Dieter Graumann, der er født i Israel, har været vicepræsident i Jødernes Centralråd i Tyskland siden 2006. --
- Alex Domanski/Reuters/Scanpix.
Heidi Dachs |
6. januar 2011
Med Dieter Graumann som præsident ledes Tysklands jøder for første gang af en person, der ikke selv har oplevet holocaust
Et vigtigt generationsskifte har fundet sted i Jødernes Centralråd i Tyskland.
Den 60-årige succesrige forretningsmand Dieter Graumann har overtaget posten som præsident for centralrådet efter den 78-årige Charlotte Knobloch.
Hermed ledes Tysklands jøder for første gang af en person, der ikke selv har oplevet holocaust.
Dieter Graumanns biografi er usædvanlig. Han blev født i 1950 i Israel, hvor hans forældre havde slået sig ned efter at have overlevet holocaust i Polen. Netop i 1950'erne emigrerede utallige jøder fra hele Europa til Israel, men eftersom Dieter Graumanns far ikke kunne tåle det varme klima i landet, besluttede familien at gå imod strømmen: Den vendte tilbage til Europa og bosatte sig endda i "mordernes land" Tyskland, noget, der dengang var utænkeligt for mange jøder.
Selvom Dieter Graumann ikke selv har oplevet holocaust, så var hans barndom alligevel præget af mistro til tyskerne. Han hørte allerede som lille sine forældre fortælle om kz-lejrene, og han spurgte ofte sig selv, om de mennesker, han mødte på gader og veje, måske var medskyldige i hans bedsteforældres død.
"Jeg er vokset op med for-tællinger om holocaust, ligesom andre børn er vokset op med Grimms eventyr," siger Dieter Graumann til avisen Die Welt.
Hans forældre frygtede, at antisemitismen igen skulle vokse frem i Tyskland, og derfor forsøgte de at gøre sønnens identitet mere tysk ved at ændre hans navn fra David til Dieter.
I dag er frygten og mistroen glemt, og Dieter Graumann, der bor i byen Frankfurt, kalder sig selv for en begejstret frankfurter.
Dieter Graumann har siden 2006 været vicepræsident i Jødernes Centralråd, og avisen Die Welt håber, at Dieter Graumanns positive livsholdning nu kan skabe fornyelse og liv i organisationen, som avisen ellers betegner som stivnet.
Centralrådet blev dannet samme år, som Dieter Graumann blev født, nemlig i 1950. Dengang bestod organisationen kun af 15.000 medlemmer. Næsten alt jødisk liv og kultur var blevet udslettet af nazisterne. De få overlevende jøder efter holocaust drømte om at rejse til Israel, og det var som regel kun sygdom eller manglende penge, der hindrede dem i at forlade "mordernes land". Det var tanken, at Central- rådet kun skulle fungere midlertidigt med det formål at varetage de få tilbageværende jøders interesser, indtil disse også havde forladt Tyskland. Ingen troede dengang på, at det jødiske samfund nogensinde igen kunne have en fremtid i landet.
Jødernes Centralråd fik hurtigt status som Tysklands samvittighed, fordi organisationen hele tiden var på vagt og advarede imod tendenser, som den mente kunne føre tilbage til forgangne tiders barbari.
Organisationen indtog også rollen som samfundets vagtmand, fordi jøderne tvivlede på, om demokratiet var stabilt i forbundsrepublikken.
De yngre generationer af jøder deler ikke de holocaust-overlevendes frygt for en gentagelse af historien, og derfor er der ifølge Dieter Graumann ikke alene brug for et generationsskifte, men også et mentalitetsskifte i Jødernes Centralråd
"Vi bør ikke længere betragte os selv som et fællesskab bestående af ofre," siger han.
Efter kommunismens sammenbrud er det blevet populært for jøder fra Østeuropa og det tidligere Sovjet at immigrere til Tyskland, og medlemstallet i Jødernes Centralråd er steget fra 25.000 til 100.000 personer i løbet af de seneste 20 år. De jødiske indvandrere udgør allerede 90 procent af medlemmerne i Centralrådet.
Ifølge Dieter Graumann betyder denne tilvækst, at jødisk liv og kultur er sikret en fremtid i Tyskland, og han siger, at jøderne fremover vil forsøge at fremstille sig selv på en ny måde i de tyske medier.
"Jødedom betyder ikke altid kun forfølgelse, elendighed og katastrofer. I stedet for overleverede klichéer skal der fremover vises mere hjertelighed, temperament, livslyst og moderne levende traditioner. Kun de færreste borgere i vores land ved, at jødedommen allerede har eksisteret i Tyskland de seneste 1700 år, og at vigtige etiske værdier kan føres tilbage til jødedommens rødder: Det gælder for eksempel den kristne grundsætning 'Elsk din næste som dig selv', der står i 3. Mosebog," siger han.
dachs@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad