Et barnebarn er klemt

Venlig hilsen

Jens Christian

Kære Jens Christian

Tak for jeres brev. Det er vanskeligt at have en datter med store psykiske problemer. Og vi kan forstå, at hun har haft det i mange år. Om hun tillige har epilepsi, eller om I mener, at hun selv fremkalder anfald, står os ikke klart. Hvis det er det sidste, og altså ikke er ægte epilepsi, kan det dreje sig om pseudoanfald, og sådanne kommer ikke, fordi personen fremkalder dem med vilje, men fordi vedkommende måske har oplevet traumatiske ting i sin historie og ubevidst får udløst nogle reaktioner på det ad den vej.

Hvad det er, jeres datter kæmper med, ved vi ikke. Men når I skriver, at hun har været indlagt flere gange, er vi sikre på, at det er af alvorlig karakter. For med de mange nedskæringer af sengepladser i psykiatrien er det kun de alvorligste tilstande, der bliver indlagt.

Så vi tror, at jeres datter er sårbar og ustabil. Og derfor er det vanskeligt for hende at have en almindelig hverdag. Det er en sorg, som I må forholde jer til. Vi forstår godt, at det kunne være dejligt for jer med en pensionisttilværelse, hvor der ikke var sådanne vanskeligheder at slås med. På den anden side så vælger vi ikke selv hverken egne eller vore kæres sygdomme. Og måske skal I netop arbejde med en forståelse af, at det er lidelse, som jeres datter ikke selv er skyld i, og så indstille jer på, at I ikke kan forvente helt normale og forudsigelige reaktioner fra hende. Og så tage afsæt i netop det livsvilkår.

Når vi læser om jeres lille barnebarn på ni år, får vi et stort fokus på hende. Der er nogle klokker, der ringer, fordi der er et barn, som er overladt til noget, som måske trænger til mere opmærksomhed. For som I skriver, så vil et barn, der lever med en forælder, der er psykisk ustabil, blive præget af det og let blive både klemt og beklemt. Derfor vil det være rigtigt godt, hvis I kunne forsøge at bruge jeres kræfter på at være så imødekommende som muligt over for jeres datter, først og fremmest for at få lov til at være der noget mere for jeres barnebarn. Ikke bare for jeres egen skyld, men netop for denne lille piges skyld. Et sådant barn har brug for stabile kontakter og nogen at læne sig op ad.

Hvis I ser, at hun er klemt, er der så en far til barnet, som I kan appellere til, eller hvem drager omsorg for pigen, når mor ikke har det godt? Hvis hun er alene med mor, og hvis hun lider for stor overlast i det daglige, må I som pårørende gøre noget og snakke med andre i familien eller andre, som kender forholdene, så jeres datter kan få en hjælp, som hun kan acceptere, og jeres barnebarn kan få så trygge forhold som muligt.

Har I talt med jeres søn og svigerdatter om, hvad I kan gøre for den lille pige, og ville de kunne være et ressourcested for jeres barnebarn? Det kunne måske også være fint for hende, hvis hun blev inviteret til sine kusiner på ferie, så flere kunne få et billede af, hvad det er, hun har brug for.

Kommunens socialforvaltning har sandsynligvis fået besked om, at der var et niårigt barn derhjemme ved jeres datters indlæggelser, men hvis de ikke har det, bør de orienteres. Nogle mennesker tænker alt for automatisk på drastiske ting som tvangsfjernelse i forbindelse med, at kommunen inddrages. Men det er slet ikke på dagsordenen i socialforvaltningen uden helt utålelige forhold. I stedet er kommunen forpligtet til at undersøge tingene og stille op med støtte og hjælp til jeres datter, så jeres barnebarn kan have det så godt som muligt

Selvom vi forstår jeres frustration og jeres savn, vil vi alligevel i denne situation anbefale at vende tankerne og perspektivet lidt væk fra, at det er synd for jer i jeres pensionisttilværelse. I stedet vil vi opfordre jer til at holde fokus på jeres barnebarn, som lever i en eller anden grad af vanskeligheder hver dag. Måske kunne I prøve på at møde jeres datter – ikke med opgivende eller anklagende holdning – men på en så åben måde som muligt og tilbyde praktisk støtte og hjælp eller andet, således at I ad den vej kunne støtte hende og være der ikke mindst for jeres lille barnebarn.

Hvis I på en måde fik vendt billedet af jeres datter som et problem til én, som trænger til hjælp, vil tingene måske kunne ændres. Hvis I har flere spørgsmål ud fra flere oplysninger om, hvad tingene handler om, er I velkomne til at vende tilbage.

Mange hilsener

Annette og Jørgen