Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Iskold og dramatisk svensk overlevelse på Antarktis til din ven.
Iskold og dramatisk svensk overlevelse på Antarktis
Den svenske videnskabsmand Otto Nordenskjöld drog i 1901 ud på en af de mest dramatiske polarekspeditioner til Antarktis. I stedet for -- som planen var -- at overvintre én vinter på iskontinentet blev det til to, i alt hele 22 måneder. På billedet ses Nordenskjölds skib, SS Antarctic.
- Scanpix
Læs også
Overlevelse mod alle odds var, hvad svenskeren Otto Nordenskjöld og hans fem mænd var oppe mod, da de i 1902 strandede på Antarktis. Deres skib, Antarctic, sank og efterlod dem på iskontinentets dybfrosne sletter. Uden håb om redning indledte de et af datidens længste ophold i isverdenen under umenneskelige forhold
Weddell-havets isfyldte farvand strækker sig endeløst mod horisonten i syd. Det er slutningen af januar 1902, og skibet Antarctic pløjer sig med besvær igennem de stadig mere solide antarktiske ismasser. Besætningen med den svenske geolog og polarforsker Otto Nordenskjöld i spidsen følger isens kant i flere dage, men ingen steder bryder den, så de kan sejle mod syd. Den 1. februar befinder de sig 63°30?S, 45°7?V, men den tætte is tvinger dem til at vende om og søge mod vest.
Otto Nordenskjöld skal nemlig finde land inden længe, for som leder af Den Svenske Sydpolar Ekspedition er hans opgave at overvintre på verdens koldeste kontinent. Som den første i verden skal han og fem mand fra besætningen på Antarctic finde land og forblive i live de næste syv til otte mørke og ekstremt kolde måneder. Den 9. februar ser de igen land. Det er Snow Hill Island i den nordlige del af Weddell-havet, hvor skibet sætter dem i land. Det øvrige selskab vender atter snuden mod nord; mod Falklandsøerne, hvor de skal overvintre.
Annonce
Menneskeheden har kun med vished kendt til Antarktis? eksistens siden 1820, hvor russeren Fabian von Bellingshausen først opdagede kontinentet. Siden har eventyrere risikeret liv og lemmer for at være de første til at gå i land, overnatte og komme længst mod syd, men omkring århundredeskiftet udtaler den belgiske polarforsker Adrien Victor Joseph de Gerlache de Gomery ifølge United Kingdom Antarctic Heritage Trusts bog "Southern Horizons", at eventyrernes tid nu er forbi. I stedet skal videnskabsfolk samarbejde for at overvinde kontinentet.
Otto Nordenskjöld skal nemlig finde land inden længe, for som leder af Den Svenske Sydpolar Ekspedition er hans opgave at overvintre på verdens koldeste kontinent. Som den første i verden skal han og fem mand fra besætningen på Antarctic finde land og forblive i live de næste syv til otte mørke og ekstremt kolde måneder. Den 9. februar ser de igen land. Det er Snow Hill Island i den nordlige del af Weddell-havet, hvor skibet sætter dem i land. Det øvrige selskab vender atter snuden mod nord; mod Falklandsøerne, hvor de skal overvintre.
Otto Nordenskjöld er blot en af flere videnskabsmænd, der tager udfordringen op. Sammen med et internationalt hold af britiske og tyske forskere planlægger han at angribe iskontinentet fra forskellige retninger og bringe så mange forskningsresultater som muligt tilbage til Sverige.
I oktober 1901 sætter han ud fra Göteborg, og i december ankommer skibet til Buenos Aires, hvorfra de sejler videre til Antarktis. Efter en tur ned langs den Antarktiske Halvøs vestlige kyst vender de om og bygger i februar 1902 lejr i den nordlige ende af Weddell-havet. Mørket lukker sig om dem, og en lang vinter kan begynde.
Med hunde og proviant forløber vinteren uden de store problemer. De fire måneder i totalt mørke holder sammen med dårligt vejr og temperaturer omkring de 50 minusgrader Nordenskjöld og de andre inde i deres lille hytte. Men i slutningen af august 1902 skinner de første solstråler igen på isen, og mændene begynder på deres arbejde.
På den nærliggende Seymour Island finder de fossiler af blade og træer samt spor af to meter høje forhistoriske pingviner. Men de oplever også, at slædehundene, som møjsommeligt har trukket slæderne over isen mellem de to øer, spiser deres medbragte proviant – pemmikan – et koncentrat af protein og fedt.
Uheldet med maden og det faktum, at det igen er blevet december måned, og den korte antarktiske sommer endnu en gang er ved at gå på held, begynder at bekymre mændene i hytten.
De har endnu ikke set skyggen af skibet, som for længst skulle have hentet dem. Samtidig lukker havet sig omkring Snow Hill Island, hvor mændene stadig bor, og det betyder, at de må forberede sig på endnu en isvinter. Bange for, hvad den vil bringe, begynder de at jage og dræbe pingviner og sæler for at fylde forrådskammeret op, før mørket endnu en gang sænker sig, og temperaturen gør området dræbende at bevæge sig rundt i.
Hver vinter, der varer fra sidst i februar til først i november, fordobler Antarktis sin størrelse – fra omkring 14 til 28 millioner kvadratkilometer. Som isen lægger sig over havet, fryser enorme isbjerge og pakis sig fast og danner en massiv hvid overflade. Især Weddell-havet er kendt for sin ufremkommelige og tidlige kompakte havis, og de eneste levende væsner, der vælger at blive her, er kejserpingviner. Mens alle andre rejser mod nord, drager de over isen mod syd for at lægge og udruge deres æg. Dog har Nordenskjöld og hans mænd hverken de store pingviners fedtlag eller fjerdragt, og derfor bliver den anden vinter en prøvelse. Mest af alt er tanken om, at Antarctic ikke er nået tilbage til Falklandsøerne bekymrende.
Mørkets timer er derfor lange i vinteren 1903, forklarer Nordenskjöld-eksperten Olle Melander fra Sveriges Polarforskningssekretariat i Stockholm.
"Nordenskjöld blev stille og indadvendt, for han tænker hele tiden på sine kolleger. Han er bange for, at de alle er døde. Dog er der ikke noget, der tyder på, at han er ved at give op, for den lille gruppe fortsatte det videnskabelige arbejde ufortrødent," siger Olle Melander.
Kulden og vinteren holder mændene inde til oktober, men så sætter Nordenskjöld sammen med landsmanden Ole Jonasson ud over isen. De må få tiden til at gå med noget: forske og søge. Den 10. oktober ser de sorte pingviner på isen. De er store, så kikkerten bliver taget i brug.
I det spæde lys går det op for dem, at det, de ser, er mænd. Sorte og mærkeligt klædt kommer en af dem hen og siger: "How do you do, Otto?". Ole Jonasson bliver så bange over deres udseende, at han nær griber sin revolver, fortæller Jeff Rubin, redaktør af den Amerikanske Polarforenings tidsskrift, Polar Times.
Først tror de, at mændene tilhører en hidtil ukendt menneskerace, men snart går det op for dem, at det er Samuel Duse og Gunnar Andersson, to kolleger fra ekspeditionen. Sod og snavs har farvet deres ansigter sorte, for de har også overvintret på isen.
Stedet, hvor de fire svenskere mødes, er siden blevet kaldt Cape Well Met (Kap Vel Mødt). Efter den første forskrækkelse er vendt til glæde, fortæller Andersson og Duse, at de sejlede med Antarctic retur fra Falklandsøerne sidste forår, men at pakis udelukkede sejlads til Snow Hill Island. I stedet blev de sat i land ved Hope Bay på den Antarktiske Halvø med ordrer om at finde Nordenskjöld. Åbent vand stoppede dem dog, og derfor tog de igen tilbage til Hope Bay, hvorfra de forventede at blive samlet op af Antarctic.
Men intet skib kom, så 700 fortærede pingviner og en antarktisk vinter senere kom de ud af den stenhytte, som de havde bygget, sorte og beskidte, men levende.
Det voksende selskab ved nu, at omverdenen er bekendt med, hvor de opholder sig.
Tidligere vintres desperation og angst bliver afløst af håb og glæde, og kun en måned senere står to argentinske flådeofficerer i lejren på Seymour Island tæt på Snow Hill Island. Gensynsglæden er stor, men sorgen større, da det går op for mændene, hvad der er sket. Officererne fortæller nemlig, at Antarctic sank efter at være stødt på is, da hun satte Gunnarson og Duse af.
Slået ud af budskabet om deres mange venners død beslutter Nordenskjöld og resten af selskabet sig for at gå om bord på det argentinske undsætningsskib, Uruguay, og endelig forlade Antarktis. Men inden de kan nå at tage afsked med øen, som nu i 22 måneder har været deres hjem, dukker Antarctic?s norske kaptajn, Carl Anton Larsen, pludselig op på isen. Midt i lettelsen og glæden over, at han lever, fortæller han endnu et dramatisk kapitel i den svenske polarekspeditions historie.
Kaptajn Larsen og hans 19 besætningsmedlemmer havde nemlig reddet sig op på isen efter forliset. De begyndte en umenneskelig 16 dages gåtur på isflagerne, men en nat brækkede isen op, og flagen med alle deres forsyninger flød til søs.
For at overleve vinteren byggede de en stenhytte, dræbte 1100 adéliepingviner og nogle sæler. Hele vinteren ventede de, men med forårets komme kunne de klargøre en redningsbåd fra Antarctic. Larsen og fem mænd roede i slutningen af oktober 1903 mod Hopes Bay for at finde Gunnarson og Duse. Dog fandt de kun en seddel, hvor der stod, at de var gået mod Snow Hill Island. Tre grupper ledte nu efter hinanden i det enorme islandskab, men efter næsten to år i kulden mødtes svenskeren med nordmanden kun få timer efter, argentinerne var dukket op.
Den 11. november 1903 kunne skibet Uruguay samle de sidste mænd fra kaptajn Larsens gruppe op på Paulet Island og vende boven mod nord. En 22 måneder dramatisk og lang prøvelse var ovre, og Nordenskjöld kunne vende tilbage til Sverige. Med sig havde han mange videnskabelige prøver og nye kontakter – specielt i Argentina og Chile. Det hjalp i årene efter hans hjemkomst mange andre yngre svenske forskere, forklarer Olle Melander, og det er nok det, han huskes bedst for i dag.
"Nordenskjöld citeres stadig i videnskabelige artikler for det arbejde, han foretog sig efter hjemkomsten i 1904. Men hans succes lever mest blandt internationale forskere, som i mange år brugte hans optegnelser, kort og fund. I Sverige blev han glemt efter sin tidlige død i 1928," siger Olle Melander.
Nordenskjöld nåede aldrig tilbage til Antarktis. Under Første Verdenskrig foretog han sammen med ærkebiskoppen i Sverige en række fredsrejser mellem London og Berlin, og allerede i 1928 døde han. Dog står resterne af hans og kollegernes hytter stadig på Snow Hill Island, Seymour Island og ved Hope Bay til minde om den store svensker og overlevelse – mod alle odds.
historie@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
