Ægteskabet er mere end en verdslig ordning

Der er imidlertid ét opsigtsvækkende nyt træk ved ritualforslagene: De tomme parenteser, de er forsynet med, og som et kommende skriftkyndigt udvalg ifølge det nuværende udvalgs forslag skal udfylde med passende bibelcitater.

Var det nu den hellige skrift og klare grunde, som det nedsatte udvalg havde haft for øje i dets arbejde, så havde det vel selv fremført de egnede skriftsteder, før udvalget foreslog det nye ritual. At udvalget ikke har belagt deres velsignelses- og vielsesforslag med skriftsteder, er i sig selv en afgørende grund til at afvise forslaget. Udvalgets arbejde er simpelthen ikke gjort godt nok.

Men der er selvfølgelig en grund til, at udvalget endnu ikke har fundet de skriftsteder, der skal begrunde det registrerede partnerskabs sidestilling med ægteskabet: nemlig den, at der ingen skriftsteder er, der begrunder dette.

I samtlige de skriftsteder, som begrunder ægteskabets kirkelige status, står kønsforskellen i centrum: "Som mand og kvinde skabte han dem ...", "Derfor forlader en mand sin far og mor og holder sig til sin hustru ...", ligesom Kristus og kirken i Efeserbrevet lignes ved ægtemand og ægtehustru.

Nu fremgår det imidlertid tydeligt af udvalgsrapporten, at ægteskabets begrundelse i skriften ikke har spillet den store rolle.

Når udvalget skal begrunde, hvorfor registreret partnerskab kan betragtes som en fuldgyldig parallel til ægteskabet, lyder argumentet, at "registreret partnerskab er baseret på parternes indbyrdes kærlighed og gensidige forpligtethed og trofasthed. Det er udtryk for en ansvarlig forvaltning af den homoseksuelle seksualitet og rammen om familien bestående af partnere og eventuelle børn.

Samtidig er både ægteskab og partnerskab i vores kristne kultur knyttet til troen på Gud som den, der giver, opretholder og fuldender kærligheden. Begge kan ses som et billede på den kristne forestilling om at leve i forventning og dele alt i kærlighed til Gud og næsten."

Af denne begrundelse for partnerskabets berettigelse til den kirkelige velsignelse fremgår indirekte udvalgets forståelse af ægteskabet: at det er ægtefællernes gensidige kærlighed, der gør ægteskabet velsignelsesberettiget, samt at ægteskabet er udtryk for en ansvarlig forvaltning af seksualiteten.

Det er altså parternes indbyrdes kærlighed, der gør ægteskabet til lidt mere end en blot verdslig ordning, der efter syndefaldet skal dæmme op for synden ved at sætte rammer for seksualiteten.

Hvis udvalget havde interesseret sig lidt mere for den hellige skrift og den brug, teologer siden oldkirken har gjort af den i synet på ægteskabet, så ville udvalget have bemærket, at ægteskabet – at Gud skabte dem som mand og kvinde og sagde: "Derfor forlader en mand sin far og mor ..." – blev indstiftet før syndefaldet, og dermed før kønsdriften blev lige så vanskelig at styre som togdriften.

Ægteskabet er altså ikke bare en verdslig ordning, som kirkelige myndigheder på et tidspunkt har besluttet at blåstemple med kirkens velsignelse. Lige så lidt er det ægtefællernes indbyrdes kærlighed, som kirken belønner med sin velsignelse – i så fald kunne man tale om en form for diskrimination til fordel for heteroseksuelles kærlighed, for homoseksuelles indbyrdes kærlighed kan givet være lige så dyb som heteroseksuelles. Men det er ikke parternes indbyrdes kærlighed, der gør dem værdige til den ægteskabelige velsignelse. Tværtimod kan man sige: Ægteskabet blev indstiftet før syndefaldet til mand og kvinde at leve sammen i indbyrdes kærlighed og opfylde befalingen om at blive mangfoldige.

Det var ikke mand og kvinde-kærlighed, der blev belønnet med en ægteskabelig velsignelse, men ægteskabet blev indstiftet med befalingen til mand og kvinde om indbyrdes trofasthed, om at blive ét kød – og om at blive mangfoldige.

Det er et fast element af kirkefædrenes ægteskabsteologi – se for eksempel Augustin i "Om Guds Stad" – at Gud indstiftede ægteskabet, for at de første mennesker skulle blive til et folk.

Når Gud ikke sløjfede ægteskabets ordning efter syndefaldet eller for den sags skyld ændrede den til et kønsneutralt forhold, så er det et tegn på Guds miskundhed, at han bærer over med den faldne menneskeslægt til den yderste dag og ikke har lagt sin plan om et tilbedende folk på hylden. Og samtidig bærer ægteskabet i sig et forjættelsens tegn, for det var Evas afkom, der skulle knuse slangens hoved. Det var som et menneskebarn, Guds søn kom til Jorden.

Den velsignelse, som lyses over ægteskabet, kan ikke adskilles fra det, som ægteskabet i sig selv er – at det er Guds gode ordning til bevarelsen af slægternes gang indtil den yderste dag.

Og fordi ægteskabet er mere end en blot borgerlig ordning, og det er dette mere, som velsignelsen er knyttet til, er det absurd at gøre den ægteskabslignende velsignelse til genstand for et rettighedskrav. Ja, i det hele taget kan en velsignelse jo aldrig være en rettighed. Jakob, der ikke ville slippe Gud, før han velsignede ham, fik som bekendt en brækket hofte sammen med velsignelsen.

Ægteskabet er heller ikke en velsignelse til frelse sådan som syndernes forladelse i dåb og nadver. Derfor er der ikke tale om, at homoseksuelle erklæres for mere syndige end ægtefolk, når de formenes en ægteskabslignende velsignelse af deres forhold.

Men der er simpelthen tale om, at ægteskabsvelsignelsen har noget bestemt at sige om jordelivet efter syndefaldet – at slægt skal følge slægt for at Herren ved sit ord kan kalde sit folk til den evige stad.

Ja, ægteskabet er ifølge den klassiske skriftudlæggende teologi langt mere end en blot verdslig ordning. Det er, hvad man kunne kalde kirkens billedbog.

Det er fra de hjemlige forhold, som ægteskabet danner rammen om, at vi kender de navne, Gud har ladet os kende ham under: Han er vor fader, og hans søn vor broder.

At det er en fattig teologi, der bliver udkommet af, at ægteskabets forskellighed fra partnerskabet negligeres, det er klart. Men spørgsmålet er, om det overhovedet har udvalgets teologers interesse.

Hvad de dog i det mindste kunne have overvejet, er de verdslige konsekvenser, som en sidestilling af ægteskab og partnerskab har.

Når ægteskabets særlighed hermed vrages, er det i sidste instans samfundet, det være sig folketing, minoritetsgrupper eller tidsånden, der tiltager sig retten til at definere, hvad et ægteskab kan være.

Har udvalget overvejet, at den respekt for privatlivets fred og familiens ukrænkelighed, som har været en grundsten i retssamfundet, hang sammen med, at familien betragtedes som samfundets selvfølgelige kerne – en kerne, som samfundet var til for at værne, fordi samfundet ikke selv var kernens opfinder og dermed havde ret til at ophæve og omdefinere familie og hjem efter forgodtbefindende?

Ægteskabet var givet, før samfundet definerede sine øvrige institutioner, og derfor var der en grænse for samfundets magt, en grænse, der gik ved ægteskabets dør.

Når staten tiltager sig retten til at definere, hvad ægteskabet er, så ophæves også privatlivets fred. Der er en grund til, at ægteskabet har været en torn i øjet på totalitære regimer, som har agiteret for kammeratægteskab eller det enlige moderskab, hvor børnefødslen skal tjene staten, og slægterne degraderes til statens råmateriale.

Nej, ægteskabet vidner om, at Gud stadig holder ved sin plan om at skabe sig et folk og kalde det ved ordets tjeneste. At slægternes begyndelse og endemål ikke er overladte til ideologernes utopiske drømme, men er Guds, hvorfor familien ikke er statens modellervoks.

Når den udmærkede juridiske ordning, som det registrerede partnerskab er, giver partnerne et værn om deres privatliv, en ret til at være sammen uden statslige overgreb, så er det en afsmitning fra den urørlighedszone, som ægteskabet giver ægtefællerne, fordi det ikke er staten, der har skabt og defineret ægteskabet.

Negligeres ægteskabets særlighed, er der intet der forhindrer staten i også at negligere familiens og dermed privatlivets urørlighedszone.

Alene af denne grund gør teologer også det registrerede partnerskab en tjeneste ved med skriften og klare grunde at hævde ægteskabets karakter af gudgiven ordning og velsignelse i stedet for hovedløst at synge med på tidens politiske rettighedssalmer.

Agnete Raahauge,

sognepræst,

Hørup Bygade 12,

Hørup, Sydals

Læs flere indlæg om folkekirken og registreret partnerskab eller deltag i debatten om emnet på

@Webhenv k.dk:k.dk/homoseksuelle-vielser