Kræft hos udviklingshæmmede overses

Udviklingshæmmede har problemer med at give udtryk for smerte eller andre tegn på sygdom. Og det pædagogiske personale på bosteder overser ofte symptomerne og risikerer dermed først at opdage beboerens sygdom, når det er alt for sent.

Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, "Udviklingshæmmet og kræftramt", fra Socialt Udviklingscenter, SUS.

SUS har i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse lavet en rundspørge til 100 bosteder om deres erfaringer med kræftramte udviklingshæmmede og efterfølgende gennemført længere interview på otte bosteder.

LÆS OGSÅ: Udviklingshæmmede lider i stilhed

Projektleder i SUS Maria Lincke Jørgensen hørte her blandt andet om en stærkt udviklingshæmmet ung kvinde, der klagede over smerter i benet. Først efter mange lægebesøg blev hun scannet, og kræft i lårbensknoglen blev konstateret. Hun døde tre måneder efter. En anden kvinde havde en kræftknude i brystet. Den blev først opdaget, da den kunne ses gennem huden.

"Man er nødt til at forbedre opsporingsarbejdet for kræft blandt udviklingshæmmede. De opdager ikke selv, at de er syge. De giver måske ikke engang udtryk for smerte. Derfor ligger det hos personalet at opdage og handle på, at noget er anderledes. Og det kan være bittesmå ting: appetitløshed, træthed, koldsved," siger Maria Lincke Jørgensen.

Undersøgelsen viser også, at sundhedsvæsenet har svært ved at møde gruppen:

"Hvis lægen spørger: 'Gør det ondt?' Og den udviklingshæmmede svarer : 'Nej', så har man en patient, der ikke selv synes, noget er galt. Derfor bliver den udviklingshæmmede ofte sendt hjem igen. Så der kan være langt fra de første faresignaler til en diagnose. Og så er det naturligvis sværere at behandle," siger Maria Lincke Jørgensen.