Johannes Nørregaard Frandsen |
14. januar 2011
Den kongelige fødsel førte også til fødslen af et par nye ord, som lektor Johannes Nørregaard Frandsen her ser nærmere på
I forbindelse med, at kronprinsessen nedkom med tvillinger, blev der også født et par nye ord. Eller de blev folkeeje. Fødselslæge Hedegaard kunne erklære, at det havde været en drømmefødsel, og det ord rummer en fornem dobbelthed. Hedegaard mente naturligvis, at fødslen var forløbet særdeles godt, men i en anden forstand var det en drømmefødsel, for så vidt som alverdens medier får stof til eventyrlige fortællinger.
Det andet ord blev forløst på skærmen af en jordemoder, der introducerede begrebet stereoamning.
Når en mor til tvillinger ammer begge på en gang, er det stereo! Det er et morsomt billede, som samtidig rummer en mulig sproglig misforståelse. Mange tror, at ordet stereo betyder noget med to, for der plejer at være to højttalere til et stereoanlæg.
Ordet stereo er imidlertid græsk stereós og betyder fast, hård, massiv, legemlig eller en fast og uforanderlig form.
Ordet dukker op i forbindelse med formidling af musik og radio allerede i 1940?erne, hvor stereós sættes sammen med et andet ord af græsk oprindelse, nemlig fon af phoné, der betyder lyd eller stemme.
Heraf konstrueres det tekniske ord stereofoni, som defineres sådan her i 1942: "Betegnelse for de Metoder, ved hvilke Lyden optages og gengives paa en saadan Maade, at den særlige Retningsvirkning, der skyldes at man hører med to Ører, ikke gaar tabt."
Når man ser bort fra, at vi har to ører, så har stereofoni eller stereo, som det siden blot kom til at hedde, ikke noget med to at gøre, men betyder altså rumlig eller fast og betegner den særlige lyd- og rumeffekt, der, fordi lyden bliver givet retning, får rummet til at føles fyldt ud, og som opnås ved at anvende flere mikrofoner i optagelse og flere højttalere ved afspilning.
Jeg tror bestemt, en tvillingemor kan føle, at rummet er fyldt godt ud, og at lyden undertiden kan virke stereofonisk, men stereo betyder ikke noget med to.
Som sagt dukkede stereofoni op som et teknisk begreb i 1940?erne, men forvandlede sig til stereo, da den ny måde at høre musik på blev folkelig og udbredt i løbet af 1960?erne.
Da skulle vi alle have stereo og lytte til plader, hvor lyden ofte blot var sektioneret i to kanaler, og vi brugte meget tid på at placere højttalerne rigtigt, så vi tydeligt kunne høre Lennon og McCartney?s stemmer med guitar i den ene side og trommer plus bas i den anden. Fede tider! Lyden var som født af en drøm.
Stereo kendes også som forstavelse til mindre folkelige ord som stereometri af det græske stereometría, der betyder opmåling af faste legemer. Det er det, der også kaldes for rumgeometri. Nå ja, og så var der jo min barndoms forunderlige stereoskoper! Det var et apparat, der, når man så i det, kunne få flade billeder til at fremtræde, som om de var rumlige og havde en dimension mere. Ren magi i mine barneøjne! Man lagde et billede af en løve og fik en levende løve – næsten!
Sådanne stereoskopapparater, som er bygget op med flere optikker, var også kendt af H.C. Andersen, der fortæller, hvordan han viste billeder fra Schweiz for Jonas Collin i sådan et magisk apparat.
sprog@k.dk