En tidligere leder af en tænketank mener, at man bliver gladere af at have et manuelt arbejde fremfor at sidde på et kontor
Nytår giver ofte anledning til reflektion over vores livssituation, og hvis det nye år og den uundgåelige tilbagevenden til arbejdspladsen efterlader dig med en inderlig længsel efter forandring, så er det at komme til at arbejde med dine hænder måske svaret. Det mener forfatteren og mekanikeren Matthew Crawford. Han tror, at mange af os ville have det bedre med at udskifte musen med en skruetrækker, oplyser den britiske tv-station BBC.
Hans seneste bog "At arbejde med sine hænder" er blevet en stor succes i USA, hvor Matthew Crawford kommer fra.
Matthew Crawford, der tidligere var leder af en tænketank i Washington, og som nu har et værksted, hvor han reparerer motorcykler, siger, at det ikke er så mærkeligt, at folk har det dårligt på arbejde. Mange job er nemlig blevet så specialiserede og procesorienterede, at det er svært at se, hvilken forskel man gør.
"Mange af os er plaget af en følelse af nytteløshed," siger han.
Mens han var leder af tænketanken, kunne han ikke se, hvorfor han overhovedet skulle have en løn, og han var ofte i tvivl om, hvilke håndgribelig varer eller serviceydelser han egentlig kunne tilbyde folk.
Men så åbnede han et værksted for motorcykler og blev overrasket over at finde ud af, at ikke nok med, at han blev gladere, men han følte sig også mere intellektuelt stimuleret.
"Livet som selvstændig erhvervsdrivende giver mulighed for variation, hvor praktiske opgaver blandes med forskellige typer problemløsning," siger han.
Og så er indtjeningsmulighederne også bedre for selvstændige, end de er i mange kontorjob. For eksempel tjener en mekaniker i de fleste tilfælde mere end en universitetsuddannet sociolog.
De første måneder efter nytår er traditionelt de måneder, hvor flest mennesker skifter job, og Matthew Crawford mener altså, at det at åbne et værksted for motorcykler eller en anden form for virksomhed vil gøre dig lykkeligere.
"Det giver en følelse af bekræftelse, når den motorcykel, som du har repareret, godt vil starte og køre. Sådanne små øjeblikke kan det være meget vanskeligt at komme til at opleve i en stor organisation," siger han.
madsen@k.dk