Det glæder mig meget, at cand. mag., ph. d. Kasper Støvring, forfatteren til et par særdeles fremragende og meget læseværdige debatbøger om nation og samhørighed, endelig og langt om længe er begyndt at blande sig i den teologiske debat. Denne debat har alt for længe været forbeholdt teologerne selv, som for størstedelens vedkommende befinder sig på den alleryderste venstrefløj i dansk politik og kulturliv, et faktum som desværre afspejler sig ikke alene i debatterne i aviserne (var det blot det eneste sted, ville det være ganske harmløst!), men også på landets prædikestole, som alt for ofte bliver misbrugt til rødgardistisk og kulturradikal propaganda i stedet for evangeliets forkyndelse.
Nedlæggelsen af Det Teologiske Fakultet i Århus og inkorporeringen af resterne i det humanistiske fakultet, som for syns skyld har fået et nyt navn, beskriver temmeligt godt den politiske og kulturelle orientering hos det store flertal af teologer.
Den jævne danske har den allerstørste respekt for vores soldater, og Aallmann befinder sig med sin bog på deres side. At teologer fører sig frem og rakker hans bog ned
ud fra deres mere eller mindre erklærede marxistiske standpunkt, det kan naturligvis kritiseres, sådan som Støvring gør. Eller man kan jo vælge det lettere at vende det døve øre til dem.
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Teologisk vrøvl om feltpræstens fine bog til din ven.
Teologisk vrøvl om feltpræstens fine bog
De danske soldaters indsats i Afghanistan må ikke blive en religionskrig, mener danske biskopper.
- Henning Bagger / Scanpix.
Læs også
Læs også
Emneord for denne artikel
Aallmann kritiseres for at være militaristisk og forherlige krigen i Afghanistan som en religionskrig. Det er en fuldkommen fejlanbragt kritik og advarsel, skriver Kasper Støvring, forfatter og debattør
MANGE TEOLOGER ER FORARGEDE over feltpræst Thomas Østergaard Aallmanns bog "Løvehjerter", der udkom sidste år.
Han kritiseres for at være militaristisk og forherlige krigen i Afghanistan som en religionskrig. Senest har biskopperne advaret imod bogen.
LÆS OGSÅ: Biskopper: Danmarks indsats skal ikke være religionskrig
Det er en fuldkommen fejlanbragt kritik og advarsel. Ganske vist rummer gerningen som feltpræst og soldat altid den risiko, at krigen opfattes som den autentiske verden. Det er en verden fyldt med intensitet og sammenhold på liv og død, og den anden verden, som almindelige mennesker færdes i til daglig, kan virke som en mat og bleg afglans.
Annonce
Men det meget fine ved Aallmanns bog er netop, at krigens undtagelse ikke afkræfter det almindelige liv. Tværtimod er det undtagelsen, der får berettigelse af det almene, som der samtidig kastes lys over. For hvad er det, "vi" forsvarer med krigen i Afghanistan? Det er, hvad Aallmanns bog i virkeligheden handler om: alt det, der er værd at kæmpe for – som feltpræst, soldat og dansker.
Det er det modsatte af krigen: freden. "Løvehjerter" er en fortrinlig bog, der giver en passioneret skildring af den danske nation og tillidskultur. Aallmann har et sted leveret et billede på det gode i Danmark, som vi forsvarer. Nemlig at se sine børn smile efter at have sovet under et 200 år gammelt æbletræ.
Han kritiseres for at være militaristisk og forherlige krigen i Afghanistan som en religionskrig. Senest har biskopperne advaret imod bogen.
LÆS OGSÅ: Biskopper: Danmarks indsats skal ikke være religionskrig
Det er en fuldkommen fejlanbragt kritik og advarsel. Ganske vist rummer gerningen som feltpræst og soldat altid den risiko, at krigen opfattes som den autentiske verden. Det er en verden fyldt med intensitet og sammenhold på liv og død, og den anden verden, som almindelige mennesker færdes i til daglig, kan virke som en mat og bleg afglans.
Det er det modsatte af krigen: freden. "Løvehjerter" er en fortrinlig bog, der giver en passioneret skildring af den danske nation og tillidskultur. Aallmann har et sted leveret et billede på det gode i Danmark, som vi forsvarer. Nemlig at se sine børn smile efter at have sovet under et 200 år gammelt æbletræ.
Det er et godt billede. Selvfølgelig fordi det i bogstavelig forstand anskueliggør freden og tilliden her i landet. Men også symbolsk udtrykker billedet, at vi forsvarer en generationspagt, og at vi lever af frugterne af en stærk kultur med dybe historiske rødder.
Skønt lille i omfang er "Løvehjerter" en stor bog om det helt elementære: om den danske kulturnation, om det, der er vores, om "os".
En nation er en kilde til social samhørighed. Som medlemmer af et nationalt fællesskab er vi som borgere i landet bundet sammen af historien, af særlige livsomstændigheder, af kristendommen, og vi har forbindelse til et bestemt afgrænset landområde: den plet på jorden, der hedder Danmark, og som vi kan kalde vores "hjem". Netop hjemmet spiller en stor rolle i bogen. Følger vi Aallmann, er nationen, med et tungt ord, et skæbnefællesskab, usynligt for de fleste, men altid virkende dybt nede.
Aallmann tror helt åbenlyst på sin sag. Hans sprog er netop ikke svulstigt, ekstremt eller forlorent, som nogle sikkert vil synes. Men hans bog er skrevet i en kraftfuld prosa, der vidner om en stærk tro. Allerede i indledningen opgiver forfatteren at overbevise dem, der ikke kan overbevises. Bogen er skrevet i en særlig, ja, man tør næsten ikke sige det: ånd – og skal modtages i samme. Det kunne de mange kritikere godt have lagt sig på sinde.
Der en masse gevinster ved at være medlem af det nationale fællesskab. Det giver for eksempel samhørighed og en fornemmelse af at høre hjemme og høre til blandt ligesindede. Men der er selvfølgelig også en pris at betale for disse goder. For eksempel en forpligtelse over for det, der er større end én selv og en taknemmelighed over for dem, der med et anakronistisk udtryk er villige til at ofre sig for det nationale fællesskab.
Thomas Østergaard Aallmanns bog afsluttes således med en tak til de danske soldater: "De kæmper, fordi de elsker friheden, freden og hjemmet, ikke fordi de elsker krig og vold. De kæmper af kærlighed og ikke af had." Det har da intet med militarisme eller hellig krig at gøre.
Kasper Støvring,
forfatter og debattør,
Syrenvej 3, Sorø
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Trådet overblik | Fladt overblik
Læs artiklen bag debatten her: Teologisk vrøvl om feltpræstens fine bog
Læs artiklen bag debatten her: Teologisk vrøvl om feltpræstens fine bog
Lars Vangslev skrev:
Det glæder mig meget, at cand. mag., ph. d. Kasper Støvring, forfatteren til et par særdeles fremragende og meget læseværdige debatbøger om nation og samhørighed, endelig og langt om længe er begyndt at blande sig i den teologiske debat. Denne debat har alt for længe været forbeholdt teologerne selv, som for størstedelens vedkommende befinder sig på den alleryderste venstrefløj i dansk politik og kulturliv, et faktum som desværre afspejler sig ikke alene i debatterne i aviserne (var det blot det eneste sted, ville det være ganske harmløst!), men også på landets prædikestole, som alt for ofte bliver misbrugt til rødgardistisk og kulturradikal propaganda i stedet for evangeliets forkyndelse.
Nedlæggelsen af Det Teologiske Fakultet i Århus og inkorporeringen af resterne i det humanistiske fakultet, som for syns skyld har fået et nyt navn, beskriver temmeligt godt den politiske og kulturelle orientering hos det store flertal af teologer.
Den jævne danske har den allerstørste respekt for vores soldater, og Aallmann befinder sig med sin bog på deres side. At teologer fører sig frem og rakker hans bog ned
ud fra deres mere eller mindre erklærede marxistiske standpunkt, det kan naturligvis kritiseres, sådan som Støvring gør. Eller man kan jo vælge det lettere at vende det døve øre til dem.
Nedlæggelsen af Det Teologiske Fakultet i Århus og inkorporeringen af resterne i det humanistiske fakultet, som for syns skyld har fået et nyt navn, beskriver temmeligt godt den politiske og kulturelle orientering hos det store flertal af teologer.
Den jævne danske har den allerstørste respekt for vores soldater, og Aallmann befinder sig med sin bog på deres side. At teologer fører sig frem og rakker hans bog ned
ud fra deres mere eller mindre erklærede marxistiske standpunkt, det kan naturligvis kritiseres, sådan som Støvring gør. Eller man kan jo vælge det lettere at vende det døve øre til dem.
Læs artiklen bag debatten her: Teologisk vrøvl om feltpræstens fine bog
Jeg vil vove den påstand, at Thomas Aallmann enten taler mod bedre viden eller han har holdt sig isoleret, da han var udsendt (og kun opfattet den halve verden), for det afsluttende citat: "De kæmper, fordi de elsker friheden, freden og hjemmet, ikke fordi de elsker krig og vold. De kæmper af kærlighed og ikke af had" er da mindst halvt vrøvl.
Det løber mig koldt ned ad ryggen, at en dansk veluddannet præst kan tale positivt om en krig. Hvor er næstekærligheden?
Det løber mig koldt ned ad ryggen, at en dansk veluddannet præst kan tale positivt om en krig. Hvor er næstekærligheden?
Læs artiklen bag debatten her: Teologisk vrøvl om feltpræstens fine bog
Skal feltpræsten velsigne soldaterne og forbande fjenderne? Skal han ønske danskerne sejr, når de kører ud fra lejren? Skal han velsigne kanonerne og bede om, at de må sejre over fjenden, vel vidende, at det betyder, at mange fjender dør?
Holder præsten med danskerne? Holder Gud med danskerne?
Kan vi ikke lige så godt tage skridtet fuldt ud og erkende: ”Vi er i krig med det onde, og vi har Gud på vores side. Vi er i hellig krig, og Gud hjælper os med at bekæmpe fjenderne. Gott mit uns” !
Her er vi ude i det helt ekstreme, og noget jeg for mit vedkommende må tage stærkt afstand fra. Gud holder ikke med nogen, og det skal præsten heller ikke gøre. Men hvor går grænserne egentlig? Hvis præsten, for eksempel, går ind for selve den militære indsats, hvorfor skulle han så ikke bære våben og være direkte med i krigshandlingerne? Og hvis han gør det modsatte, nemlig forholder sig neutralt til den militære indsats, bliver det så ikke menneskeligt umuligt at være så tæt på soldaterne?
Der er vist ingen etiske veje uden om, at hver enkelt person, der deltager i en krig må, gøre sig klart, om magten anvendes for at forhindre det onde i at få overtaget. Men det er ikke så ligetil. Mon de amerikanske soldater i Vietnam-krigen havde let ved at se, at de hjalp en ”god overordnet myndighed” med at bekæmpede forbryderiske kræfter? Troede Hitlers soldater ikke også, at DE kæmpede en god krig mod det onde? Det er meget svært i den enkelte situation for en soldat at svare på dette spørgsmål. Ikke desto mindre må vi kræve, at vi og soldaterne har taget stilling til netop dette, før vi går ind i en krig eller støtter den. Og en præst kan på ingen måde velsigne hverken soldaternes krigstjeneste, deres sejr eller deres våben. KUN soldaterne selv, som mennesker. På den baggrund virker Støvring en smule forsimplet.
Holder præsten med danskerne? Holder Gud med danskerne?
Kan vi ikke lige så godt tage skridtet fuldt ud og erkende: ”Vi er i krig med det onde, og vi har Gud på vores side. Vi er i hellig krig, og Gud hjælper os med at bekæmpe fjenderne. Gott mit uns” !
Her er vi ude i det helt ekstreme, og noget jeg for mit vedkommende må tage stærkt afstand fra. Gud holder ikke med nogen, og det skal præsten heller ikke gøre. Men hvor går grænserne egentlig? Hvis præsten, for eksempel, går ind for selve den militære indsats, hvorfor skulle han så ikke bære våben og være direkte med i krigshandlingerne? Og hvis han gør det modsatte, nemlig forholder sig neutralt til den militære indsats, bliver det så ikke menneskeligt umuligt at være så tæt på soldaterne?
Der er vist ingen etiske veje uden om, at hver enkelt person, der deltager i en krig må, gøre sig klart, om magten anvendes for at forhindre det onde i at få overtaget. Men det er ikke så ligetil. Mon de amerikanske soldater i Vietnam-krigen havde let ved at se, at de hjalp en ”god overordnet myndighed” med at bekæmpede forbryderiske kræfter? Troede Hitlers soldater ikke også, at DE kæmpede en god krig mod det onde? Det er meget svært i den enkelte situation for en soldat at svare på dette spørgsmål. Ikke desto mindre må vi kræve, at vi og soldaterne har taget stilling til netop dette, før vi går ind i en krig eller støtter den. Og en præst kan på ingen måde velsigne hverken soldaternes krigstjeneste, deres sejr eller deres våben. KUN soldaterne selv, som mennesker. På den baggrund virker Støvring en smule forsimplet.
Læs artiklen bag debatten her: Teologisk vrøvl om feltpræstens fine bog
torben jensen skrev:
Jeg er meget enig med Torben Jensen her. Hans holdninger svarer meget langt hen ad vejen til, hvad jeg tidligere har givet udtryk for i andre tråde omkring krig, feltpræster og velsignelse af våben og krigshandlinger. Felstpræster skal holde sig langt væk fra det. Deres opgave bør at være der for at holde gudstjeneste for soldaterne og stå til rådighed ved sjælesorgssamtaler og eventuelt være del at det sociale liv med soldaterne.
Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
www.kd.dk/nederby
Skal feltpræsten velsigne soldaterne og forbande fjenderne? Skal han ønske danskerne sejr, når de kører ud fra lejren? Skal han velsigne kanonerne og bede om, at de må sejre over fjenden, vel vidende, at det betyder, at mange fjender dør?
Holder præsten med danskerne? Holder Gud med danskerne?
Kan vi ikke lige så godt tage skridtet fuldt ud og erkende: ”Vi er i krig med det onde, og vi har Gud på vores side. Vi er i hellig krig, og Gud hjælper os med at bekæmpe fjenderne. Gott mit uns” !
Her er vi ude i det helt ekstreme, og noget jeg for mit vedkommende må tage stærkt afstand fra. Gud holder ikke med nogen, og det skal præsten heller ikke gøre. Men hvor går grænserne egentlig? Hvis præsten, for eksempel, går ind for selve den militære indsats, hvorfor skulle han så ikke bære våben og være direkte med i krigshandlingerne? Og hvis han gør det modsatte, nemlig forholder sig neutralt til den militære indsats, bliver det så ikke menneskeligt umuligt at være så tæt på soldaterne?
Der er vist ingen etiske veje uden om, at hver enkelt person, der deltager i en krig må, gøre sig klart, om magten anvendes for at forhindre det onde i at få overtaget. Men det er ikke så ligetil. Mon de amerikanske soldater i Vietnam-krigen havde let ved at se, at de hjalp en ”god overordnet myndighed” med at bekæmpede forbryderiske kræfter? Troede Hitlers soldater ikke også, at DE kæmpede en god krig mod det onde? Det er meget svært i den enkelte situation for en soldat at svare på dette spørgsmål. Ikke desto mindre må vi kræve, at vi og soldaterne har taget stilling til netop dette, før vi går ind i en krig eller støtter den. Og en præst kan på ingen måde velsigne hverken soldaternes krigstjeneste, deres sejr eller deres våben. KUN soldaterne selv, som mennesker. På den baggrund virker Støvring en smule forsimplet.
Holder præsten med danskerne? Holder Gud med danskerne?
Kan vi ikke lige så godt tage skridtet fuldt ud og erkende: ”Vi er i krig med det onde, og vi har Gud på vores side. Vi er i hellig krig, og Gud hjælper os med at bekæmpe fjenderne. Gott mit uns” !
Her er vi ude i det helt ekstreme, og noget jeg for mit vedkommende må tage stærkt afstand fra. Gud holder ikke med nogen, og det skal præsten heller ikke gøre. Men hvor går grænserne egentlig? Hvis præsten, for eksempel, går ind for selve den militære indsats, hvorfor skulle han så ikke bære våben og være direkte med i krigshandlingerne? Og hvis han gør det modsatte, nemlig forholder sig neutralt til den militære indsats, bliver det så ikke menneskeligt umuligt at være så tæt på soldaterne?
Der er vist ingen etiske veje uden om, at hver enkelt person, der deltager i en krig må, gøre sig klart, om magten anvendes for at forhindre det onde i at få overtaget. Men det er ikke så ligetil. Mon de amerikanske soldater i Vietnam-krigen havde let ved at se, at de hjalp en ”god overordnet myndighed” med at bekæmpede forbryderiske kræfter? Troede Hitlers soldater ikke også, at DE kæmpede en god krig mod det onde? Det er meget svært i den enkelte situation for en soldat at svare på dette spørgsmål. Ikke desto mindre må vi kræve, at vi og soldaterne har taget stilling til netop dette, før vi går ind i en krig eller støtter den. Og en præst kan på ingen måde velsigne hverken soldaternes krigstjeneste, deres sejr eller deres våben. KUN soldaterne selv, som mennesker. På den baggrund virker Støvring en smule forsimplet.
Jeg er meget enig med Torben Jensen her. Hans holdninger svarer meget langt hen ad vejen til, hvad jeg tidligere har givet udtryk for i andre tråde omkring krig, feltpræster og velsignelse af våben og krigshandlinger. Felstpræster skal holde sig langt væk fra det. Deres opgave bør at være der for at holde gudstjeneste for soldaterne og stå til rådighed ved sjælesorgssamtaler og eventuelt være del at det sociale liv med soldaterne.
Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
www.kd.dk/nederby
flexblock
Stillinger
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Nye foredragsholdere på foredragslisten
Debat
Seneste debatindlæg
| 2 |
Sv. Den videnskabelige... |
HBP
55 min. siden |
| 5 | Sv. Tænk... |
Nederby...
4 timer siden |
| 2 |
Sv. Kan man have omsorg for et... |
Jørgen...
7 timer siden |
| 72 |
Sv. Præst står til kraftig... |
Heinrich R.
9 timer siden |
| 2 | NATO- |
Jørgen...
13 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
