Hvad er det helt præcist, der sker i vores hjerner, når vi taler kærligt til vores planter, skælder ud på en computer eller giver vores bil et navn?

Fællesnævneren er antropomorfisme. Eller med andre ord tendensen til, at vi tillægger ting, dyr og fænomener menneskelige egenskaber eller fremstiller dem som menneskelignende skikkelser.

Tidligere er fænomenet stort set blevet ignoreret af videnskaben, men i dag boomer forskning i, hvorfor og hvordan vores hjerner antropomorfiserer, skriver videnskabsmagasinet New Scientist.

Tendensen til, at vores hjerner ser livløse objekter som levende, ses især, hvis der sker noget uventet. Sidstnævnte fandt forskeren John Carpaccio fra University of Chicago ud af. For når vores computerskærm pludselig fryser, føler vi, at den lever sit eget liv. Vi tillægger altså tingene et motiv, når de griber uventet ind i vores liv.

En af de mest åbenlyse grunde til antropomorfismen er ifølge forskerne, at vi prøver at tilføre en meningsløs verden mening og forklare det uforklarlige.

Men forskningen i antropmorfisme kan også fortælle os noget om vores sociale kompetencer. En del forskere arbejder nemlig ud fra idéen om, at antropomorfisme har at gøre med ensomhed.

Hvis man ikke kan omgås mennesker, kan man måske lettere relatere til for eksempel elektroniske apparater, fortæller Carpaccio. Men er du en af dem, der overfører menneskelige egenskaber til dine ting, betyder det ikke nødvendigvis, at du vil få en ensom skæbne eller er på vej til at blive skør.

"De mennesker, som vi har brugt i vores forsøg, ville jeg ikke diagnosticere som ulykkelige," siger Carpaccios kollega Adam Waytz og fortsætter:

"Den adfærd siger bare noget om, at antropomorfisme er en meget naturlig reaktion på at være midlertidigt isoleret."

graa@k.dk