Mange hilsener, Benjamin Krasnik.

"Det er helt korrekt, at mit bud på det særligt europæiske er tvivlen, der er en af de formende drivkræfter i den europæiske ånd. Som europæere er vi rundet af et insisterende krav på retten til at tvivle og sætte spørgsmålstegn ved alt. Men samtidig er kristendommen ganske rigtigt en integreret del af den europæiske kultur, og hvis vi forsagede kristendommen herhjemme, ville vi miste noget bærende for den danske kultur. Det er derfor helt rigtigt, at vores europæiske værdier har rødder i kristendommen, og at kirken har formet vores moralske dømmekraft i århundreder, men hvis vi ikke havde stået fast på vores ret til at tvivle, så ville vi jo alle være katolikker i dagens Europa."

"Man kan sige, at Europa bygger på Athen, Rom og Jerusalem manifesteret i henholdsvis den frie tanke, retsstaten og den kristne tro. Den europæiske civilisation begynder i antikkens Athen med tænkningen og kunsten, mens vi stadfæster lov og ret med Rom og får vores religion i Jerusalem. I middelalderen dominerer kristendommen livet. I renæssancen sætter vi individet i centrum og frigør os fra tidligere tankesystemer. Det kulminerer i oplysningstiden, hvor frigørelsen får turbo på takket være videnskabelige landvindinger, økonomiske fremskridt og udbredelsen af menneskerettigheder og politiske rettigheder."

"I dag kan vi ikke komme uden om, at religionen har fået den politiske hovedrolle i store dele af verden i stedet for at have en førpolitisk rolle - og det sker på sin vis også nu i Europa. Dette kan blive den store fare i det 21. århundrede, for det er farligt, når det religiøse overtager det politiske, sådan som det for eksempel sker i kampen om, for og imod ytringsfriheden og retten til at kritisere religion."

Der er altså en global og voksende konflikt mellem fundamentalisme og fornuft. Hvordan ser du denne konflikt komme til udtryk inden for kulturen?

"Dit spørgsmål forholder sig for det første til den bredere kulturkamp, hvor jeg ser islamismen som den store totalitære trussel i dag. Her synes jeg på en måde, at de intellektuelle har svigtet ved at fokusere så entydigt på en europæisk højredrejning som den største trussel mod de europæiske værdier. Hvis vi overser den islamistiske konfrontation, ikke tager den alvorligt og bare lader stå til, bidrager vi kun til at forstærke højredrejningen blandt europæerne og dermed risikoen for den konfrontation, islamisterne ønsker, men som vi skal ?snyde? dem for ved at afsløre radikaliseringens onder og have dialog og fællesskab med det store flertal af moderate muslimer både her og i den muslimske verden. Men det overser mange intellektuelle, fordi de undervurderer, hvad der ligger bag de symptomer, de beskæftiger sig med. Nemlig ønsket om den store konfrontation."

"Det er nemlig ikke islam eller verdens muslimer, der er vores fjender, men den islamistiske fundamentalisme, og det er misforstået at tro, at man i næstekærlighedens navn skal træde varsomt, når det gælder fundamentalister, hvad enten disse er kommunister, nazister eller islamister. Det må og skal vi kunne debattere sagligt, uden at det ender i mudderkastning og en nærmest naiv afvisning af den kamp mellem oplysning og fundamentalisme, der pågår i verden. I min nye bog, ?Samtale fremmer forståelsen?, bruger jeg begrebet antipolitik. Det er blevet kutyme blandt nogle kritikere blot at afvise politik som tåbelig og ondsindet i stedet for at gå ind i en saglig debat om, hvad det er, man vil med politikken, for politik er midlet til at opnå et mål. Og det synes jeg da er ærgerligt."

Når debattører afviser politik - det du kalder antipolitik - så handler det måske om, at der stort set ikke er forskel på de politiske partier i dag. Det kan også være forklaringen på det manglende modspil fra venstreorienterede intellektuelle, som du har efterlyst. Kulturpolitik i dag handler jo på mange måder kun om, hvordan pengeposen fordeles blandt forfattere, musikere og kunstnere. Savnes der større politiske ambitioner for kulturområdet i dag?

"De store ideologier er døde, og slaget om den retning, samfundet skal følge, er følgelig mindre markant. Selvom vi er uenige i mange væsentlige ting, er vi mere eller mindre enige om selve målet: et markedsbaseret velfærdssamfund. Den socialkonservative samfundsmodel har storsejret. Det, kan jeg så konstatere, har bevirket, at de intellektuelle har trukket sig ud af debatten. Sikkert fordi de heller ikke har noget ?ganz anderes? at foreholde os og gå ind for. Dette ganske andet er jo forsvundet."

"Nu siger du, at kulturpolitik kun handler om poser med penge, men man kan vel også sige, at det er kulturjournalistikken, der ofte vælger at fokusere på pengene? Og det at være politiker er jo heller ikke det samme som at være kunstkritiker, men jeg er enig i, at kunsten, kunstdebatten og kunstnerne fylder for lidt i den offentlige debat. Politikerne sætter rammerne, kunstnerne udfylder dem, og pressen skriver kun om dette, når den kan se eller skabe en mindre konflikt eller utilfredshed, som den derpå blæser op. Men den form for journalistik er jo ikke en kulturdebat. Hvor megen dækning fik egentlig Asger Baunsbak-Jensens forsøg på her i efteråret på ny at sætte fokus på 'Idéernes krise i åndsliv og politik'?"

"Hvad de politiske ambitioner angår, skal jeg ikke blande mig i andres politiske visioner, men for mit eget vedkommende markere, at jeg ser det som en pligt at stå ved, hvad jeg gerne vil fremme. Jeg ser det som min pligt at stå ved mit kvalitetssyn, hvad jeg synes, der måske mangler blandt vores kunstnere i dag. Det kan jeg så meget desto bedre, fordi vi har armslængdeprincippet, hvorefter kunstnerne kan gøre, hvad de vil, uanset hvad jeg måtte mene. Det er essensen i kunstnerisk frihed. Men med mine synspunkter kan jeg bidrage til den offentlige debat om kunsten og kulturen, og med mine handlinger kan jeg fremme en kulturpolitik, der både styrker kulturarven, fremmer kvaliteten og støtter fornyelsen."

"Som kulturminister har jeg derfor utvetydigt støttet de livsvarige ydelser, fordi vi ikke skal smide dem, der har leveret væsentlige bidrag til vor kultur, ud med badevandet, blot fordi de måtte have toppet. Jeg har inddraget Det Danske Akademi mere i udviklingen af vores sprog, fordi vores ypperste sproglige personligheder selvfølgelig skal høres. Vi har vedtaget en ny radiokanal, der skal fremme pluralismen i samfundsdebatten og kulturlivet og være et sted for kvalitet og fordybelse."

"For vi skal ikke frygte en diskussion af de store linjer – af målene i stedet for midlerne. Vi skal blive klogere i indsigtsfuld dialog med hinanden om andet end penge og midler. Det er her, jeg har efterlyst de intellektuelle. At sige, at man skal bruge flere penge, det er ikke et mål. Målet handler om, hvad man skal bruge pengene til. Det kræver en anderledes politisk debat - men det kræver også et anderledes engagement i debatten fra kunstnernes side."

Du skriver, at du savner engagement fra kunstnernes side. I forbindelse med planlægningen af klimatopmødet i København sidste år søgte du forgæves en forfatter til at sætte en moralsk ramme for klimaproblemerne. Er det et symptom på, at forfattere og kunstnere generelt holder sig fra de store spørgsmål?

"Kunsten har en helt særlig evne til at beskæftige sig med de evige problemer, som vi ikke har de endelige svar på. Man kan sige, at forfatterne oversætter både vor fortid og vor egen tid til os. De hjælper os til at forstå mennesket bedre i al dets mangfoldighed og til at besinde os på nuancerne i de mængder af tendenser, der omgiver os. De kan efterlade os tvivlende, men aldrig tomme. Vi kan ikke selv kende alle de miljøer, der udgør Danmark. Og vi kan ikke egenhændigt begribe de store omvæltninger, der foregår ude i verden. Her kan kunsten hjælpe os til indsigt i menneskers liv i stedet for indsigt i statistikken. Når det så er sagt, så er kunsten autonom og pluralistisk, og det er - heldigvis - ikke muligt at give den ét formål, men jeg så gerne, at kunstnerne blandede sig mere i debatten om, hvor ikke blot Danmark, men verdenssamfundet er på vej hen, og hjalp os til at se, hvad der foregår omkring os, for ingen kan selv se alt."

"Georg Brandes brugte engang udtrykket 'det uendeligt store i det uendeligt små'. Men hvem beskæftiger sig med det uendeligt store i dag? Det gør politikerne. Vi beskæftiger os med klimaproblemer, krig og fred, mens kunstnerne koncentrerer sig om det uendeligt små. Vist holder vi af hverdagen, men det er jo ikke den, der reelt flytter noget. Men når den offentlige debat primært beskæftiger sig med midler og ikke med mål, er der ikke noget mærkeligt i, at kunstnerne står af. Midler såsom tilbagetrækningsalder, dagpengeperioder og cafépenge kan ikke optage kunstnerne, selvom målet er at sikre og forbedre velfærdssamfundet. Men det mål er ingen jo uenige i. Så ja, jeg savner, at kunstnerne beskæftiger sig med vor tids store og komplekse problemstillinger. Vi har brug for den intellektuelle kritik og påvirkning, som kun kunstnerne og de intellektuelle kan tilføre debatten og samfundsudviklingen. Det var kunstnerne, der først og fremmest viste os, hvad det vil sige at leve i totalitære samfund! Tænk for eksempel på Boris Pasternak og Aleksandr Solsjenitsyn."

Du har nu været kulturminister i snart et år. Hvordan er det som konservativ og borgerlig at navigere i et kulturmiljø, der i altovervejende grad er kulturradikalt? Og hvordan er det at samarbejde med Dansk Folkeparti, hvis medlemmer som regel ikke har den store interesse for hverken klassisk idéhistorie eller nye kunstformer?

"Jeg tror ikke, det giver mening at hævde, at kulturmiljøet i 2010 i overvejende grad er kulturradikalt. I hvert fald ikke, hvis du tænker på begrebet i dets oprindelige betydning som en antiautoritær kulturpolitisk reformbevægelse, i så fald er det verdenshistoriens mest tavse reformbevægelse. Desværre er der snarere tale om, at kulturradikalismen fra at være et politisk modspil er blevet til anti-politik, altså forkastelse af det politiske som sådan, men det fører ingen steder hen, for besluttet bliver der alligevel."

"I 1970?erne gik jeg op imod påstanden om, at alt er politik, for politik er et middel til at fremme eller forhindre tilstande, og hvad dette er, har man i sig fra moralen, etikken eller religionen. Men frasiger man sig det politiske som middel, melder man pas og svigter dermed sine grundholdninger. Sagt i tidens kontekst finder jeg den islamistiske fanatisme menneskefjendsk, farlig og utålelig og bruger derfor politikken til at forhindre og modvirke den."

"Når jeg netop efterlyser de intellektuelle i debatten, om de så er kulturradikale eller blot venstreorienterede i bred forstand, er det jo en opfordring til dem om at medvirke til en intellektuel debat om grundlaget for den måde, vi indretter os på, og om de store farer og problemer, vi står med og over for."

"Hvad angår samarbejdet med Dansk Folkeparti, har jeg samarbejdet konstruktivt med det som udenrigsminister. Det har taget medansvar for de store og vanskelige beslutninger, vi traf. I kulturpolitikken har vi senest lavet et medieforlig sammen med Liberal Alliance, hvor vi blandt andet sikrer kvalificeret konkurrence på public service-radio ved at bryde DR's monopol og udbyde den fjerde landsdækkende radiokanal. DF bidrog også i finanslovsaftalen til at sikre de så omdiskuterede 16 millioner kroner til litteraturen. DF er også en vigtig partner, når det drejer sig om at sikre kulturarven."

"Med Søren Krarup har jeg ført flere debatter om, hvad konservatisme egentlig er, senest i min nye bog, så jeg genkender ikke billedet af, at Dansk Folkeparti ikke engagerer sig i vores fælles kulturelle og dermed intellektuelle historie."

"Når det gælder nye kunstformer, synes jeg, spørgsmålet bygger på en lidt forsimplet fordom, som jeg hverken genkender eller vil bidrage yderligere til. Om man eksperimenterer med nye former, som for eksempel installationer, eller viderefører klassiske former som romanen, drejer det sig først og fremmest om kvalitet, og kvaliteten kan være begge steder og ingen steder. Som minister skal jeg ikke gennemskue, hvad der er hvad, men skabe de rammer, der skal sikre kvaliteten og mangfoldigheden, herunder selvfølgelig sikre, at kunststøtten også fanger nye strømninger, hvor kvaliteten vel at mærke er det bærende."

Dit første år som minister har også været et år med diskussioner om blandt andet en ny radiokanal, kunststøtten og digitalisering af kulturarven. Men hvad er den overordnede kulturkamp anno 2010?

"Der er mange forskellige kulturkampe, der pågår. Som kulturminister insisterer jeg på, at vi skal fremme kvaliteten, det ekstraordinære, vores kunstneriske elite. Ikke fordi den skal svæve over det øvrige samfund, men fordi den er med til at styrke os, spejle os og øge vores egen kvalitetsbevidsthed. Men i modsætning til for eksempel inden for sportens verden må kunsterne og de intellektuelle ikke være elite, for så bliver det elitært, og det er et negativt ladet ord, men det er forkert. For også inden for kunstens verden har vi brug for det ypperste, for hvordan skal man kunne sætte standarder for sig selv, hvis der ikke er nogen, der har leveret noget bedre? Hvad skal inspirere os, hvis ikke vi lader os inspirere, irritere eller engagere eller oplever noget, vi ikke oplevede før?"

For nylig kom der en rapport om pengestrømmene i dansk musik, der blandt andet påpeger, at folkekirken er en væsentlig magtfaktor i musikverdenen, og at skattekroner dermed hovedsageligt går til én type musik. Sker der ikke en skævvridning af kulturstøtten?

"Det er da herligt, at netop den musiktradition, som er en vigtig del af vores kulturhistoriske arv, har et rum, hvor den bliver fastholdt, fornyet, udfoldet, nyfortolket og ikke mindst levendegjort i mødet med danskerne. Vi må heller ikke glemme kirkens betydning for dansk sprog og litteratur. De smukke salmer, vi synger i kirken, er ud over musikken noget af det fineste, dansk litteratur har at byde på. Kingo, Brorson, Ingemann, Grundtvig, Sarvig og andre er jo højdepunkter i dansk litteratur. Kirkens salmebog er med andre ord et stykke levende kulturkanon, der bliver genopført hver søndag, det er da fremragende set fra en kulturministers stol."

krasnik@k.dk