Trosbekendelsen skal følge med tiden

Sat på spidsen kan man sige, at enhver prædiken og enhver kristelig undervisningssituation er og skal være en nutidig og vedkommende "trosbekendelse".

Men selvfølgelig kan der også være behov for, at kirken og kirkens tjenere i vor tid formulerer sig i fællesskab om aktuelle udfordringer, således at kirkens budskab ikke blafrer i øst og vest, i syd og nord.

I ANDRE KIRKESAMFUND END folkekirken kan det lade sig gøre. Den evangeliske kirke i Tyskland slog alarm i 1934. I Barmererklæringen fra 1934 skriver et antal tyske teologer: "Vi forkaster den falske lære, at kirken nu over sin særlige opgave skal og kan (?) tilegne sig statslige opgaver (?) og dermed selv blive et statsligt organ." Jeg gætter på, at et antal danske folkekirkepræster måske vil være enige i Barmererklæringens afvisning af kirken som et statsorgan.

Hvis nogle teologer vil nyformulere en trosbekendelse, så er der mange ting, der skal gennemtænkes. Klintings forslag "På skuldrene af den gamle pagts profeter trådte Jesus Kristus frem, da tiden var inde" er meningsfuldt for den lærde kirkehistoriker. "På skuldrene af" var en formulering, som tidlige middelalders teologer brugte, når de ville formulere noget nyt som noget oprindeligt.

DET ER INDLYSENDE, at de skiftende tider stiller ændrede krav til præcisering af den kristne bekendelse. Luther og Melanchthon havde deres særlige udfordringer. I vor tid har kirken sine udfordringer. Et vigtigt spørgsmål i dag er, hvorvidt den kristne, den jødiske og den muslimske gudsforståelse er identiske? Kan der udformes en fælles trosbekendelse for alle tre livsforståelser?

Den katolske kirke har derimod en lang tradition for at nyformulere trosbekendelser, når nye situationer opstår. Den katolske kirke har centrale myndigheder som pave og kirkemøder. Det mangler folkekirken, og hvem i folkekirken skulle kunne autorisere en nyformuleret trosbekendelse? Kirkeministeren, kongen, biskopperne eller?

Det andet punkt er: "Forsagelsen af Djævelen er abstrakt snak." Flere kristne kirkesamfund bruger forsagelsen af Djævelen i forbindelse med dåben. Netop i forbindelse med dåben giver forsagelserne mening både teologisk og liturgisk – men ellers?

Da heller ikke Luther i sin forklaring til trosbekendelsen i Lille Katekismus skriver noget om forsagelserne, kan man vel roligt udelade dem i den normale søndagsgudstjeneste, også selvom Grundtvig var glad for disse forsagelser.

Paul Jørgensen,

lektor i historie og religion,

Arabiensvej 6,

København