Ritzau |
3. januar 2011
Attentater på kirker i Nordkaukasus tager til som følge af de stigende spændinger mellem kristne og muslimer
Ukendte gerningsmænd har stukket en kirke i brand med en granat i det overvejende muslimske Nordkaukasus i Rusland, oplyser russiske medier. Det er den seneste voldshandling i en region, hvor Kreml kæmper mod et islamistisk oprør.
Ingen mennesker kom til skade ved angrebet på den russisk-ortodokse kirke, der ifølge det statslige nyhedsbureau Ria-Novosti fandt sted søndag aften. Angrebet fandt sted i byen Ordsjonikidse i den fattige region Ingusjetien, som grænser op til Tjetjenien.
En granat blev affyret mod kirken, hvor den ramte taget, siger en politikilde til Ria-Novosti.
Et årti efter at Moskva har væltet separatisterne fra magten i den anden af to krige i Tjetjenien, hærges Nordkaukasus af voldshandlinger. Unge, der er rasende over fattigdom og optændt af jihad (hellig krig), iscenesætter næsten daglige angreb.
Selv om det hører til sjældenhederne, så er vandalisme mod kirker, der tilhører de små kristne samfund i Nordkaukasus, taget til i omfang i de senere år.
Spændinger mellem kristne og muslimer, som udgør en femtedel af den russiske befolkning, blussede op i Moskva i sidste måned i en række sammenstød mellem etniske grupper.
Politiet i Moskva tilbageholdt hundredvis af mennesker, heriblandt unge nationalister, efter at 7000 fodboldfans og nationalister under en demonstration i nærheden af Den Røde Plads skrålede de racistiske slagord og angreb forbipasserende, der ikke så slaviske ud.