S?e
- Mikal Schlosser/Scanpix.
Annette og Jørgen Due Madsen |
7. januar 2011
En kvinde savner den tætte tilknytning til sin søster, som har ændret sig i sit andet ægteskab. Men måske er der ikke andet at gøre end at acceptere, at den gamle søsterrelation ikke er mere
Kære Annette og Jørgen
For godt en måned siden læste jeg i brevkassen om en kvindes forhold til sin svigerdatter. Det var godt at læse, at man ikke er alene om at have nære familiemedlemmer, som ikke vil én. Det giver anledning til at fortælle om mit forhold til min søster. Vi er begge to i efterlønsalderen, og jeg er storesøster. Som børn og unge var vi tæt knyttet, og vi blev begge gift meget tidligt. Min søster blev få år efter skilt igen og fandt sig en ny mand. Her begyndte ændringen i vores gode forhold. Hendes mand er en dygtig forretningsmand, men som min søster siger: meget privat. Faktisk så privat, at selv da de holdt sølvbryllup, blev det ikke nævnt for os andre søskende.
Min svoger vil os ikke. Det mærkede vi allerede ved vores første møde for mange år siden. Vi får meget sjældent invitationer. Når vi er sammen, ignorerer han os. For nogle år siden besøgte vi dem, og da sagde min søster: "I må altså ikke blive her længere end til i morgen middag, for da skal vi ud at løbe". Når vi kom, oplevede jeg min søster, som jeg kendte hende, og følte mig glad og godt tilpas. Så kom min svoger hjem fra arbejde med sit hurtige goddag, og så vendte hun sig væk fra os og blev en anden. Herefter snakkede de to kun med hinanden, og vi følte os noget tilovers.
Jeg må nok indse, at jeg ikke får et naturligt forhold til dem begge. Og det plager mig stadig. Jeg har for år tilbage skrevet til hende og fortalt, hvor ked af det jeg er over, at vi så godt som intet søskendeforhold har mere, og spurgt til, om det har noget med mig at gøre. Hun gav ikke noget svar tilbage, men erkendte, at hun og manden var "sammenspiste". Hun ville dog gerne, at hun og jeg skal have det godt sammen.
I år besøgte vi dem så igen af os selv, da vi var i nærheden. Min svoger sad ved siden af mig ved bordet, men han viste ingen interesse i at spørge om, hvordan vi lever eller har det. For eksempel har vi for nylig solgt vores ejendom, som vi har haft i alle vores arbejdsår, og er flyttet til en nærliggende by. Alle vore venner, den øvrige familie og de nye naboer har naturligvis vist interesse for det, men det gør mig ondt, at selv min søster ikke nævner et ord om det. Jeg oplever hende, som hun fuldstændig har tilpasset sig sin mand, som han gerne vil have hende. Der er ingen tvivl om, at han sidder for bordenden. Hun er sød, som hun altid har været; men vi taler næsten aldrig sammen mere, og sker det, så er det overfladisk og kort om "ingenting". Ikke engang om vores barndom og om minder om vore forældre. "Den tid er forbi," sagde hun engang til mig. Efterhånden bliver det også lidt svært at have noget at tale om, når vi aldrig får en snak om vores hverdag.
Jeg forstår det ikke. Havde det ikke været, fordi jeg som brevskriveren for en måned siden både på mit arbejde og blandt venner, mine børn og børnebørn altid har følt mig respekteret og vellidt og er en glad og kreativ person, så ville jeg føle, at der er noget galt med mig, sådan som forbindelsen til min søster sammen med min svoger er blevet. Det har været som en sorg over et nært familiemedlem; men hun lever jo.
Hvad synes I? Må jeg lære at forstå, at det bånd i vores tilfælde er falmet og næsten slidt over? I hverdagen tænker jeg ikke så meget på hende mere; men når der ikke kommer en lyd ved vigtige fælles familieting, højtider og lignende, så tænder hun min undren, og det provokerer mig. Kan et menneske virkelig ændre sig så meget i et ægteskab? Er det virkelig sådan, at de nære værdier forsvinder, når tegnebogen bugner? Forventer jeg for meget i livet, når jeg også ønsker en god relation til min søster?
Venlig hilsen
Martsviol
Kære Martsviol
Vi forstår dig godt, for du har for os at se en helt naturlig undren over, at man kan tilpasse sig et andet menneske så meget, at man på en måde mister sine gamle værdier. Vi kan ikke vide, hvad der foregår i din søsters sind, men et bud kunne være, at hun tidligt har oplevet et brud i sit første ægteskab.
Derfor har det måske været magtpåliggende for hende at holde på den relation, som hun fik til din svoger, og måske er hun blevet rigeligt imponeret af ham, for det virker ikke som en ligeværdig relation. Hendes mands uhøflige adfærd lægger stilen og tonen, og hun tilpasser sig.
Du har forsøgt at appellere til en samtale om jeres forhold uden større effekt, og vi ved ikke, om det er muligt at gøre igen. Det kunne overvejes at invitere hende alene til en fælles tur med dig eller mødes bare jer to til et måltid mad på et spisested, hvor du kunne forsøge at snakke med hende om det, som du har på hjerte.
Men det er nok mest sandsynligt efter så mange år, at det ikke kan lade sig gøre. Mest realistisk er det nok, at du må opgive håbet og have den overfladiske kontakt, som du har.
Hun skal heller ikke have lov til at fylde så meget i dit sind, når hun ikke er mere engageret og interesseret. Vi tror ikke, at du skal tænke, at du er personligt fravalgt, men at tingenes tilstand er nødvendig for hende, hvis hun skal være i sit ægteskab. Så du må nok hive op i din selvrespekt og bestemme dig for, at du vil lade de gode relationer, du har til din egen mand og børn og venner og naboer, være det, som fylder, og satse på dem, for ellers får din søster eller måske rettere hendes mand også magt over dig og jer.
Det er så at sige en sorg, som du må tage på dig og gennemleve med gode menneskers hjælp. For det søsterforhold, som engang var, er afgået ved døden.
For din egen skyld må du sætte forventningerne ned og opdage, at du kan have et godt liv, også selvom hun ikke er den, du drømte om.
Den gamle søsterrelation hører et tidligere kapitel i livet til. Du kalder dig Martsviol, og som forårsspiren skal du ikke lade dig kue af afvisning og frost, men fortsat og fortrøstningsfuldt lade det gode liv spire frem og søge efter den solvarme, som du kan få fra de mennesker, der vil dig.
Mennesker, der ikke vil eller kan ændre sig, skal man ikke bruge kræfter på at ændre. For det er spildte kræfter. Brug dem på noget langt bedre.
Mange hilsener
Annette og Jørgen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad