Det betyder ændringerne i værdierne for kirken

"Der er også sket en vækst i antallet af ateister. Det er ikke noget stort tal, men tiden kalder på en måde på, at man bekender kulør. Det ser vi hos den brede gruppe, man kan kalde kulturkristne, som de seneste tre årtier er blevet mere opmærksomme på, at det er kristne, de er."


Birgitte Stoklund Larsen om tillid

Danskerne har større tillid til kirken i dag end for tre årtier siden. Mere end 6 ud af 10 danskere har i dag høj tillid til folkekirken

I 1981 havde 5 ud af 10 danskere høj eller ret høj tillid til folkekirken. Tre årtier senere kan mere end 6 ud af 10 danskere slutte op om det udsagn. Birgitte Stoklund Larsen, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende, mener, at den øgede tillid skal ses i lyset af nogle af de historiske begivenheder.

"Murens fald og det ideologiske tomrum, som fulgte, var med til at skabe en rådvildhed, hvor mange søgte nye steder efter svar. Det betød blandt andet, at der op gennem 1990'erne kom fokus på den bløde spiritualitet. Efter terrorangrebet på USA i 2001 har vi igen fået fokus på religion, men nu er der opstået en 'ond' og en 'god' religion. Her er folkekirken blevet udtryk for den pæne religion. Folk har brug for at profilere sig i forhold til den 'onde' religion, og her kommer tilliden til folkekirken til at vokse," siger hun.

I Danmark er der et par håndfulde præster, som jævnligt skriver i avisernes spalter og gæster de elektroniske medier. Det holder kristendommen i kulturelt omløb, mener Birgitte Stoklund Larsen og påpeger, at det ikke nødvendigvis får tilliden til folkekirken til at vokse. I medierne bliver religionen gjort til meninger, og tilliden til folkekirken er forankret i et livstydningslag, som er under meningerne.

"Folk ved godt, at kirke og kristendom ikke bare er meninger, men at det indeholder pejlemærker på et mere alment menneskeligt niveau. Den forkætrede rummelige folkekirke fremstår som en meget fleksibel og robust organisme, når det handler om at være kirke for de fleste i en omskiftelig verden, hvor individet er i centrum".

Ulla Morre Bidstrup om døden

8 ud af 10 danskere ønsker en religiøs ceremoni ved dødsfald, fremgår det af den danske værdiundersøgelse. Det høje tal er uændret i tre årtier.

Opbakningen til dåb og kirkelig vielse er faldende, men i forhold til døden har kirken nærmest monopol. Men hvorfor er ønsket om en religiøs markering ved døden uændret stærk? Lektor Ulla Morre Bidstrup fra Pastoralseminariet i Aarhus ser ønsket om en religiøs ceremoni ved døden som et eksempel på, hvordan individualismen bliver overtrumfet.

"Begravelsen er den helt afgørende kontakt til folkekirkens medlemmer. I mødet med døden har vi ikke brug for at være noget særligt, men vil gerne træde ind i kirken som udtryk for det fællesskab, som er større end os selv," siger Ulla Morre Bidstrup, der underviser kommende præster i at skrive taler og arbejder på en ph.d.-afhandling om vielses- og begravelsestaler.

"Engang blev det opfattet som ?finere? at prædike ved en højmesse end at holde en begravelsestale, men den holdning har ændret sig i dag, hvor præster generelt har opprioritet begravelserne," siger hun.

Selvom opbakningen til en religiøs ceremoni ved døden er uændret høj blandt danskerne, er de generelle forventninger til begravelsens indhold ændret i takt med individualiseringen. Mens præster for en generation siden ofte holdt en almindelig prædiken ved kisten, er der i dag en bred forventning om en personlig tale.

"Begravelsestalen er lakmusprøven på præstens teologiske evner. Her er du som præst udfordret til at gøre evangeliet gældende i forhold til det konkrete menneskeliv. Det er en kunst, hvor mange præster heldigvis gør sig stor umage."

nygaard@k.dk