Gøre kål på noget

Der er nu noget ved kål. Denne gamle kulturplante, der på oldnordisk hed kál, som er påvirket af det latinske caulis, har leveret mad, vitaminer og overlevelse til vore nordiske forfædre. Den har været ringeagtet, men er kommet på mode igen i det moderne køkken, om end den altid har været fastholdt i særlige traditionssammenhænge. I Vendsyssel og Sønderjylland spiser man eksempelvis flere steder grønlangkål hver dag mellem jul og nytår, mens man andre steder spiser vridkål, der er vredet og stuvet hvidkål.

Mange steder i landet havde man den skik at spise en særlig kålsuppe skærtorsdag, der var kogt på ni slags kål, og som derfor også kaldtes nikål eller nikålssøbe. Alternativt kunne den være tilberedt med kun syv slags, men det var afgørende, at de magiske tal, syv eller ni, blev overholdt formentlig som en rest af folkelig overtro. Langfredag spiste man derimod brød, hvilket refererer til det kristne måltidsfællesskab, så påsken har mikset hedenske skikke med kristendommens ritualer. Først og fremmest har kålen dog leveret et solidt tilskud til folkesundheden i det tidlige forår.

Al denne kålsnak kommer af en munter mail fra Niels Oesten fra Sønderho, der har spist sin vridkål helt op i julen og gerne vil vide lidt om udtrykket at gøre kål på noget, for familien har da i hvert fald gjort kål på kålen. Udtrykket, der betyder at tilintetgøre, opspise eller vinde over noget, er gammelt og allerede kendt i 1700-tallet. Der fandtes forskellige dialektale varianter som de sjællandske koge kål på noget eller at gøre både kål og vælling af noget. Oprindelsen til udtrykket er den enkle, at når kålen var spist op, ja, så var den slut og tilintetgjort.