Terrorplottet mod Morgenavisen Jyllands-Posten. Bilbomben, der nytårsnat dræbte 21 kristne koptere i Alexandria. Bombemanden Dukajev fra Jørgensens Hotel i København, og det seneste selvmordsbombeangreb i Stockholm. Alle de episoder, og mange til, har samme fællesnævner: islam.

Hvad enten der er tale om vrede over karikaturer eller som i de kristne egypteres tilfælde, at man bliver opfattet som et vantro mindretal, der står i ledtog med Vesten og derfor er et "legitimt" mål, er det umuligt at komme udenom, at denne slags terror finder sted under islams paraply og i islams navn. Også selvom gerningsmændene ofte fremstilles som klodsede amatører eller vildfarne sjæle.

Den historiske og teologiske kobling mellem de nævnte episoder og islam bunder i den tone, islams førende prædikanter har sat de seneste 30-40 år, og især efter at mødet mellem islam og Vesten har taget form af en reel kamp mellem civilisationer. I løbet af den tidsperiode er det de ekstremistiske muslimske prædikanter, der har defineret islams forhold til Vesten hen over hovedet på det tavse moderate muslimske flertal, der enten holder sig tilbage af angst, eller fordi det netop ikke er den moderates stil at råbe op på samme måde som ekstremisterne.

Set i det lys er hele snakken om at få nogle moderate sheiker til at udstede fatwaer, der forbyder selvmordsangreb eller terror mod Jyllands-Posten, en hul idé. Den slags fatwaer vil simpelthen ikke blive hørt af det støjende, farlige og voldelige mindretal af muslimer, der for længst har besluttet sig for at rette sig efter folk som Yussuf Qaradawi og Faisal Abdul Raouf for bare at nævne et par af de navne, der er med til at gøre fundamentalistisk islam til den herskende form for islam i dag.