For præcis et år siden blev Haiti ramt af den værste naturkatastrofe i landets historie. 250.000 mennesker omkom, og 1,5 millioner blev hjemløse. Hovedstaden Port-au-Prince lå i ruiner efter jordskælvet den 12. januar 2010.

Men katastrofen udløste også en rekordstor international mobilisering til fordel for haitianerne. Over en milliard dollar strømmede ind til hjælpeorganisationerne, men et år efter regner kritikken ned over det internationale samfunds håndtering af katastrofehjælpen.

En million mennesker bor stadig i teltlejre. Gaderne i hovedstaden flyder stadig af de 20 millioner kubikmeter ødelagte byggematerialer og andet affald, som jordskælvet producerede, og genopbygningen af landet står tilsyneladende i stampe.

Op mod 12.000 private hjælpeorganisationer opererer i Haiti, og de beskyldes for at træde hinanden over tæerne og at "benytte krisen til at indsamle penge", som Ricardo Seidenfus fra Organisationen af Amerikanske Stater har udtrykt det.

Den britiske hjælpeorganisation Oxfam beskylder omvendt den særlige Overgangs-komité til Genopbygning af Haiti, ICRH, som ledes af den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton og Haitis premierminister, Jean-Max Bellerive, for at være for dårlig til at koordinere hjælpen. Og FN?s koordineringsmetode, som går ud på at dele hjælpearbejdet op i mindre dele som husbyggeri, vand eller undervisning, har medført et uoverskueligt bureaukrati.

Hertil kommer kritikken af FN for, at fredsbevarende soldater fra Nepal er skyld i den koleraepidemi, som ramte Haiti oven i jordskælvet.

"Haiti er et eksempel på, at den traditionelle form for nødhjælp er ved at være forældet. Fremtidens nødhjælp skal i højere grad tænke den langsigtede genopbygning med fra første færd. Det forudsætter blandt andet, at det internationale samfund samarbejder mere systematisk med både regeringen og det lokale civilsamfund," siger Garry Selfridge fra Humanitarian Futures Programme, et forskningscenter ved King?s College i London, der forsker i fremtidens nødhjælp.

"I værste fald kan nødhjælpen betyde, at nødhjælpen underminerer landets evne til at hjælpe sig selv, fordi de lokale kræfter bliver gjort passive. Og den dag, nødhjælpsorganisationerne trækker sig ud, er der ingen til at tage over," siger også Jane Keylock fra den britiske tænketank Global Humanitarian Assistance.

birthep@k.dk