Religionsdebatten handler om politik

Pia Kjærsgaard mener også selv, at når man taler om religion i det offentlige rum, er det islam, der menes. Ikke folkekirken, som jo udgør en del af danskhedens landskab.

"Islam fylder rigtig meget, og der er flere og flere muslimer, som kræver særhensyn i strid med vores værdier. Det er jo ikke en snak om, at man skal i kirke juleaften, der får folk til at sige, at der er for meget religion i det offentlige rum, vel?".

Det overraskende ved undersøgelsen er, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) står øverst på listen som den, der har været mest omtalt eller har sagt mest om religion i det forgangne år. Statsministeren siger ikke ret meget om religion.

Statsministeren har ikke selv ønsket – eller har haft tid til – at svare på spørgsmål. Men det ser ud til, at han "vinder" debatten, fordi han omtales og kritiseres for ikke at ville tale om religion i udlændingedebatten, men foretrækker den lavpraktiske frem for den værdipolitiske integrationdebat. Derfor ender han øverst på listen.

"Lars Løkke Rasmussen hitter, fordi han er svag på religionsområdet, og derfor efterlyses hans bidrag," mener for eksempel debattør og præst Sørine Gotfredsen og tilføjer, at nutidens politiske debat kræver, at man også diskuterer religion.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) er nummer tre på listen.

Der er ingen muslimske debattører, der aktivt blander sig i debatten – man skal helt ned på en 39.-plads for at finde imam Abdul Wahid Pedersen. Så det er ikke med muslimerne, debatten foregår.

"Faktisk er der ingen på top 10, der kan forbindes med specielt forstående eller varme følelser for islam. Og heller ingen, der går i brechen for en inkluderende diskurs. Heller ikke oppositionens statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt (S), eller SF?s formand, Villy Søvndal, der også lægger afstand til islam og konservative muslimske værdier. Emnet er dybt problematiseret," siger Thomas Hoffmann.

"Men det kan også skyldes, at der for eksempel blandt forskere og andre er en vis berøringsangst for at blive inddraget i en polemik på det religiøse område," siger han.

"Det skyldes naturligvis en vis videnskabelig neutralitet, men også dårlige erfaringer med for eksempel burkarapporten, der blev bestilt af politikere, men også fra politikerhold blev kritiseret voldsomt, da den udkom. Endelig er forskningsmiljøet præget af en vis ængstelighed for, at videnskabeligt begrundet religionskritik kan risikere at blive slået i hartkorn med islamofobiske indrømmelser."

Thomas Hoffmann mener også, at det er højrefløjen i dansk politik, der har sat dagsordenen med en tone og et emnevalg, som får moderate og progressive røster til at føle sig mistænkeliggjort.

"For eksempel er det påfaldende, at venstrefløjen bredt set er tavs eller for dårlig til at brænde igennem i debatten."

At folkekirkens biskopper, religionsforskere, muslimerne selv eller andre trossamfunds røster heller ikke slår igennem i religionsdebatten, henviser Thomas Hoffmann til, at debatten ofte hænger sammen med udlændingepolitikken.

"Debatten hænges hele tiden op på helt konkrete ting: tørklæder, badeforhæng, parabolantenner og så videre. Det har en forankring i en virkelighed, hvor teologer, religionssociologer og andre eksperter har svært ved at tage debatten op. Men de er også generelt uforstående over for et uakademisk og nationalt-konservativt stykke Danmarks værdier og samtaleemner. Det er simpelthen oplagt mikro-politisk stof, der kan holde simrende debatter i gang," siger han.

Lisbeth Knudsen, ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Tidende, finder resultatet af undersøgelsen interessant, fordi der blandt andet er tale om politikere, som kræver religionen ud af det offentlige rum og religionsdebatten henvist til religiøse selv eller forskere. Det gælder blandt andre tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og oppositionens leder, Helle Thorning-Schmidt, som begge optræder i top 10.

"Det er tankevækkende, at politikerne tager over. Og det har så den effekt, at det er en meget lille kreds af kirkefolk, der blander sig, mens mange holder sig helt ude af debatten. For kuglerne flyver voldsomt, især i islamdebatten," siger hun.

Hun mener, at religionsdebatten mangler en midte.

Pia Rose Böwadt er teolog og seminarielektor og dertil medforfatter på lærebogen "Gud på Borgen", som udkommer til sommer og er målrettet folkeskolelærere.

Her har hun og en kollega interviewet alle medlemmer af Folketingets Kirkeudvalg om religion.

"For 15 år siden ville vi aldrig have skrevet en lærebog om forholdet mellem religion og politik. Det er helt nyt, at vi fra alle sider bombarderes med religion," siger hun.

Hun konkluderer også, at emnet religion nu er så vigtigt, at det er partilederne, der ytrer sig.

"Men man får jo heller ikke Kirkeudvalgets medlemmer til at engagere sig levende i timelange interview om religion, hvis det ikke har deres store interesse. Det interessante er, at de gerne ser religion i det offentlige rum, i hvert fald indtil man spørger til, om minareter også er omfattet af den accept. Derfor er debatten om religion også blevet en måde, hvorpå man markerer sig i det offentlige rum," siger Pia Rose Böwadt.

Kirkeordførerne markerer sig ikke voldsomt i religionsdebatten anno 2010 ud over Dansk Folkepartis to præster, Søren Krarup og Jesper Langballe.

Men det skyldes næppe, at de har involveret sig i en heftig debat om folkekirkens indretning – snarere især Jesper Langballes injuriesag, som blev rejst på baggrund af udtalelser om islam og kritikken af Miljøstyrelsen, som ikke mente, at loven tillader forbud mod bønnekald fra minareter. Den næste kirkeordfører kommer på en 47.-plads. Det er Pernille Vigsø Bagge fra SF.

De mennesker, hele diskussionen handler om, muslimerne selv, har for manges vedkommende trukket følehornene til sig i den offentlige debat om islam. Tonen er for rå, og de føler sig ofte misforstået. Det gælder for eksempel imam Fatih Alev, fængselsimam Leon Soudari Hansen, de radikale politikere Mona Sheikh og Babar Baig og flere andre.

Imam Abdul Wahid Pedersen vil dog godt påpege, at han tit har gjort opmærksom på det "mærkelige forhold", som han kalder det, at det er alle mulige forskere, der forklarer, hvorfor muslimer gør dette og hint.

"Jeg er glad for, at der kommer flere og flere værter og interview-ofre med en anden religion end kristendom eller anden etnisk baggrund end dansk i tv i forhold til for bare få år siden. Og jeg håber, der bliver flere og flere. For det er vigtigt også at se dem dissekere en hval i Vejle eller være studievært på DR 2 Udland. Jeg synes faktisk, at muslimer bør blande sig i alle mulige samfundsanliggender. Det er jo en måde at vise medborgerskab på," siger han.

benteclausen@k.dk

@Webhenv k.dk:Se hele listen på K.dk