Drømmen om at gemme sig for vinteren

Ved denne tid i 1838 boede komponisten Frédéric Chopin og forfatteren George Sand i et kloster på Mallorca. Sands bog om opholdet og Chopins mallorcinske kompositioner inspirerer også i dag vestlige rejsende

George Sands og Chopins ophold på Mallorca varede hele vinteren, men blev ikke det romantiske alternativ til Paris? mudrede gader, de havde forventet. Sand skrev efterfølgende "En vinter på Mallorca", som er et næsten 200 sider langt smædeskrift, der kunne have ødelagt Mallorcas turismeindustri, før den overhovedet kom i gang. Chopin fik også noget ud af anstrengelserne på øen i form af flere kompostioner. Her er Sand og Chopin malet af østrigeren Adolf Karpellus (1869-1919). --
George Sands og Chopins ophold på Mallorca varede hele vinteren, men blev ikke det romantiske alternativ til Paris? mudrede gader, de havde forventet. Sand skrev efterfølgende "En vinter på Mallorca", som er et næsten 200 sider langt smædeskrift, der kunne have ødelagt Mallorcas turismeindustri, før den overhovedet kom i gang. Chopin fik også noget ud af anstrengelserne på øen i form af flere kompostioner. Her er Sand og Chopin malet af østrigeren Adolf Karpellus (1869-1919). --. Foto: Archives Charmet.

I november 1838 ankom komponisten Frédéric Chopin, forfatteren George Sand og hendes to børn til Mallorca som nogle af øens første turister. Opholdet varede hele vinteren, men blev ikke det romantiske alternativ til Paris? mudrede gader, de havde forventet. Sand skrev efterfølgende "En vinter på Mallorca", som er et næsten 200 sider langt smædeskrift, der kunne have ødelagt Mallorcas turismeindustri, før den overhovedet kom i gang.

Men ironisk nok er Sand og Chopin netop i kraft af vinteropholdet, fiasko eller ej, blevet en del af oplevelsesøkonomien på den spanske middelhavsø, der hvert år besøges af flere millioner turister. En god del af dem finder vej til det tidligere karteuserkloster i Valldemossa, hvor skønånderne henslæbte vinteren 1838-1839.

Jeg har selv et slidt låneeksemplar af George Sands bog med i tasken. Det stod opstillet under 47.44 på biblioteket, hvor man finder rejseførerne til Mallorca. Sands bitre beretning fra 1841 adskiller sig fra de øvrige. Ganske vist findes der henførte beskrivelser af øens maleriske natur, men passagerne om øboernes åndsformørkelse og tyvagtige nederdrægtighed fylder endnu mere. Uden at vide det med sikkerhed skal der nok være en del lånere, som af vanvare har hjemlånt "En vinter på Mallorca" forud for ferierejsen blot for at finde endeløse beklagelser over ?aberne", som forfatterinden kalder de indfødte.

Der skal også nok være lånere, som har hentet bogen ned fra hylderne i troen på at blive underholdt om romancen mellem George Sand alias Aurore de Dudevant og Frédéric Chopin. Den fraskilte baronesse, der yndede at gå i mandetøj, og det musikalske geni.

I bogen optræder Chopin imidlertid kun som en svag, sengeliggende rejseledsager og aldrig ved navns nævnelse. Nogen kærlighedshistorie er der altså heller ikke tale om. Alligevel fascinerer denne mærkelige rejsefører – selvfølgelig på grund af hovedpersonerne, men navnlig på grund af skuffelsen, der gennemsyrer det hele.

Den fornuftigste vinkel at lægge på værket og tiden, det udspringer af, er vel at se det som en romantisk sjæls chokerede møde med realiteternes verden. Omvendt forekommer Sands personlige, fordomsfulde beretning at pege på turistens eviggyldige dilemma, nemlig at lade drøm møde virkelighed med fare for dyb skuffelse, eftersom al turisme er baseret på positiv forventning. Dengang som nu.

Vi besøger karteuserklosteret i Valldemossa, der ligger i bjergkæden Sierra de Tramuntana på øens nordvestlige side. Da Sand og Chopin boede her, foregik transporten fra Palma med en muldyrstrukken vogn. Selvom vores hestekræfter er begrænsede, når vi efter alt at dømme et kvart døgns tid hurtigere frem. Følelsen af at rejse langt væk fra alting har unægteligt vanskeligere kår i dag.

Omvendt behøver man blot konsultere Sands vinterberetning for at blive overbevist om det lyksalige i moderne transportmidlers komfort og tempo. I bogen beskriver hun en strabadserende tur i silende regn. ?Vi var taget af sted fra Valldemossa, barnet og jeg, midt under vinterregnen, for at tage ind og strides om Pleyel-pianinoet med de bidske toldere i Palma. (...) Ved solnedgang steg vi til vogns igen og håbede at kunne nå karteuserklosteret på tre timer. Men vi var syv om det, og vi var nær blevet nødt til at sove sammen med frøerne i en eller anden improviseret sø."

Pianinoet, der henvises til, er et lille, opretstående klaver, som Chopin fik sendt fra Paris. Efter sigende komponerede han sit berømte præludium i Des-dur, også kaldet regndråbepræludiet, på dette instrument. Til lyden af faldende regn, som var trofast musik den vinter på Mallorca.

Turistbusserne holder tæt i Valldemossa. Klosteret, som ligger i centrum af den lille by, ejes af forskellige privatpersoner, der overvejende bruger cellerne som ferieboliger. Munkecelle 2 og 4, hvor man mener, at Sand og Chopin boede, har heller ikke samme ejer. Man betaler dog fælles entré, men udbuddet af souvenirs i de to celler synes at ville overgå hinanden – som hvis den ene del af H.C. Andersens Hus havde tilhørt X og den anden del Y.

I 1835 blev de fleste spanske klostre på kongeligt dekret eksproprieret og opløst. Det skete under den første Carlist-krig fra 1833 til 1839, der i lighed med de to efterfølgende udsprang af en konflikt om arvefølgen til den spanske trone, som altså førte til tre borgerkrige i det 19. århundrede.

Den politiske kontekst spiller imidlertid ingen større rolle i Sands bog, der foruden ærgrelser over mallorcinernes fejl og mangler primært rummer beskrivelser af vintervejret, landskabet og det forladte kloster, hvor eneboermunke før havde hengivet sig til bønner. Munkene i den asketiske karteuserorden lever i hver sin celle, som de stort set kun forlader for at deltage i fælles bønner, sang og messe. De har forpligtet sig på tavshed og spiser udelukkende vegetarkost. Måltiderne indtages alene i cellen med undtagelse af søndag. En gang om ugen begiver munkene sig sammen ud på en lang spadseretur, hvor der må tales. Det er vanskeligt at forestille sig den store stilhed, der må have hersket inden for murene dengang i det virvar af sprog, som lyder i klosteret i Valldemossa i dag.

Reelle fysiske spor efter Sand og Chopin er der stort set ingen af, bortset fra Pleyel-pianinoet. Resten af møblementet er vist bare gætterier, tilfældige rekvisitter, der med moderat fantasi er tilføjet hen ad vejen for at sløre et massivt fravær, sådan som det gerne er på lokaliteter, der er blevet museer, fordi berømte mennesker tilfældigvis har boet der.

Brochuren, vi får udleveret, da entreen erlægges, forsikrer os om, at Chopins klaver aldrig siden har forladt øen. Det dyrebare instrument blev efterfølgende købt af en bankier fra Palma. Vi finder det i celle 4, behørigt placeret på et podium med rødt fløjl, indhegnet af tunge snore. En beskyttende glasplade er placeret foran producentens logo, som for at understrege alvoren. I celle 2 står også et klaver. Angiveligt det elendige mallorcinske piano, Chopin måtte tage til takke med, indtil hans Pleyel nåede frem. Retfærdigvis er der ikke gjort synderligt stads af den lokale lirekasse.

Under det meste af ferien var komponisten alvorligt syg, og vintervejret på Mallorca forværrede kun tilstanden. Alligevel mener man, det lykkedes ham at komponere det førnævnte præludium i Des-dur og flere andre sager. Den engelske forfatter Robert Graves boede i mange år på Mallorca og oversatte George Sands bog til engelsk i 1956, tilsyneladende for at komme øboerne til undsætning. I oversættelsens udvidede noteapparat går han således i rette med hendes spidse betragtninger. Desuden skrev han forord til "Chopin's Winter in Majorca" af Luis Ripoll. Forordet er udstillet i en montre på karteuserklosteret.

Vi læser den maskinskrevne tekst i tavshed, mens cellen fyldes af en gruppe pludrende svenske turister. Teksten er dateret Deià, 1955 og signeret af Graves, som har indført rettelser i hånden. Han hævder, at Chopin nærede varig hengivenhed for Mallorca, fordi komponisten i Valldemossa valgte at afslutte sit fysiske forhold til den fraskilte Sand, selvom han stadig elskede hende, for at leve i overensstemmelse med sin katolske tro. Det skete angiveligt efter råd fra klosterets eneste tilbageværende munk, der fungerede som apoteker.

Ifølge Graves var sandheden bag Sands hadefulde udfald mod vejret, bønder og andet godtfolk på øen dette nederlag til kirken. Selvom det er svært at tro, at "En vinter på Mallorca" alene skulle være resultatet af en seksuelt frustreret kvindes projektion, ja, så er værket afgjort mystisk. Hvorfor ulejlige sig med at skrive og publicere en bog om et sted, ingen bør tage hen? Skuffelsen må have været afsindig dyb. Hvad enten følelsen var forårsaget af den ene eller den anden slags kuldsejlede romantik.

Nutidige turisters ønske om at se klosteret, hvor de to berømte elskende kortvarigt boede, viser, at moderne mennesker også kan være sværmeriske.

Sand og Chopin søgte ensomheden i naturen, fjernt fra alting, hvilket reelt var svært at udholde, i hvert fald for den franske forfatterinde, som savnede stimulerende selskab blandt får og geder og "aber".

Tiden er selvsagt en anden i dag, og det 21. århundrede har også ramt Valldemossa. Hendes bog og hans musik gør det faktisk lidt vanskeligt at leve sig ind i fortiden på dette sted. Det er ikke værkernes skyld, men alt, hvad de har ført med sig. Indspilninger af Chopins formodede Mallorca-inspirerede kompositioner falbydes sammen med paperbackudgaver af "En vinter på Mallorca" på flere hovedsprog, uagtet at den var en advarsel mod at komme. Men det er jo for sent. Jeg er her allerede, og virkeligheden svarer ikke til forestillingerne.

Heldigvis er der trøst at hente fra uventet kant. I den danske oversættelse, lånt på biblioteket derhjemme, findes en "Meddelelse" fra forfatterinden. Skrevet i 1855 på afstand af vinteropholdet, af en mere moden og velovervejet George Sand. Budskabet er, at destinationen er underordnet: ?Det er ikke det at rejse, der er det vigtige, men at komme væk – hvem af os har ikke en smerte at dulme eller et åg at kaste af?".

Vinteren kommer igen år efter år, selv på Mallorca. Virkeligheden vil altid findes, også dér, hvor vi havde håbet at undgå den, i et afsidesliggende kloster eller andetsteds i verden. Men selv en skuffelse kan vise sig at være hele rejsen værd.

kultur@k.dk

Gitte Broeng er forfatter og redaktør. Har senest bidraget til foto- og kulturhistorieprojektet "Danmark under forvandling" og bogværket "Herfra hvor vi står – Fjorten fotografer. Bind III", red. Hans Edvard Nørregård-Nielsen med flere (Gyldendal).

George Sand: "En vinter på Mallorca" er oversat efter "Un hiver á Majorque" af Carl Blechingberg. Med tegninger og forord af Ebbe Sadolin. Carit Andersens Forlag, 1974.