Aviserne blev studeret grundigt i Libanon i går, dagen efter at Hizbollah trak sig ud af regeringen. --
- Nabil Mounzer/EPA/Scanpix.
Allan Sørensen |
14. januar 2011
Frygten for en ny libanesisk borgerkrig breder sig efter regeringens kollaps. Vestlige lande beskylder Hizbollah for at underminere landets sikkerhed
Libanons stærkeste magtfaktor, den islamiske Hizbollah-bevægelse, har hele tiden bebudet, at den ikke vil finde sig i at blive anklaget for mordet på den tidligere libanesiske premierminister Rafik al- Hariri. Og i går sendte bevægelsen en meget utvetydig besked om det ved at vælte de libanesiske regering, mens Hariris søn og landets nuværende premierminister, Sáad al-Hariri, personligt mødte USA's præsident, Barack Obama, for at diskutere FN's længe ventede offentliggørelse af rapporten om mordet på faderen.
I løbet af de seneste måneder har FN udsat offentliggørelsen af rapporten af hensyn til Libanons indre stabilitet, og flere af regionens lande har forsøgt at forhandle sig til en kompromisløsning mellem Sáad al-Hariri og Hizbollah. Men ingen lader til at ville give sig. Hariri vil ikke fordømme rapporten på forhånd, som Hizbollah forlanger, og Hizbollah opfatter det stadig som en krigserklæring at blive beskyldt for mordet på Rafik al-Hariri i 2005.
Derfor er den regionale tolkning af regeringens fald i løbet af denne uge, at Hizbollah forsøger at slå hårdt i bordet for at forhindre rapporten i at blive offentliggjort eller for at skræmme premierministeren til at fordømme rapporten, fordi han frygter, at prisen kan blive for høj, hvis de forskellige libanesiske grupper begynder at skændes indbyrdes.
I løbet af i går udsendte Den Arabiske Liga en pressemeddelelse, hvori den udtrykker bekymring for borgerkrigslignende tilstande i Libanon, medmindre krisen bliver afværget.
I USA beskyldes Hizbollah for at underminere Libanons sikkerhed.
"Hizbollahs aktion er et udtryk for organisationens frygt," sagde Barack Obama efter mødet med Sáad al-Hariri, hvor sidstnævnte også blev rost for sin politiske evner af den amerikanske præsident.
Men ifølge den israelske analytiker Zvi Barél er der mest tale om tomme ord. Ifølge Barél ved alle, at Hizbollah er den stærkeste magtfaktor i Libanon, og at det derfor kun er et spørgsmål om, hvordan og hvornår organisationen vælger at spille sine næste kort.
"Når alt kommer til alt, er det Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, der bestemmer, om Libanon igen skal være et voldeligt teater, eller om landet skal bumle af sted med en ny premierminister, der vil komme til at stå i skyggen af Hizbollah," siger Zvi Barél.
Den israelske analytiker peger samtidig på, at der er et større spil i gang end det, Hariri-sagen direkte drejer sig om. Ifølge Barél har Sy-rien og Saudi-Arabien forsøgt at forhandle sig til et kompromis på parternes vegne med amerikansk mægling.
Derfor skal Hizbollahs undsigelse af regeringen i Beirut ifølge Zvi Barél også opfattes som et signal fra Hizbollah og Iran til Syrien om, at det ikke er det syriske styre i Damaskus, der har det sidste ord i konflikten i Libanon, og at den syriske ledelses indflydelse er begrænset.
allan@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad