Allan Sørensen |
13. januar 2011
Terrorangreb mod det koptiske samfund i Egypten har fået pave Shenouda til at droppe sin til-bagetrukne position og kræve, at myndighederne beskytter de kristne egyptere
Hofteproblemer og en alder på 87 år har de seneste år holdt den koptiske pave, Shenouda III, på sikker afstand af mediernes søgelys. I årevis er han blevet opfattet som en slags "myndighedernes pave", der næsten altid sagde, hvad det egyptiske styre forventede at høre fra lederen af et lille religiøst mindretal blandt et stort flertal af muslimer. Hoften har det stadig skidt, og Shenouda er i øjeblikket i USA for at modtage behandling, men tonen har ændret sig i kølvandet på de seneste angreb mod koptere i Egypten. Nytårsnat angreb en selvmordsbomber den koptiske menighed i Alexandria, hvilket resulterede i 21 døde og mindst 47 sårede.
I november 2010, efter al-Qaeda rettede kritik og trusler mod de egyptiske koptere, forsøgte Shenouda at se det positive i sagen, mens de fleste koptere for alvor begyndte at frygte for fremtiden. Shenouda sagde, at al-Qaedas trusler var som en Guds gave, fordi de skabte mere opmærksomhed omkring det koptiske samfund i verden. Efter terrorangrebet i Alexandria er opmærksomheden omkring kopterne steget drastisk.
Men pave Shenouda har nu skiftet tonen ud med en tydeligere kritik, selvom han stadig håber, hændelsen kan munde ud i en positiv ændring.
Han har gentagne gange kritiseret den egyptiske regering for at gøre for lidt ved de tværreligiøse spændinger i Egypten. Inden sin afrejse til USA sagde han, at regeringen vil forværre situationen, hvis den ikke gør noget ved de mange problemer i det egyptiske samfund.
I en indirekte kritik af præsident Hosni Mubarak sagde Shenouda, at Gud vil dømme alle dem, der ikke gør nok for at løse befolkningens mange problemer, lige fra høje priser og arbejdsløshed til spændingerne mellem muslimer og kristne.
Den hårdere linje over for regeringen er nye toner i nutidig sammenhæng, men ikke set i forhold til Shenoudas personlige historie. I 1970?erne, da Anwar Sadat var præsident, rettede Shenouda en lignende kritik mod præsidenten og myndighederne, efter at Det Muslimske Broderskab ved en række lejligheder rettede angreb mod kristne koptere. Shenouda sagde også dengang, at det egyptiske styre ikke gør nok for at løse de tværreligiøse problemer og spændinger. Det vakte styrets og præsidentens vrede, og løsningen blev at sende Shenouda i eksil og indsætte fem udvalgte biskopper på Shenoudas plads.
På det tidspunkt var den nuværende præsident, Hosni Mubarak, Egyptens vicepræsident. Han valgte dog at genindsætte Shenouda i 1985, fire år efter mordet på Anwar Sadat.
Siden har Shenouda anført en forholdsvis ukritisk og apolitisk tone over for det egyptiske styre, og hans fokus har været på teologiske spørgsmål og især økumenisk virke. I 1973 var She-nouda den første koptiske pave i 1500 år, der mødte den katolske kirkes pave. Og under Shenouda er den koptiske kirke blevet medlem af Kirkernes Verdensråd og De Mellemøstlige Kirkers Råd. Efter pave Benedikt XVI? islamkritiske udtalelser i 2006 sagde Shenouda blandt andet, at enhver fornærmelse mod islam er i uoverensstemmelse med Jesu lære.
Den udtalelse blev på det tidspunkt næsten opfattet som værende en "bestillingsordre" fra det egyptiske styre, der forsøgte at afværge religiøse spændinger i Egypten på baggrund af den katolske paves udtalelser. Hosni Mubarak har ikke reageret efter de seneste dages kritik fra den koptiske pave, men har derimod, ligesom paven selv, opfordret befolkningen til at stå sammen mod det mindretal, der forsøger at skabe splid mellem kristne og muslimer i Egypten.
Det anslås, at op til 10 procent af den egyptiske befolkning på 80 millioner mennesker er kristne. Kopterne udgjorde befolkningen i Egypten før den arabiske erobring i det 7. århundrede. Koptisk er det sidste stadium af det gamle Egyptens sprog og er en direkte efterkommer af det sprog, man finder i hieroglyf-indskrifterne.
allan@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad