Journalist Line Vaaben skriver om børn og familieforøgelser.
- Colourbox.
Line Vaaben |
7. januar 2011
"Engang satte de vordende mødre sig ned og strikkede i ni måneder. Nu får de lavet 3D-scanninger", skriver journalist Line Vaaben i denne uges signatur
Den forestående tvillingefødsel i kongehuset kalder på en anekdote: Som studerende, nygifte og ganske unge ventede mine forældre i 1967 deres første barn. Barnevognen var indkøbt, og min mors mave voksede. Faktisk så meget, at huslægen bekymret så hen over brillen på min mor med ordene: "De skal vist holde lidt igen med søde sager, Frue". Ja, det var en stor mave, som min mor præsenterede hos jordemoderen få dage før terminen. Hun lyttede til barnet derinde bag skindet med sin træpind og sagde – til min mors store bekymring – at noget var galt med barnets hjertelyd. Flere eksperter blev tilkaldt, før en ældre jordemoder overtog lytterøret og konstaterede, at de mærkværdige taktslag skyldtes, at der var to hjerter. Min rystede mor blev herefter henvist til en specialist i tvillingefødsler. Det var før scanningens tid, og overlægen følte grundigt på maven, før han sendte hende hjem med beskeden: "Enten er der to børn, eller også har barnet to hoveder."
Få dage efter blev mine to storebrødre født – fødslen blev sat i gang af chokket, har min mor siden hævdet. Barnevognen blev byttet til en større model. Og så tog mine forældre ellers fat på at koge sutteflasker og stofbleer. Jeg kom først til fem år efter – de var for udmattede til at tænke på flere børn.
Da mine forældre fik tvillingerne i 1967, boede de i en toværelses lejlighed med koldt vand og uden bad. Og mor fortalte engang, at hun følte sig lidt som en ko, der havde kælvet midt på marken: usikker og skælvende. Da jeg fik mit første barn, var hun imponeret over, hvor meget jeg havde sat mig ind i sagen på forhånd.
Og der er da noget om, at ikke meget overlades til tilfældighederne for småbørnsforældre i moderne tid – heller ikke, når man er royal. I dag er forældrene inden fødslen ikke bare forberedt på antal og køn. Udstyret er også i orden: diverse seler, slynger og stole, en garderobe med alt fra yderst til inderst og for nogen endda fuldt indrettet barnekammer med særligt børnetapet og ammekrog.
Børnene er vores prestigeprojekter, sagde formanden for Forældre og Fødsel for nylig her i avisen. Gennem dem kan vi demonstrere, hvor vellykkede vi er som mennesker. Derfor forsøger moderne forældre at gøre alt perfekt for og med deres børn, og de begynder allerede under graviditeten. Men uanset hvad, handler det vel også om at forberede sig? Engang satte de vordende mødre sig ned og strikkede i ni måneder. Nu får de lavet 3D-scanninger, læser håndbøger om børns søvn og køber parfumefri babylotion.
Et par meter fra mig sidder min højgravide kollega, Freja Bech-Jessen, som venter barn nummer to. Hun følger som mange af landets nysgerrige sjæle med i den forestående kongelige familieforøgelse. Hendes fødsel skal ikke blot foregå på samme hospital, men også på næsten samme tidspunkt som Marys. Om end Freja påstår, der kommer til at være mindre postyr om hendes fødsel. Bortset fra medieinteressen tror jeg dog ikke, der er den store forskel. For en barnefødsel er nu engang den mest skelsættende oplevelse, vi nogensinde bliver udsat for. På godt og ondt det mest livsforandrende i livet. Og jeg tror, den mærkelige blanding af omsorg, usikkerhed og lykkefølelse er den samme. Om man skriver 1967 eller 2011. Om man er royal eller borgerlig. Om man venter et eller to børn. Om man hedder Marianne, Mary eller Freja.
vaaben@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad