I parforholdene er vi løbet væk fra “vi to”

Hvorfor bliver Birgitte Nyborg grebet af magten? Hvorfor kan Philip ikke se, at konens liv kan give ham en udfordring? Hvorfor kan konen ikke give noget videre til manden? Hvorfor kan de ikke "arrangere" nogle praktiske lettelser i hverdagen frem for at "arrangere" selve deres ægteskab? Hvorfor går de fra den ene yderlighed til den anden? Hvorfor ender de med at sige, at "det er den anden, det er galt med"? Det er dér, alle ægteskabelige kriser ender.

Statsministeren svigter børnene eller manden, og manden svigter ved alligevel at tage imod et udfordrende job. Og når han så dropper det, søger han trøst hos en kvinde, fordi konen ikke forstår ham, og fordi der ikke er tid nok i statsministerens kalender.

Dét, der skete i det lille hjem, er dét, som enhver parterapeut oplever i én uendelighed. Det er så banalt, men også tragisk, fordi det er et forløb uden ende. Hvornår lærer vi, at der er grænser for, hvor brutalt vi kan behandle hinanden?

I de seneste måneder har medier beskrevet eksempler på, at mange modne ægtefæller afbryder forholdet, fordi de er blevet trætte af at skulle stå til regnskab for småting, såsom at skulle spørge manden eller konen, om de må købe en cd. Mange er bange for at blive kritiseret for overtrædelser af husordenen på dette simple niveau. De føler sig nødsaget til at gå – alene for at kunne tilgodese helt naturlige voksne behov.

Er vi virkelig blevet så konfliktsky, at vi ikke tør tage de daglige kampe, men vælger helt at forlade slagmarken med hætten over hovedet?

Eksperter siger, at mange midaldrende og ældre dropper ægteskabet på grund af en individualiseringskultur med en stærk fokusering på "mine behov" og "mine ønsker". At tale om en individualiseringskultur er at vende tingene på hovedet. Vi er alle individer, og der er i allerhøjeste grad behov for, at vi er os vores individualitet bevidst. Uden den kan vi ikke fungere sammen med andre og slet ikke i et parforhold. Alt for mange tør ikke være sig selv i et ægteskab. Vi er snarere for lidt individualiserede.

Vi skal turde ægteskabet. Vi skal turde kærligheden. Men vi skal også turde være os selv.

Enhver psykolog og parterapeut oplever, at utroligt mange lever et liv under tøflen. Dét, Philip oplevede for en stund, er noget dagligdags for mange – både mænd og kvinder. Mange er uvidende om, at der findes en anden vej end skilsmissen eller underhundens tilværelse.

Der er noget frygteligt galt, hvis vi ikke er i stand til at respektere hinanden, når vi udvikler os. Det er de færreste, der oplever de forandringer og udfordringer, som en statsminister udsættes for, men de fleste af os kommer alligevel ud for udfordringer, der griber dybt ind i vort liv. Det skal vi respektere og se som noget positivt – i stedet for at betragte det som tegn på, at "vi vokser fra hinanden". Man skal turde sige til ægtefællen: "Lad mig være" og "lad mig vokse". Men så skal man til gengæld også være parat til at sige: "Hvad skal jeg gøre for at hjælpe dig?" På dette felt fejlede Birgitte Nyborg fatalt og begyndte at behandle sin mand som en sag, der "skal ordnes".

Der mangler kærlighed i mange parforhold, måske de fleste, fordi den måde, vi oplever kærlighed på, bygger på oplevelsen af kærligheden som barn – eller mangel på samme. Vi ved, at mange problemer i kærlighedslivet og ægteskabet skyldes uløste problemer fra barndommen. Har man ikke fået den kærlighed, der skal til, for at man som barn har lært at elske sig selv, har man svært ved at give kærlighed som voksen. Det viser talrige undersøgelser.

Kærlighed er noget, man "går ind for", ikke noget, man "falder for", som psykologen Erich Fromm udtrykte det. Han mente, det er en fejltagelse, når så mange mennesker søger efter kærlighed. De skal i stedet for give kærlighed, så vil alt andet komme i tilgift. Det er en tankegang, der virker fremmed i dag. Men selv statsministerens superkyniker og spindoktor forstod det, da han forsøgte at hente inspiration i John F. Kennedys ord: "Spørg ikke, hvad samfundet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for samfundet."

Det tragiske var blot, at spindoktoren og statsministeren brugte Kennedys slogan til at dække over et sammenbrudt ægteskab og en krakelerende regering i stedet for at klinke skårene og skabe noget bedre.

Dermed afslørede de også deres magtesløshed – netop den magtesløshed, vi kan opleve som børn, og som kan være så skræmmende, at vi som voksne er villige til at ofre alt for ikke at komme i kontakt med den. Alle oplever i det nære eller på samfundsplan, at behovet for magt kan blive vigtigere end de nære relationer, og så ser vi ofrene ligge på stribe i vejsiden.

Man kan ikke føre alle problemer tilbage til barndommen eller til uharmoniske ægteskaber – men det kan man i utroligt mange tilfælde, og man må spørge, om den aktuelle krise i industrilandene ikke delvis bunder i, at vi har svært ved at tage ansvaret for vort eget liv. Vi vil for meget på en gang. Vi løber vores vej, når problemerne hober sig op. Dybest set er det psykologiske forhold, som ligger bag utroligt mange problemer.

Denne kroniks forfattere påstår, at mange problemer i parforholdet og i samfundet skyldes konfliktskyhed og mangel på vilje – og måske evne – til at finde årsag og løsninger. Vi skal blive bedre til at gribe fat i os selv og se på, hvorfor vi fejler. Somme tider må vi gribe tilbage til barndommen og erkende, at vi ikke fik den "bragt på plads i vort liv". Resultatet bliver i rystende mange tilfælde, at børnene kommer til at betale prisen.

Det er en ond cirkel, der må brydes. Vi tror ikke, det er en naturlov, at 40-50 procent af ægteskaberne og familierne ender i sammenbrud.

Birgit Weber er parterapeut, og Hugo Gården er journalist