De Konservatives lidelseshistorie

Det blev et af de karakteristiske chokvalg, hvor intern splid fik de konservative vælgere til at flygte. En tredjedel af dem forsvandt, så tilslutningen faldt fra 18,3 til 12,5 procent.

Senere var der igen rivalisering og magtkamp, for eksempel i 1960?erne mellem Poul Møller og den magtfulde gruppeformand og partileder Poul Sørensen. Det var dog først i 1970?erne, at en strid var tæt på at udslette partiet.

Efter at den tidligere justitsminister Knud Thestrup var trådt tilbage som formand i 1972, opstod der en dyb konflikt mellem den nye formand, Erik Haunstrup Clemmensen, og lederen af folketingsgruppen, Erik Ninn-Hansen.

Politisk stod de for hver deres linje: "Clemme" for et tættere samarbejde med Socialdemokraterne og orientering mod midten, og Ninn for en klarere konservativ profil til højre.

Ud over de politiske uenigheder handlede det dog også om personlige modsætninger. De to kunne simpelten ikke samarbejde, fortæller historiker og jurist, professor Ditlev Tamm, i sin bog om De Konservatives nyere historie, "Det høje C" fra 1999.

Det har været helt karakteristisk gennem historien, at konflikter både har handlet om idelogi og personlige ambitioner.

Konflikten mellem Haunstrup Clemmensen og Ninn-Hansen faldt sammen med jordskredsvalget i 1973 og Fremskridtspartiets opblomstring. Og i 1975 nåede De Konservative et historisk lavpunkt med blot 5,5 procent af stemmerne og 10 mandater i Folketinget. Det er i øvrigt nogenlunde samme niveau, som dagens meningsmålinger viser.

Siden kom Poul Schlüter til som leder, han genrejste partiet og blev en succesrig statsminister gennem næsten 11 år fra 1982 til 1993.

Da han måtte slippe tøjlerne på grund af Tamilsagen, udbrød der omgående en ny magtkamp. Denne gang mellem den midtsøgende Henning Dyremose og den mere højreorienterede Hans Engell.

I en portrætbog om Hans Engell er det siden blevet beskrevet, hvordan han systematisk skulle have undermineret Henning Dyremoses position i 1993, så han regulært blev mobbet ud af politik med øgenavne som "Kludremose."

Hos Hans Engell lå kimen til den næste store fløjkrig i slutningen af 1990?erne. Den kom, efter at han som konservativ partiformand i 1997 kørte ind i en betonklods på motorvejen til Helsingør med anseelige mængder af alkohol i blodet.

Først efter stort internt pres overlod Hans Engell magten til den mere midtersøgende Per Stig Møller. Også han kom dog i modvind på grund af de fortsatte stridigheder og måtte efter blot et år overlade posten til Pia Christmas Møller, der stod på samme linje.

Uroen fortsatte, og i 2000 var det så Bendt Bendtsens tur.

Han blev oprindeligt opfattet som tilhørende De Konservatives højrefløj, men hans ene mål var at få gjort op med fløjene og få fred i partiet.

Det lykkedes, og ved valget i 2001 fik partiet sin første fremgang siden 1984. Det fortsatte med mindre fremgang ved de følgende valg, men frustrationerne bredte sig alligevel over, at det syntes umuligt at komme væsentligt over de 10 procents tilslutning.

Meningen var, at Lene Espersen skulle løse den opgave, men det gik stik modsat.

Hun tilhørte den samme gammelkonservative linje som Hans Engell, men belært af erfaringen blev der ingen magtkamp, da hun tog over i 2008.

Daværende miljøminister Connie Hedegard stod ganske vist for den midtsøgende konservatisme, og blev af nogle konservative set som et alternativ til Lene Espersen, men det blev der ikke noget af.

Nu er Pandoras æske åbnet igen, men ikke meget tyder på en ny fløjkrig af den gamle slags. Dertil er de ideologiske skel i dag for udflydende.

hoffmann@k.dk