Politikere i Viborg Kommune vil fjerne konfirmationsforberedelsen fra morgentimerne uden at forhandle med kirken, lyder det i protestbrev fra Viborgs biskop og flere præster. Misforståelse, mener politiker
De stigende spændinger i samarbejdet mellem skoler og kirker viser sig nu også i Viborg Kommune, hvor biskop Karsten Nissen sammen med en række præster og provster har skrevet et protestbrev til kommunens børne- og ungdomsudvalg.
Protestbrevet skyldes, at udvalget for nylig anbefalede at flytte konfirmationsforberedelsen fra morgentimerne til de sene eftermiddagstimer – uden først at diskutere sagen med kommunens præster. Dermed har Børne- og Ungdomsudvalget "kortsluttet" den forhandlingsproces, der ifølge folkeskoleloven skal gå forud for sådan en beslutning, lyder det i protestbrevet, som er underskrevet af biskop Karsten Nissen, domprovst Thomas Frank, provst Jørn Knudstrup Olesen og præsternes tillidsfolk efter opbakning fra samtlige præster og menighedsråd i stiftet.
Ifølge folkeskoleloven skal tiden for konfirmationsforberedelsen nemlig fastsættes ved forhandling mellem byrådet og præsterne i kommunen. Men det forhold har lokalpolitikerne i Viborg totalt ignoreret, mener biskop Karsten Nissen.
"Politikerne følger ikke den procedure, som loven lægger op til, om først at forhandle med præsterne. De skriver, at de vil optage forhandlinger, men det er meningsløst, når de har besluttet sig. Vi foreslog, at hvis den enkelte skole og de lokale præster bliver enige, så kan konfirmationsundervisningen rykkes. Men vi er overhovedet ikke blevet hørt som forhandlingspartnere. Det er ikke en måde at behandle folkekirken på," siger han.
Ifølge Børne- og Ungdomsudvalgets mødereferat af den 5. oktober 2010 skyldes lokalpolitikernes ønske blandt andet, at Humanistisk Samfund har "fremsendt en skrivelse med anmodning om, at konfirmandundervisningen lægges uden for skoletiden". Det undrer biskop Karsten Nissen og baglandet af præster, som frygter at miste konfirmander, hvis konfirmationsforberedelsen flyttes.
"Vi er noget forundrede over, at kommunen sætter sådan noget i gang efter en henvendelse fra Humanistisk Samfund og i en kommune, hvor 90 procent af befolkningen er medlemmer af folkekirken."
Men medlem af Børne- og Ungdomsudvalget Jens Ravn (S) kalder biskoppens og præsternes kritik for en "misforståelse".
"Vi har kun foretaget os det forberedende arbejde i Børne- og Ungdomsudvalget, som går forud for forhandlingerne. Før byrådet forhandler med præsterne, skal byrådet have et udgangspunkt for forhandlingerne, og vi har i Børne- og Ungdomsudvalget indstillet til byrådet, at konfirmandundervisningen flyttes til efter den obligatoriske undervisning," siger han og afviser, at Humanistisk Samfund har påvirket hans vurdering af sagen.
Børne- og Ungdomsudvalget har modtaget høringssvar fra 24 skoler i kommunen. Fem skolebestyrelser vil beholde konfirmationsforberedelsen i morgentimerne, mens 13 skolebestyrelser vil flytte dem, og de resterende bestyrelser ikke tager stilling til sagen.
Høringsrunden bekræfter, at udvalgets anbefaling er den rigtige, mener Jens Ravn.
"Jeg tror bestemt, at kristendomsundervisning i relation til konfirmation spiller en vigtigt rolle for sammenhængskraften. Men tager jeg min skolepolitiske kasket på, er det mest hensigtsmæssigt at flytte konfirmationsforberedelsen, så den ligger sammen med de valgfrie fag. Og høringssvarene viser tydeligt, hvad skolerne ønsker," siger han.
Strid om konfirmationsforberedelsen er også kendt i andre kommuner. Skoler og elevforældre i blandt andet Køge Kommune og Furesø Kommune ønsker at rykke konfirmationsforberedelsen. Og i Lyngby-Taarbæk Kommune vil et flertal i kommunalbestyrelsen flytte forberedelsen fra morgentimerne – men her er det foreløbig endt med et kompromis mellem skoler og kirker.
johansen@k.dk