Karin Dahl Hansen |
29. april 2006
Sveriges største muslimske organisation stiller krav om særregler for de svenske muslimer. Danske imamer støtter flere af ideerne og ser dem gerne indført i Danmark
Den danske imam Abdul Wahid Petersen er enig med formanden for den største svenske muslimske forening i flere af dennes forslag om, at muslimer skal særbehandles. Han er således enig i, at muslimske børn bør undervises af imamer, når de skal lære om islam, ligesom han støtter ideen om kønsopdelt undervisning i svømning og gymnastik.
– Jeg har længe undret mig over den måde, vi har undervisning i religion i skolerne på i Danmark. Man siger, det ikke er forkyndende undervisning, men det kan være problematisk, at den, der underviser, bekender sig til én tro. Derfor burde der i alle religioner blive undervist af en lærer, der selv havde den pågældende tro, uden at undervisningen af den grund bliver missionerende, siger Abdul Wahid Petersen.
Han kan også tilslutte sig kønsopdeling i gymnastiksale og svømmehaller. Sådan var det, da han var dreng, og det burde være nemt at indføre igen. Derimod er han skeptisk over for ideen om at indføre sharia i ægteskabsloven, som den muslimske organisation beder om. Det kan være udmærket at bruge imamen som mægler i forbindelse med skilsmisse, men det skal være frivilligt, ligesom han mener, at forslaget om fridage på muslimske helligdage og frihed til at gå til fredagsbøn bør være noget, den enkelte aftaler med sin arbejdsgiver eller flekser sig til.
Hans kollega, imam Abu Laban, der er tilknyttet Islamisk Trossamfund, finder de svenske krav rimelige og er sikker på, at mange af dem med tiden vil blive indført i både Sverige, Danmark og mange andre vestlige lande.
– De svenske muslimer er lidt mere avancerede end os her i Danmark. Nu begynder de med at stille en lang række krav op til det svenske valg, og så får de gradvist indført nogle af deres krav, forudser han.
Han peger på, at den canadiske provins, Ontario, for nylig var ved at få sharia-lov indført i forbindelse med familiestridigheder i muslimske familier. Forslaget faldt til sidst, men det kommer igen, mener Abu Laban.
– Kravene er rimelige, og for eksempel i forbindelse med skilsmisser gør imamerne et stort stykke arbejde og aflaster dermed kommunerne, siger han.
Det er Sveriges Muslimske Forbund med 70.000 medlemmer, der står bag den lange række af krav om særbehandling, men ideerne bliver blankt afvist af svenske politikere. Heller ikke næstformanden i Demokratiske Muslimer i Danmark, Jamilla Jaffer, finder, at det er måden at forbedre integrationen på.
– Alt det her med særbehandling er ikke den bedste vej frem, og deres forslag om at muslimske børn skal undervises af imamer i religion, tager jeg stærkt afstand fra. Vi skal bygge et samfund, der er mangfoldigt, og det sker ved, at børnene i fællesskab bliver undervist i kristendom, islam, jødedom og alle andre religioner, siger hun.
Jamilla Jaffer finder derimod, at det kan være en god ide at tilbyde kønsopdelt svømmeundervisning og fri på andre religiøse helligdage end de kristne.
– Men det er svært at lovgive om, for det handler om holdninger. Hvad angår fridage på religiøse helligdage mener jeg, at det må være et overenskomstspørgsmål, og så skal det naturligvis ikke kun gælde muslimer, men alle trossamfund, siger Jamilla Jaffer.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad