Statsminister Løkke Rasmussen (V) forbedrer sine overlevelseschancer i politik betydeligt ved at satse hele butikken på nye velfærdsreformer
Efter flere ugers overvejelser satser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) alt i velfærdsdebatten.
I dobbeltsidede dagbladsannoncer argumenterer han for "reformer", fordi kun halvdelen af danskerne er i arbejde, og olieindtægerne fra Nordsøen kraftigt svinder ind de kommende årtier. Annoncerne er Venstres første skarpe skud til det valg, der er rykket meget tættere på.
Der står ikke, hvilke reformer statsministeren tænker på, men alle solemærker peger i retning af en ny efterlønsreform. Ifølge flere centrale kilder vil Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale i morgen aften direkte nævne behovet for hurtigt at stramme op på eller helt afskaffe efterlønsordningen.
Det er et frontalangreb på den velfærdsaftale, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne i 2006. Dengang aftalte man blandt andet, at efterløns- og pensionsalderen gradvis skulle hæves fra 2019.
Alle partier var i 2006 begejstrede for aftalen, som de mente sikrede velfærdssamfundets langsigtede overlevelse.
Allerede i sommeren 2008 droppede De Radikale begejstringen og krævede et farvel til efterlønnen. For et år siden fik de følgeskab af De Konservative, og siden har Liberal Alliance profileret sig på samme mærkesag.
Nu følger Venstre trop, og hvorfor så det? Venstre vandt jo folketingsvalgene i 2001, 2004 og tildels 2007, fordi det lykkedes at få "de blå socialdemokrater" til at stemme borgerligt. Kombinationen af rundhåndede velfærdsløfter og stram rets- og udlændingepolitik sikrede magten.
Siden 2007 er stort set alle disse vælgere vendt tilbage over midten til Socialdemokraterne og SF.
Skulle den bedste medicin mod denne vælgerflugt være et frontalangreb på den populære efterlønsordning? Angiveligt stiller finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i disse dage tilsvarende spørgsmål, for han er ifølge flere kilder stadig ikke overbevist om visdommen i Løkkes nye strategi.
For ham er vejen til en ny valgsejr stadig opskriften fra Foghs tid, selvom han knap selv tror på endnu en sejr.
Den liberale kommentator Jarl Cordua har på sin internetblog skrevet, at finansministeren for nogle uger siden opgivende sagde til Dansk Folkepartis top, at "Venstre er et døende parti."
Alligevel drister Løkke sig til at smide en efterlønsreform ind i valgkampen. Han kalkulerer med, at fordelene nu klart opvejer risiciene.
Indadtil imødegår han med reformudspillet de partifæller, der kritiserer Venstre og regeringen for ikke at være tilstrækkelig liberal. Han tager dermed også brodden af Liberal Alliances kritik og kan håbe på at få nogle af de mange alliancevælgere retur.
Han får ro i forhold til De Konservative, som nu pludselig har fået et gennembrud for en af deres helt store mærkesager og måske også kan vinde lidt af det tabte tilbage.
I forhold til oppositionen slår efterlønsdebatten lige ned mellem De Radikale og S-SF og kan i øvrigt så tvivl om oppositionens økonomiske ansvarlighed.
Endelig er der de meningsmålinger, som viser, at et flertal af vælgerne i dag godt vil acceptere forringelser af efterlønnen, hvis det er prisen for at redde velfærden. Så måske er efterlønsforringelser i dag ikke den tabersag, det var for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1998.
Under alle omstændigheder forbedrer Lars Løkke Rasmussen (V) nu dramatisk sin chance for at fortsætte som Venstres formand, selv hvis Venstre og regeringen taber magten. Det har hidtil heddet på Christiansborg, at uanset hvem der vandt næste valg, ville den ene af de to store partiers ledere være færdig i politik.
Med sin reformoffensiv kan Lars Løkke Rasmussen nu med "rene, liberale hænder" efter et valg fastholde, at han kæmpede for det, der var bedst for landet. Får Venstre blot en moderat tilbagegang, kan oppositionens leder meget vel hedde Lars Løkke Rasmussen til næste nytår.
hoffmann@k.dk