Et godt udviklingsforløb er ikke en spareøvelse

"Jeg synes, at det er et fattigt samfund, der siger til et ungt menneske med en psykisk lidelse, at vi forventer ikke mere af dig."

Sådan lød det i Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse forud for offentliggørelsen af regeringens udspil til en førtidspensionsreform, hvor beskæftigelsesministeren efter eget udsagn lancerede "et slaraffenland af muligheder" for unge med psykiske lidelser, så de ikke ender på førtidspension.

Intentionen om at forebygge førtidspension, er der vist ingen, der er uenig i. Men hvad der skal til for at indfri den, fortjener en diskussion. Vi har for eksempel meget svært ved at greje, hvad det er for unge, beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) ser stå på de kolde perroner, hvor togene bare kører forbi.

For i regeringens udspil skal disse unge bringes i retning af arbejdsmarkedet med et udviklingsforløb, som eksempelvis kan indeholde psykologhjælp, coaching-forløb, "lær at leve med"-kurser, virksomhedspraktik, behandling samt gældsrådgivning eller deltagelse i selvhjælpsgrupper.

Det er altså en blandet buket af aktivering, behandling og mere socialt prægede forløb, som nu skal foregå i jobcenterregi. I en mild fortolkning er det udmærket, men det kræver, at forskellige og centrale forhold er på plads.

For det første skal der styr på målgruppen. I Ankestyrelsens statistik for 2009 står, at de fleste unge med psykiske lidelser, som får tilkendt pension, lider af mental retardering og skizofreni/personlighedsforstyrrelser. Da vi trods alt ikke tror, at Inger Støjberg forestiller sig, at mental retardering kan forebygges med virksomhedspraktik, er det interessant at se på, hvad der kendetegner unge, som lider af skizofreni, som netop er en lidelse, der med den rette indsats over lang tid kan dæmpes.