Danskerne er stolte over arven fra oldtiden. Kristne fingerringe udgør en særlig gruppe danefæ. De er ofte af guld og blev populære i middelalderen. Ringen bestod af fem lige store afsnit opdelt af en påloddet guldfigur. Fundet i 2008 mellem Lemvig og struer.
- Laila Halsteen/Nationalmuseet.
Josephine Schnohr |
3. januar 2011
Indsamlingen af de uvurderlige genstande har ifølge museumsinspektør Peter Vang Petersen fra Nationalmuseet en kolossal betydning både for arkæologerne og den almindelige dansker. I Danmark hersker der en udbredt ansvarsfølelse og stolthed over arven fra oldtiden, som er ganske unik
Den danske danefælovgivning kan føres helt tilbage til 1200-tallet, og vores forvaltning af danefæ er enestående på verdensplan. Få steder føler folk så stort ansvar og tager ligefrem aktiv del i udforskningen af den nationale kulturarv, som de mange amatørarkæologer og detektorfolk herhjemme gør det.
Museumsinspektør Peter Vang Petersen fra Nationalmuseet har arbejdet med indsamlingen af danefæ siden 1983 og er ikke i tvivl om dens betydning for såvel den almindelige dansker som for videnskaben:
"Danefæet udgør rygraden i museets samlinger. Disse genstande er det ypperste fra vores oldtid og de absolutte highlights i udstillingen. De bidrager både til vores udforskning og forståelse af deres samtid og til at vække interesse blandt befolkningen. For mange af genstandene er jo fundet af almindelige mennesker. Vi ser familier komme herind for at beundre den genstand, som for eksempel morfar har fundet og indleveret til museet. De er meget stolte, og sådan et fund betyder meget for den familie og deres forhold til kulturarven," påpeger Peter Vang Petersen.
Det seneste eksempel på et sådant fund er den vikingetidsguldring, som en lystfisker for nylig fik på krogen i Storstrømmen ud for Vordingborg. Her handler det ikke så meget om en findeløn som om chancen for at være nationalhelt:
"I vore dage er danefæbetalingerne jo ikke længere svimlende beløb i form af en årsløn eller mere. Men finderen bliver dagens helt i skysovs, og det er motivation nok for mange. De får et pænt beløb for deres indsats og æren af at have bidraget til den nationale kulturskat. Og hvem har ikke som barn drømt om at finde en rigtig flintøkse eller en vikingeskat? Så finderen udlever på sin vis den danske drøm. For der er noget ganske eventyrligt ved danefæ – selv for mig, der har arbejdet med det i mange år," smiler Peter Vang Petersen.
Et andet eksempel på en uselvisk nationalhelt er boelsmanden Niels Peter Nielsen, der i 1863 fandt en guldmønt og et fint stykke dragtnål under en pløjning nær Strårup i Sønderjylland.
Han indleverede det til Oldnordisk Museum og modtog 17 rigsdaler i danefægodtgørelse. I maj 1865 fandt han resten af dragtnålen, men nu lå markerne jo på tysk jord efter krigen i 1864. Nielsen smuglede den halve dragtnål og yderligere en guldmønt over grænsen. Denne gang fik han 20 rigsdaler og et brev med påskønnelse af Nielsens nationale sindelag.
"Jeg oplever gang på gang en ansvarsfølelse ud over det sædvanlige. For eksempel modtager jeg e-mail fra folk, der har set danske oldsager sat til salg på internettet. De spørger mig, om sådan noget overhovedet er lovligt. Så vores net er ret finmasket, når det gælder at finde og tage vare på vores kulturarv. Det betyder meget for os, når folk tager ansvar og bruger deres fritid på arkæologi. Vi er nok den eneste videnskab, hvor amatører for alvor gør en forskel," fastslår Peter Vang Petersen.
Historier som den om guldfiskeren fra Storstrømmen dukker med jævne mellemrum op, og det inspirerer kun flere folk til at stikke næsen i mulden, vandet eller andre steder for at lede efter danefæ – og indfri deres danske drøm.
kirke@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad