Dansk Folkeparti og SF vil kalde kirkeministeren i samråd på grund af langsom behandling af sagen om en fyret sognepræst fra Nordjylland
For fem måneder siden afgjorde Ombudsmanden, at sognepræst Mette Villads Christensen blev fyret på et utilstrækkeligt grundlag fra sit job som sognepræst i Nordjylland.
I januar 2009 fik sognepræsten fra de tre små landsogne ved Løkken besked om, at hun var fyret efter paragraf 43 i tjenestemandsloven om langvarige uoverensstemmelser mellem præst og menighed i et sogn, men det er der ifølge Ombudsmanden ikke belæg for. Derfor bad han i august sidste år Kirkeministeriet om at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse, men indtil videre er intet sket.
LÆS OGSÅ:
Et justitsmord i folkekirken?LÆS OGSÅ:
"Jeg er fantastisk glad og lettet"
Det har nu fået sognepræstens advokat, Klaus Antonsen, til for tredje gang at klage til Ombudsmanden i den kontroversielle sag:
"Vi synes, vi bliver uanstændigt behandlet, og at Kirkeministeriet sylter sagen. Der er snart gået et halvt år siden den sidste afgørelse, og det er for lang tid i en personalesag. Der sidder et menneske i den anden ende."
Klaus Antonsen håber, at klagen vil få Kirkeministeriet til at komme med en afgørelse.
Den udlægning er næstformand i Folketingets Kirkeudvalg Pernille Vigsø Bagge fra SF enig i. Hun har flere gange i løbet af de år, sagen har stået på, kritiseret Kirkeministeriets håndtering af sagen om den fyrede sognepræst. Hun forstår godt, at Mette Villads Christensen og advokaten er utilfredse med ministeriet.
LÆS OGSÅ:
Minister i syv sind om præstefyring"Jeg synes, det er udtryk for magtfuldkommenhed fra kirkeministerens side, at hun intet foretager sig. Det siger noget om regeringens generelle syn på og desuden negligering af en vigtig demokratisk instans, når kirkeministeren ikke umiddelbart har tænkt sig at gøre, som Ombudsmanden anbefaler," siger Pernille Vigsø Bagge.
Hun vil nu spørge kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), hvad hun har tænkt sig at gøre i sagen, ligesom det også kan komme på tale at kalde ministeren i samråd.
"Jeg mener, at alle præsters retssikkerhed potentielt er i fare, hvis Mette Villads Christensen ikke får en form for oprejsning i denne sag – for eksempel i form af en anerkendelse fra Kirkeministeriet af, at afskedigelsen er sket på forkert grundlag," siger Pernille Vigsø Bagge.
Medlem af kirkeudvalget for Dansk Folkeparti Søren Krarup har også tidligere kritiseret ministeriets behandling af den fyrede sognepræst. Han har fuld forståelse for, at sognepræstens advokat nu igen har klaget til Ombudsmanden.
"Jeg støtter det fuldstændigt. Mette Villads Christensen er blevet så skidt behandlet hele vejen igennem, og Kirkeministeriet burde skamme sig over ikke at komme hende mere i møde i den her sag."
Også Søren Krarup er villig til at kalde kirkeministeren i samråd for at sætte skred i sagen.
"Det kan være nødvendigt med et samråd, som forhåbentlig kan sætte skub i kirkeministeren. Denne sag har været skammelig fra begyndelsen, og Mette Villads Christensen er blevet uanstændigt behandlet af de ansvarlige myndigheder, provst, biskop og kirkeministerium," siger Søren Krarup.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).
schelde@k.dk