Når efterlønnen diskuteres, skal man have i baghovedet, at den kun er en del, om end en vigtig del, af den samlede arbejdsmarkedspolitik. Den sikrer, at folk med mange år på arbejdsmarkedet kan få en værdig overgang til pensionistlivet og med helbredet i rimelig stand.

I Sverige har man lovbestemte, fleksible overgangsordninger, der gør det muligt at trække sig gradvist tilbage. I Tyskland og i andre EU-lande sikrer lovgivningen ældre arbejdstagere mod den slags tilfælde, som omtales i artiklen, hvor ældre medarbejdere mobbes ud fra deres arbejdsplads af chefen. Det sker ved at afskedigelser i givet fald bliver meget kostbare for arbejdsgiveren.

I Danmark praktiserer vi den såkaldte hyr-og-fyr-politik – også kaldet flexicurity-modellen, som gør det forholdsvis let for en arbejdsgiver at skille sig af med medarbejdere, han af en eller anden grund ikke længere ønsker, fx fordi de har nået en bestemt alder. På min tidligere arbejdsplads – en større offentlig institution med mange højtuddannede folk – praktiserede man netop den beskrevne praksis med at skubbe ældre medarbejdere ud. Det kunne ske på forskellige måder, men i alle tilfælde på en måde, så den person, det vedrørte, aldrig var i tvivl om meningen. Og arbejdsgiveren fik som regel sin vilje.

Efterlønnen er et værn, der trods alt sikrer ældre medarbejdere en vis beskyttelse og værdig overgang til deres næste livsfase – og så er den tilmed gratis for arbejdsgiverne her i landet, modsat andre lande. En afskaffelse af efterlønnen vil givetvis af fagforeningerne blive forlangt kompenseret på den ene eller anden måde ved de næste overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet.

Sådan var situationen også 1999, da jeg gik på efterløn. Ca et halvt år før 60 årsdagen, sagde en leder i virksomheden: Du er da heldig med, at du kan gå på efterløn! Hvad er der så at gøre? Mange af mine jævnaldrene kan fortælle tilsvarende historier.
Men livet blev godt i den periode.

Jeg blev arbejdsløs lige som jeg fyldte 59 år. Jeg fandt mig dog straks et 12-timers deltidsjob og gik på supplerende dagpenge, samtidig med at jeg ledte efter et fuldtidsjob. Da det ikke var fundet efter et år gav systemet mig valget enten at blive fuldtidsarbejdsløs eller at gå på efterløn. Systemet tvang mig derfor på efterløn imod mit ønske, for fuldtids arbejdsløs ville jeg li'godt ikke være.
Nu er jeg folkepensionist, men arbejder fortsat på deltid.
Jeg synes man burde bevare efterlønnen for personer der har haft mere end 40 år på det pul(veri)serende arbejdsmarked. Så kan de med lange uddannelser, sen debut på arbejdsmarkedet og høje lønninger klare sig selv.

Mine egne erfaringer: - 3 mdr. før jeg blev 60 år blev jeg fyret p.g.a. manglende ordretilgang. ("Kun" haft administrativt arbejde). - Få mdr. efter det fyldte 60 år, blev jeg presset til at gå på efterløn af Kristelig A-kasse, -underforstået, at de ellers ville søge at finde arbejde til mig med helt andre arbejdsopgaver, og med en uacceptabel lang transporttid. Meningen var ikke til at tage fejl af. - Udnyt systemet, eller vi skal komme efter dig. - Hvis der skal findes en skyldig må det være Kristelig A-kasse.

Kurit skrev:

De "skyldige" er i den sidste ende vores politikere, som åbenbart har svært ved at regne. P.t. er arbejdsløsheden 180.000 personer (hertil kan så lægges div. personer, som er parkeret i div. systemer). Men alene det at finde arbejde til de nuværende arbejdsløse, vil næppe lykkes de første 10 år.

Derfor bevar efterlønnen - og af hensyn til den nuværende ungdomsarbejdsløshed, så giv en eller anden "gulerod" for at få flere fra "det grå guld" til at trække sig fra arbejdsmarkedet.