Enden på den økonomiske uro

Den anden mulighed er at give efter for presset fra dem, som ønsker at vende tilbage til et simpelt frihandelsområde uden nogen fælles møntfod og et indre marked. Det ville betyde, at hvert enkelt land igen ville skulle klare sig med sin egen møntfod og anvende konkurrerende devalueringer for at komme ud af kortfristede problemer i stedet for at gribe til langsigtede politikker, der ville gøre landet konkurrencedygtigt på globalt plan. Netop nu, da vi har mest brug for et fælles Europa for at forblive relevante i verdensøkonomien, ville vi give efter for historiens dæmoner.

Den tredje mulighed er at gå beslutsomt fremad i retning af en føderalisering af de økonomiske politikker og skattepolitikkerne. Jeg mener, at det er den rette vej at vælge, fordi det er den eneste måde, hvorpå Europa kan slippe ud af den økonomiske krise, som har grebet kontinentet, og blive konkurrencedygtig og herre over sin egen skæbne i verdensøkonomien.

Det siger sig selv, at denne føderalisering ville skulle komplementeres med en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som den eksisterende traktat giver tilstrækkelig myndighed til. Også hvad det angår, eksisterer der en uenighed, som forhindrer en kraftfuld europæisk stemme på den globale scene. Meningsmålinger viser, at den europæiske offentlighed mener, at vi bør tale med fælles stemme som en enhed. Alligevel kan ambitiøse politikere sjældent modstå fristelsen til at rode op i ilden af nationale lidenskaber.

EU-rådet bør føre an i denne bestræbelse hen imod føderalisering og en fælles stemme i verden – inklusive forslag til de nødvendige ændringer af de gældende traktater. Og det, skønt det kan forventes, at nogle af unionens lande ikke vil ønske at tilslutte sig denne udvikling. Tilbageholdenhed hos nogle stater bør dog ikke hindre viljen hos dem, som ønsker at gå denne vej.

For at komme ud af den aktuelle krise og bevæge os fremad kræver det ensartethed i lovgivningen og kontrollen af de finansielle institutioner, der opererer i EU. Det er latterligt, at medlemslandene fastholder forskellige regler i dette fælles og sammenbyggede område, hvor finansinstitutionerne opererer frit. Fraværet af ensartet lovgivning vil blot så frøene til den næste økonomiske krise og bremse Europa i de kommende årtier, når kontinentet møder nye udfordringer og konkurrenter i verdensøkonomien.

Vi må også fortsætte med de politikker, der skal stimulere bedringen af produktionsøkonomien. Obamas regering har besluttet at fortsætte med dette i lyset af landets frustrerende langsomme bedring. Europa er nødt til at gøre det samme. Skønt der er lande som Grækenland og Spanien, der har opbrugt deres skattemuligheder og derfor er tvunget til at gennemføre store tilpasninger ved at skære i budgetterne, er der andre som Tyskland, der ikke har opbrugt deres muligheder og aktivt må føre an.

Desuden bør de enkelte lande blive enige om fælles betalingskrav og harmonisere minimumsskatten. Et sådant skridt ville tydeliggøre de enkelte landes behov for at gennemføre dybtgående strukturreformer – for eksempel større fleksibilitet i rigide arbejdsmarkeder – for at bidrage til at fremme konkurrencedygtigheden.

JEG ER OVERBEVIST OM, at de færreste europæere er imod en fælles suverænitet i en føderal struktur. Det, de ikke kan acceptere, er at være underlagt reformer, som ser ud til at så tvivl om sociale rettigheder, som er blevet opnået igennem årtier, og at det sker som en kortsigtet reaktion på en økonomisk krise, de ikke har forårsaget. Europas borgere ønsker og fortjener en langsigtet løsning på deres reelle udfordringer – ikke en pris dikteret af markeder, som ser ud til at herske over deres regeringer.

Hvad enten det drejer sig om pension eller sundhedsreformer i en aldrende befolkning, om at slække på den korporativistiske stivhed i landenes industri eller om at skifte til alternativer til vores energiafhængighed, er dybtgående reformer ikke mulige, uden at to betingelser bliver indfriet. For det første skal det stå klart, at sigtet er at bevare - ikke afmontere – Europas model for social sammenhængskraft. For det andet er finanssystemet nødt til at blive ledet, så det tjener produktionsøkonomien og ikke spekulation.

Det tapper Europa for energi at slæbe sig igennem den nuværende krise. Det underminerer kontinentets selvtillid fra tiden efter Berlinmurens fald, og det gør dets visioner uklare. Historien taler for, at vi tager modige skridt fremad. Hvis ikke vi gør det, vil vi blive hægtet af en verden i hurtig forandring.

udland@k.dk

Felipe González er tidligere premierminister for Spanien og medgrundlægger af 21st Century Council (Rådet for det 21. århundrede), som er sponseret af Nicolas Berggruen Instituttet.

© GLOBAL VIEWPOINT NETWORK/ TRIBUNE MEDIA SERVICES

Oversat af Sara Høyrup