Udenrigsminister Lene Espersen (K) i ministeriet på Asiatisk Plads i København. --
- Malene Korsgaard Lauritsen.
Henrik Hoffmann-Hansen |
8. januar 2011
Retten til at vælge sin tro er under pres, og på tirsdag vil udenrigsminister Lene Espersen (K) tage emnet op med sin afghanske kollega, når han kommer på besøg i Danmark
Religiøse minoriteter er under pres mange steder, for eksempel kristne i den muslimske verden. Derfor går den danske udenrigsminister Lene Espersen (K) nu på barrikaderne for religionsfriheden ved flere møder i den kommende uge.
Et helt aktuelt problem er Afghanistans forhold til trosfriheden. Den 25-årige afghaner Shoaib Assadullah blev ifølge organisationen International Christian Concern i oktober anholdt i byen Mazar-e-Sharif i det nordlige Afghanistan, fordi han havde givet en bibel til en anden mand.
Nu truer en afghansk domstol med dødsstraf, hvis han ikke opgiver sin kristne tro og vender tilbage til islam. Den og andre sager om konvertitter vil udenrigsministeren tage op, når hendes afghanske kollega, Zalmai Rassoul, kommer på officielt besøg i Danmark på tirsdag.
"Jeg vil sige til ham, at vi er dybt bekymrede over situationen, og at vi lægger meget vægt på, at der skal være plads til, at folk kan have en anden religion i Afghanistan. Det er en helt universel ret.Afghanistan er i forvejen et samfund, der er delt op i mange forskellige klaner, og der skal være plads til, at der kan være religiøse mindretal," siger Lene Espersen.
Hun har mødt Rassoul flere gange og er sikker på, han vil lytte til bekymringen.
Sagen om konvertitterne kommer oven i bombeangrebet på den koptiske kirke i Alexandria i Egypten nytårsnat, og i Irak er kristne i hundredtusindvis blevet tvunget til at flygte.
"Vi må desværre konstatere, at der er en tilbagegang i forsvaret for de universelle værdier på en række områder.
Noget af det, der bekymrer mig allermest, er, at religiøse mindretal, både kristne, konvertitter og ateister, er under pres i flere lande," siger Lene Espersen.
Hun skal den kommende uge mødes med højt placerede imamer fra Irak for at "fremme tillid og forsoning mellem centrale religiøse ledere og modvirke sekterisk vold," som det hedder i oplægget til mødet.
Det er et seminar arrangeret i samarbejde med Københavns Stift, men Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, kritiserer initiativet for at være blåøjet.
Han mener, at ministeren i stedet burde afkræve ambassadørerne fra de muslimske lande svar på, hvordan de vil stoppe volden mod kristne.
Foruden de to udspil vil Lene Espersen om en uges tid rejse til Doha i Qatar, hvor demokrati og tolerance også er på dagsordenen.
Her holdes konferencen "Forum for Fremtiden", som er et amerikansk initiativ for at fremme demokrati og menneskerettigheder fra Marokko i vest til Pakistan i øst. Udover udenrigsministre fra de muslimske lande og de otte økonomiske stormagter i verden, G8, deltager også en række organisationer fra det civile samfund. Danmark er repræsenteret takket være Det Arabiske Initiativ, der ligeledes skal fremme demokrati og menneskerettigheder.
hoffmann@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad