Martin Henriksen |
4. januar 2011
Endnu en gang må jeg med et overbærende suk konstatere, at man i visse partier stadig nægter at forholde sig til de negative konsekvenser, som de åbne grænser har betydet for Danmark. Til trods for at et rekordstort antal kriminelle fra Østeuropa strømmer ind over Danmarks grænser, så afholder de EU-positive partier – og det gælder både regeringspartierne, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti! – sig fra at gøre noget effektivt ved problemet. Hensynet til projekt EU er åbenlyst større end hensynet til danskernes retssikkerhed, og det er rigtig trist. Senest har tal fra Udlændingeservice vist, at antallet af kriminelle fra Rumænien, Litauen og Polen, der udvises af Danmark efter en dom, er vokset med mere end 300 % de sidste ti år. I 2009 var antallet af udviste fra disse tre lande 527 personer. Men de burde være stoppet ved grænsen, og er de allerede udvist, skal de ikke uden videre kunne rejse ind igen.
Jeg ved ikke hvordan selv de varmeste tilhængere af EU-samarbejdet kan se igennem fingre med, at vores land på den måde invaderes af kriminelle elementer, mens et flertal i Folketinget sidder med hænderne i skødet og lader det ske. Det er bestemt glædeligt og prisværdigt, at politiindsatsen medfører flere udvisninger af udenlandske kriminelle! Men tænk, hvis vi formåede at kombinere den øgede politiindsats med en effektiv grænsekontrol. Det ville i den grad øge retssikkerheden, og sende et signal om at Danmark er lukket land for udenlandske kriminelle. Det er nødvendigt med en mere effektiv indsats og indførelse af grænsekontrol hurtigst muligt. Den frie bevægelighed har naturligvis sine fordele, men der bør stadig være mulighed for, at man ved den danske grænse kan kontrollere hvem der rejser ind i landet. Det er en myte, at det ikke kan lade sig gøre i en global verden, og i et åbent Europa. Selvfølgelig kan det lade sig gøre.
Hvis danske myndighedspersoner vurderer, at en bil er læsset med potentielle tyveknægte og kriminelle, eller støder på folk, som tidligere er blevet udvist af Danmark, så kan det vel ikke være så svært, at bede bilen om at vende om ved den danske grænse? Det vil muligvis give en øget ventetid ved grænseovergangene – også for de helt lovlydige borgere – men den pris tror jeg nok, at de fleste ikke-kriminelle borgere er villige til at betale. Og jeg har tillid til, at den konkrete vurdering ved grænsen i forhold til den enkelte bil eller rejsende, kan kyndige danske myndighedspersoner sagtens tage sig af til mindst mulig gene for de lovlydige og størst mulig gene for kriminelle personer og grupperinger.