Alle bidragydere til bogen har det til fælles, at de kaldes 89?ere -- personer med et verdensbillede formet af Murens fald i 1989. --
- Claus Bjørn Larsen/Scanpix.
Sørine Gotfredsen |
7. januar 2011
De liberale stemmer, der blev vakt med Berlinmurens fald, er nu samlet i en bog. Den rummer tæsk til velfærdsstaten samt en blind dyrkelse af frihed, der tegner billedet af et lidt trist og kulturløst samfund
Med kurs mod et snarligt folketingsvalg er det klogt at få hold på, hvordan de liberale stemmer har udviklet sig. Et overblik får man med bogen "89?erne. Politiske visioner fra en borgerlig revolution", som er udgivet af den liberale tænketank Cepos. En borgerlig revolution, der her fremstår ensidigt liberal og kun rummer få konservative stemmer.
Der er tale om en voluminøs samling af kronikker og essays fra det seneste årti, og bogen, der er redigeret af Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving, præsenterer 62 forskellige skribenter. Man møder folk som Søren Pind (V), filosof Henrik Gade Jensen, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), kulturforsker Kasper Støvring, Martin Ågerup fra Cepos og teologerne Katrine Winkel Holm og Edith Thingstrup. Alle med det tilfælles, at de kaldes 89'ere - personer med et verdensbillede formet af Murens fald i 1989.
Modpolen finder vi i 68'erne og deres opgør med borgerlighed og autoritet, og med bogen tilstræbes at forsyne 89?erne med tilsvarende samlet pondus. Med forbilleder som Ronald Reagan og John Wayne skal der gøres op med en tid, hvor danskerne har været i "intensiv pottetræning", og centralt står kritikken af velfærdsstaten samt drøje hug til Anders Fogh Rasmussen (V), der anklages for i sin regeringstid stik imod liberale idealer at have ladet staten vokse vildt.
Desuden behandles temaer som kunst og frit marked, mediemonopol og skolepolitik, og mens kvaliteten af indlæggene er yderst ujævn, får man et bredt kendskab til de 89?ere, der ikke vil høre mere klynk. Men give den enkelte både frihed og ansvar tilbage.
De to redaktører slår tonen an i en beskrivelse af den favnende danske stat, der lyder således: "Velfærdsprojektet er i sin intention autoritært og matriarkalsk, omend velmenende, men ikke mindst i sine utilsigtede virkninger en hæmsko for og trussel mod en sund borgerlig udvikling ?".
Jalving beskriver, hvordan jagten på det perfekte liv udgør en slags "kulturel besættelse", og han understreger, at et politisk mål aldrig må være at skabe lykkelige mennesker. Men derimod frie mennesker, der selv kan søge lykken. En klog pointe, når man blot ikke fortaber sig i afgudsdyrkelse af friheden, som det sker for cand.polit. Rune Toftegaard Selsing. I et af bogens mest interessante indlæg sætter også han frihed over lykke, men gør eksplicit frihed til afgørende etisk kategori. Dermed risikerer man at udvikle et blindt naivt og noget kulturløst verdenssyn som her, hvor Selsing skriver: "Et frit samfund skal have åbne grænser. Det skal ikke begrænses af national isolation, men give plads til international mangfoldighed." Selsings liberale idealmenneske formår både at bevare sin kultur og "med nysgerrighed og begejstring" tage imod inspiration udefra, hvilket jo har et besnærende strejf af H.C. Andersen-romantik over sig. Men sagen er, at Selsing går fra klog kritik af utopien om det lykkelige samfund til en ny utopi om det absolut frie samfund. Her, hvor det kulturelle og nationale blot vil bestå som et selvfølgeligt baggrundstapet, mens den enkelte i endeløs frihed mest stræber efter at realisere sig selv.
Samme golde tendens findes hos en anden cand.polit., Kasper Krüger, der i sin hyldest af monopolbrud inden for radio og tv ikke forholder sig til den mentale fordummelse, der følger med kommercielle mediekræfter.
Og samme simple mentalitet præger den tidligere kommunalpolitiker Martin Geertsen (V), der omtaler lukkeloven som "... en lov, der er en reminiscens fra laugsvæsenets tid, hvor den frie næring var en by i Rusland". Ikke et ord om den kulturelle værdi ved fælles helligholdte dage, og bogen her minder én om, hvordan den liberale frihedstænkning ofte har svært ved at fastholde de finere nuancer. Samt balancen mellem friheden til den enkelte og prisgivelsen af den sårbare.
Det er et klassisk dilemma, der her udfoldes, men samtidig skal det siges, at vi efter årtier med velfærd og behandlermentalitet har brug for karsk kritik. Og at de liberale jævnligt balancerer på kanten af kulturel og åndelig fattigdom, hindrer dem ikke i at udgøre brugbar provokation.
På nyttig vis præsenteres her et samlet liberalt brøl fra de iltre 89?ere, og mens vi går yderst spændende politiske tider i møde, får vi her klargjort, hvilken modreaktion både 68'erne, velfærdsstaten og socialdemokratismen har fostret.
Om disse 89'ere mere og mere vil overtage scenen, i takt med at de sidste 68'ere forlader den, er uvist. Men ingen kan være i tvivl om, hvem der siden 1989 har haft tiden på sin side.
kultur@k.dkNikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving (red.): 89'erne. Politiske visioner fra en borgerlig revolution. 372 sider. 198 kroner. Forlaget Cepos.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad