Ritzau |
13. januar 2011
Et stort antal unge benytter sig af drastiske metoder for at slanke sig. De unge risikerer spiseforstyrrelser
Spiseforstyrrelser er godt på vej til at blive den nye folkesygdom blandt landets unge. Hver 10. ung mellem 15 og 24 år har kastet op for at tabe sig. Det viser en undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning, skriver metroXpress.
Eksperter advarer mod den stigende tendens til spiseforstyrrelser, der særligt rammer unge piger. Flere steder i landet optrappes kapaciteten på behandlingsstederne for at tage sig af problemet
Tallene i undersøgelsen får flere eksperter til at råbe vagt i gevær. Der er ikke langt fra at stikke en finger i halsen til en fuldbyrdet spiseforstyrrelse, lyder det.
- Der er grund til bekymring. Det er ekstremt, at man sulter sig og kaster op for at tabe vægt, siger overlæge ved Psykoterapeutisk Center Stolpegård, Ambulatorium for Spiseforstyrrelser Mette Waaddegaard.
- Jo mere man benytter ekstreme metoder til vægttab som sult og opkast, jo større er risikoen for at udvikle alvorlige spiseforstyrrelser, forklarer hun.
Både leder af pigerådgivningen GirlTalk, Anna Lynge, og Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, frygter for de unges helbred. De peger på, at opkast og sult kan virke vanedannende, fordi det giver en falsk opfattelse af at have kontrol over vægt og krop.
- Det kan godt være, man starter med at stikke en finger i halsen eller sulte sig selv. Men hvis man så oplever, at man rent faktisk taber sig, kan det blive en afhængighed. Jeg kan virkelig frygte for de unges helbred, siger Lisbeth Zornig Andersen.
Landsforeningen for Spiseforstyrrelser anslår, at i alt 75.000 danskere lider af alvorlige spiseforstyrrelser som anoreksi, bulimi eller overspisning.