"Ingen teologi eller religion er komplet ny. Fordi handlingen foregår i Nordamerika, trækker jeg primært på det hellige evangelium, men også på de rødder, som vi ser i alle religioner i deres urform. De er alle tæt forbundet med natur, og det gælder også kristendommen," siger hun.

Hun henviser til, at middelalderkatedraler har talrige ornamenter med dyr og planter. Ganske vist er nogle dyr gode og andre slemme, men det overordnede billede er, at menneskeheden eksisterer sammen med de andre skabninger.

"I historien om Noa siger Gud fem gange, at der er en pagt mellem alle levende væsener," siger hun.

Trods den klare forbindelse til religion, insisterer Margaret Atwood på, at der er en klar skillelinje i religionen i bogen.

"Det er ikke kristent, men bibelsk. De ophøjer Jesus til en helgen, men de ophøjer ham ikke til en Gud. For dem er Jesus på mange måder en metafor for det naturlige," pointerer hun.

Jesus er den klare genkendelige bibelske figur. Men "The Gardeners" tilbeder også mere nutidige helgener fra Dianne Fossey, der kæmpede for at frede gorillaer, til tidligere vicepræsident og miljøforkæmper Al Gore.

"De er med, fordi de er helgener i kraft af deres dyder. Vi ser allerede den slags religiøse tænkning. Det er blot ikke formaliseret endnu. Men der findes "Den grønne bibel", hvor alt, hvad der har med naturen at gøre, er fremhævet i grøn skrift."

Margaret Atwood trækker paralleller til den samtidige nordamerikanske evangeliske kirke, som er delt i to.

"En er grøn, og de ser sig som dem, der skal passe på naturen. De andre mener, at Gud alligevel vil komme med dommedag og ødelægge det hele, så hvorfor bekymre sig."

I "Syndflodens år" er de salmer, som "The Gardeners" synger, trykt som en del af teksten. De er alle af Margaret Atwood, som også har udgivet en række digtsamlinger. Bogens salmer er efterfølgende indspillet på en cd og har dermed fået deres eget liv uden for bogen.

"Folk kan bruge de salmer, hvis de vil, i deres kirke. Men salmerne er ikke religiøse i sig selv, men er knyttet til religionen i bogen. Og en salme om slanger vil nok ikke finde vej ind i mange gudstjenester søndag morgen," siger hun.

Margaret Atwood understreger, at hun ikke har nogle ambitioner om at bringe gartnernes religion fra bogen ud i den virkelige verden.

"Jeg vil ikke starte min egen religiøse forretning. Jeg overlader det til dem, der er interesseret i det. Jeg tror ikke, vi vil se en direkte kopi, men en variation. Du vil også finde, at der er elementer i mange religioner og organisationer, som grundlæggende tror på de samme ting. Du vil se, at nogle gør de samme ting som gartnerne, eksempelvis blandt druider og andre, som dyrker jævndøgn og solhverv," forklarer Margaret Atwood.

Hun karakteriserer religion som et medfødt behov:

"Religion handler om udvikling og tilpasning, som vi fødes med på samme måde som sprog og musik. Når du bliver født, har du en programmering, som gør, at du vokser op til at tale et eller flere sprog. Du har en musiksans, hvilket er ganske tydeligt hos små børn, før de kan tale. Du har et program, som gør, at du kan fortælle og genfortælle historier. Det er evner, vi har haft fra før opfindelsen af landbrug og evnen til at læse og skrive. Religion er det samme. Det er ikke et spørgsmål om religion eller ingen religion, men et spørgsmål om hvilken religion. Det er ikke et spørgsmål om sprog eller ikke et sprog. Du vil have en religion, uanset om du selv er bevidst om det - og selv hvis du kalder det ateisme," siger Margaret Atwood.

Den diskussion har hun også haft med netop ateister:

"Ved religion taler vi om noget, du tror på, men som ikke kan bevises ved empiriske eksperimenter. Det gælder også nogle menneskers tro på kapitalisme. Jeg har spurgt Richard Dawkins, om han også finder, at religion er et udviklingstrin, hvilket han bekræftede. Men jeg gik ikke skridtet videre og spurgte, hvorfor han siger, at folk ikke kan have en religion, hvis han ikke også fortæller dem, at de ikke kan udvikle en musikalsk sans," fortæller Margaret Atwood, der definerer sig selv som streng agnostiker.

"Dermed mener jeg, at du ikke kan hævde, at noget er viden, hvis du ikke kan bevise det," fastslår den canadiske forfatter og uddyber samtidig sit indgående kendskab til Bibelen:

"Jeg var nødt til at kende min bibel. Da jeg gik i skole, havde vi oplæsning fra Bibelen hver morgen samt bønner og salmer, hvilket næsten er væk nu, fordi så mange er indvandrere. Men jeg fik det hele med, selvom mine forældre mente, at små piger ikke skulle udsættes for religion, før de var i stand til at forstå det. Så jeg kunne ikke undgå Bibelen. Og det er ret fascinerende for børn, selvom der er en stor inkonsekvens i den hellige skrift," forklarer Margaret Atwood.

Men bibelkendskabet var også en nødvendighed for hende, da hun læste engelsk på universitetet, hvor pensum gik fra tidlig angelsaksisk litteratur og op til 1950'erne.

"Du kan ikke læse megen litteratur fra før 1900-tallet og særligt fra det 17. århundrede, hvis du ikke har nogen viden om den religiøse historie og Bibelen. I min studietid skulle alle gennem faget 'Bibelen som litteratur', hvor Bibelen blev behandlet som en roman," siger Margaret Atwood.

"Det er derfor, jeg kender Bibelen så godt. Og der er en anden grund: Jeg rejser meget og har gjort det hele mit liv. Og jeg vil langt hellere have Bibelen at snuse rundt i end at se tv. Det er langt mere interessant," siger hun.

Margaret Atwoods forfatterskab er dystert og dommedagspræget. Men hun henviser igen til Bibelen og ikke mindst definitionen af dommedag.

"Dommedag betyder åbenbaring. Dagen, hvor alt står klart. Så lad os ikke tale om dommedag, fordi folk mener, at alt bliver ødelagt. Det er ikke sandt i min optik. Det er kun mennesker, der forgår. Alt andet går det bedre for."

I "Syndflodens år" og "Oryx og Crake" er det blandt andet biokemi og gensplejsning, der er kommet ud af kontrol. Men forfatteren afviser, at det er hendes fantasi, der er løbet løbsk.

"Inspirationen kommer fra aviser og fra videnskabelige tidsskrifter om eksempelvis gensplejsning og vores stigende evne til at skabe mikrober fra bunden," forklarer Margaret Atwood, der er ud af en familie af videnskabsfolk.

Hun afviser videre, at det er et mareridt, hun beskriver.

"Det er baseret på, hvad vi allerede har gjort og gør. Godt nok tror jeg ikke, at der endnu er nogen, der har fremavlet et får med hår, som kan transplanteres til mennesker. Men det er da en ret god idé," siger Margaret Atwood med et grin om en af sine videnskabelige fantasier fra "Syndflodens år".

Men hun tilføjer mere alvorligt, at videnskabsfolk ikke længere er afhængige af at krydsavle på den gammeldags måde.

"Nu kan vi gøre det ved at tage noget fra en art og putte det ind i en anden art. Og vi kan tage noget af arter fra et kontinent og plante dem ind i arter fra et andet kontinent, hvor de ikke har nogle naturlige fjender og kan skabe kaos," siger Margaret Atwood, som også er en ivrig samfundsdebattør med holdninger om alt fra feminisme, højreorienterede medier, litteratur, økologi, ytringsfrihed og forholdet mellem Israel og Palæstina.

Margaret Atwood er i Danmark blandt andet kendt for "Tjenerindens fortælling", som komponisten Poul Ruders skabte en succesfuld opera over. Hun taler begejstret om bøgeskoven, der netop var sprunget ud, da hun besøgte Danmark i den forbindelse.

I "Tjenerindens fortælling" har religiøse fanatikere overtaget magten i USA, som så skifter navn til landet Gilead.

"Hvis du vil overtage USA, kan du ikke sige, at du er kommunist. Men du kan få et flertal af vælgerne ved at sige, at du repræsenterer alle de gudfrygtige kristne," forudser Margaret Atwood om den totalitære religion, som også kan læses ud af den Bibel, hun kender så godt.

norum@k.dk