Iraks oliehåb

Efter syv måneder i den situation fik Hussain al-Shahristani et tilbud, de fleste ikke ville have afvist. Saddam Husseins halvbror, Barzan al-Tikriti, tilbød Hussain al-Shahristani at slippe for fængsel og tortur og i stedet hjælpe til på det daværende irakiske atomprojekt.

Hussain al-Shahristani og Barzan al-Tikriti var på det tidspunkt enige om, at enhver borger burde gøre, hvad han kunne for Irak. Men Hussain al-Shahristani mente ikke, at hans hjælp til et irakisk atomprojekt var i nationens interesse, og afslog derfor tilbuddet.

Ikke overraskende beskriver mange af de vesterlændinge, der har lært Hussain al-Shahristani at kende fra oliebranchen, ham som en person, der mener det, når han siger nej. Han smiler sjældent, hader korruption og kan ikke manipuleres, lyder det fra mange af dem, der kender ham.

Hussain al-Shahristanis afslag til Saddams halvbror førte til en dom på 20 års fængsel, der dog blev afbrudt af den første Golfkrig i 1991. Her sad Hussain al-Shahristani i det berygtede Abu Ghraib-fængsel, og da bomberne begyndte at falde, flygtede han sammen med de andre fanger.

Han tog sin canadiske kone og børn med til Iran, hvor han opholdt sig indtil den næste krig i 2003. I 2006 blev han udnævnt til olieminister, og i dag, fire år senere, er det i bred forstand ham, der har ansvaret for Iraks indtægter i fremtiden. 95 procent af Iraks indtægter er olierelaterede, hvilket giver Hussain al-Shahristanis planer en afgørende tyngde.

Men i Iraks tilfælde er det ikke blot et spørgsmål om at udnytte de olieressourcer, der er til rådighed. Den skrøbelige sikkerhed kombineret med en næsten lige så skrøbelig infrastruktur gør det vanskeligt at igangsætte omfattende projekter. Det samme gælder landets etniske sammensætning. I oliespørgsmålet er der allerede spændinger mellem regeringen i Bagdad og det kurdiske mindretal i det nordlige Irak. Kurderne ønsker fuld kontrol over alle olieressourcer i de kurdiske områder. En holdning, regeringen i Bagdad ikke er villig til at acceptere, og derfor en sag, der kan gøre det vanskeligt for Hussain al-Shahristani at gennemføre de omfattende planer.

Hans mål med Iraks olieressourcer er at få den daglige produktion på 2,5 millioner tønder op på 12 millioner i løbet af de nærmeste år, og selvom det endelige tal måske havner på omkring 6-7 millioner daglige tønder, vil det give Irak en helt anden status og vægt blandt de olieproducerende lande.

Saudi-Arabien frygter, at Irak, der har et flertal af shiamuslimer, styrer mod en overtagelse af førstepladsen for de olieproducerende lande og dermed kan blive en reel konkurrent for sunnimuslimske Saudi-Arabien og en destabiliserende faktor for de saudiarabiske indtægter. Derfor foreslår Saudi-Arabien allerede på nuværende tidspunkt, at Irak vil blive underlagt en daglig kvote.

Men ligesom dengang, Hussain al-Shahristani var i torturbødlernes magt, lader han sig heller ikke skræmme af de stærke drenge i området i dag. Han mener ikke, at der bør tales om kvoter, før Irak når op på seks-syv millioner tønder om dagen. Hvis det sker, vil Irak til den tid have en så stærk stemme i OPEC, at de fremtidige kvoter sagtens kan havne på niveau med de saudiarabiske kvoter.

De, der kender Hussain al-Shahristani, mener ikke, at han vil stoppe, før målet er opnået. De, der frygter ham, gør det præcis af dén årsag.

allan@k.dk