"... guddommelige stilhed ...": Hvorfor skal stilhed nu gøres guddommelig; kan vi ikke bare nøjes med den liflige stilhed i sig selv, uden at det skal pakkes ind i religiøse forestillinger?

"Moderne mennesker søger stilheden, fordi selvoptagetheden giver os stress ...": Nej, da, det er fordi andre folks selvoptagethed, med deraf følgende larm og ståhej, virker aggressivt invaderende i ens eget liv. Lidet synes man dog at erkende reciprociteten: hvorledes man selv bidrager til den akustiske elendighed. Tænk bare på gårsdagens, årligt tilbagevendende 'akustiske spærreild'.

"Hele samfundet er på vej væk fra den stilhed ...": Nej, flertallet er på vej væk herfra. Jeg forestiller mig, at det handler om manglende mod til at turde erkende livets endelighed i rum og tid, modet til med åbne øjne at turde gå glip af noget, og modet til at mærke angsten, sorgen, og ensomheden dybt inde i sig selv. Er det ikke netop de mindst modige mennesker, der fører sig mest (larmende) frem?

Stilhed.
Hvis vi, for en kort stund, antager, at et menneske består af både en sjæl og et legeme. Og hvis vi accepterer, at vort legeme styres af vores hjerne.
Så må vi nok også kunne blive enige om, at vort legeme kun er så klog, eller erfaren, eller vidende, som vor hjerne nu en gang er, lige dér, midt i livet, hos hver enkelt af os, hvor vi er lige nu.
Men, hvis vi så forestiller os, at sjælen rækker ud over hjernens begrænsninger.
Hvis vi tillader os selv at tro, at der er "mere mellem himmel og jord", end vores begrænsede hjerne, til nu, har opdaget og at vore sjæle søger dette "mere". Kunne "man" så forestille sig, at det, denne verden tilbyder, ikke rækker til at give sjælen ro? Fred? og Glæde, der er vedvarende?
For, hvad er det sjælen søger? Hvis ikke ro, fred, glæde og sandhed?
Min tro er, at vi alle er "omvandrende legemer, med en sjæl indeni" - Og vi ledes af enten "denne verdens ånd", eller "Guds Ånd" (der er ikke noget midt imellem)
Sjælen kan godt genkende det, der er godt og sandt og rigtigt, når den møder det. Men "sjovt nok", så formår vore hjerner ikke at "fremskaffe" det.
Vore hjerner bilder os ind, at hvis vi bare har penge nok. Eller, hvis vi bare er berømte. Eller, hvis vi bare er smukke og slanke nok. Eller, hvis vi bare har magt. Eller et pænt hus. Eller en flot bil. Eller, eller, eller...., o.s.v.
Men "inderst inde" (i sjælen), ved vi godt, at det ikke rækker.
Vi søger og søger, men bliver alt for ofte ledt vild. Både af vort eget "kød", som Bibelen siger. Men også af en forkert "ånd".

For vort kød, vil ikke det Guds Ånd vil. Vi vil selv! Vi ka´selv!
Lige som små børn, er vi stædige og selviske. Men Gud, som jo ved væsentligt mere, end vore begrænsede hjerner og vore begrænsede egoer, vil blot det bedste for os. Men det kan vor hjerne ikke fatte.
(Læg mærke til, hvor mange gange i dit liv, hvor du mente, at du gjorde det rigtige og egentlig også ville det rigtige, men hvor resultatet af det, du gjorde, blev alt andet end rigtigt.)(Og se bare på, hvordan vi mennesker behandler jorden og hinanden)

Men hvorfor søger vi så stilheden?

Det gør vi, uden at vore hjerner selv er klar over det! - For det er i stilheden, Gud kalder på enhver af os.

Og Gud taler med den stille, venlige stemme.
Og Bibelen siger: "Om I dog i dag ville lytte til ham!"

Men, hvordan taler Han? Ja, prøv at se, hvad profeten Elias fandt ud af:

Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi.« Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. v12 Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen.

Det jeg mener, er ikke at i nu skal "fare ud" på den nærmeste bakke, eller bjerg, men at Gud taler, stille og roligt og kærligt. Til enhver af os. Om vi dog vil lytte.

Men for at kunne høre, har vi brug for stilheden. Og ikke kun den fysiske stilhed, men også sjælens hvile. En indre, afslappet, ro, som gør, at vi kan tage imod.

Det er derfor, vi, uden at være klar over det, søger.

Se, hvad Gud sagde til Job: Lyt Job, hør på mig!
Vær stille, så jeg kan tale.
v32 Har du noget at sige, så svar mig!
Tal, jeg giver dig gerne ret!
v33 Men har du det ikke, så hør på mig;
vær stille, så skal jeg lære dig visdom.


Og læg mærke til, hvad Bibelen fortæller om Moses: manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden.

Og hvad med Jesus?: Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

Stilhed er en tilstand. Ikke kun en ydre tavshed og en fysisk stilhed. Men det er en indre, sjælelig, stilhed, der gør os i stand til at lytte. Og det er den, vi, mere eller mindre ubevidst, søger i denne sidste tid, inden Jesus kommer tilbage.

Og lad mig så lige slutte af med disse herlige Ord: Ap.G:

for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os.

Og når så mange mennesker søger efter stilheden, så er det blot endnu et herligt, bekræftende profeti fra Bibelen, der fortæller os, at når vi har ledt og ledt. Og prøvet alt det, som verden har at "tilbyde" (jeg vil nu hellere sige friste med), så søger vi, til sidst efter Sandheden. Og Han venter blot på, at du kalder på Ham. Hans navn er Jesus Kristus.

Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst. John.4