Da Marius blev bisat, skrev Poul sit testamente

"Marius var en hjemløs, som levede tilbagetrukket og anonymt. Han blev kaldt Smølf og gik i flere år på gaden sammen med Gammelsmølf," siger Asser Skude og nikker mod en anden grønlandsk gut.

Salmebladet er både på grønlandsk og dansk, og de to sprog blander sig i "Nærmere Gud til dig". Salmen får tårerne til at trille ned ad mange vejrbidte kinder.

På en af de læderbetrukne stole sidder Poul Voss-Knude på 57 år. Han kommer næsten hver søndag til Gjaestebud, Asser Skudes fællesspisning i Bethesda Dam på Israels Plads. Poul Voss-Knude deltager som regel i bisættelserne af rødderne. Livet på gaden er hårdt, og kun de stærkeste overlever.

Han følger kisten, da den bliver båret ud og sat i rustvognen. Ligesom mange andre tænder han en smøg og står lidt. Bag en søjle bliver en vodkaflaske fisket op af en rygsæk og går på omgang. Poul Voss-Knude er stoppet med at drikke.

"30 år er uhyggeligt. Han var for ung. Men under bisættelsen prøver jeg at abstrahere fra min egen situation," siger han.

Han går tilbage i kirken, fordi han har en aftale med hjemløsepræst Asser Skude. Sammen skal de udfylde Poul Voss-Knudes testamente.

Som beskrevet i Kristeligt Dagblad forleden laver flere hjemløse og herbergsbeboere nu testamenter, som opbevares i nogle af de københavnske væresteder, hvor de har deres gang. I dag er det Poul Voss-Knudes tur.

"Jeg har i syv-otte år tænkt på, at jeg skulle skrive mit testamente, for jeg vil ikke have, at mine børn skal tage stilling til det. Jeg vil gerne lette deres vej. Jeg har sagt i herberget, hvor de kan finde mit testamente. Jeg får lavet et dødsnetværk," siger han, da kategorien "pårørende" på testamentet bliver udfyldt.

Engang levede Poul Voss-Knude et almindeligt liv med job, kone og børn.

"Men alle de ulykker, der kan ramme en gennemsnitsdansker som mig, kom i en klump," fortæller han.

Slidtgigt, fyring, skilsmisse og dødsfald i den nærmeste familie var blandt dårligdommene, og den tidligere postarbejder og fagforeningsmand begyndte at drikke alt for meget for at holde livet ud. I flere omgange boede han på gaden eller lå omkring i lejligheder og forsumpede og var godt på vej til at dø. Nu er han på kontanthjælp og har et lille værelse på et herberg midt i København. Alkoholen har han lagt på hylden.

"Jeg begyndte at komme i Kapernaumskirken og stødte ind i den unge mand der. Det er godt, at kirken findes, for der er andet i livet end bistandshjælp," siger han og puffer Asser Skude i siden.

Poul Voss-Knude er medlem af folkekirken og er efter eget udsagn ud af en kristen, humanistisk, luthersk tradition. Han er stærk i Bibelens fortællinger, men forstår ikke altid Guds måde at være på.

"Jeg synes simpelthen, Jesus er en fin fyr, og kan godt lide ham, men jeg synes, at Gud er en bisse og en egoist. Hvorfor udsætter han Job for de ting, selvom Job gør, som Gud siger? Er det en måde at piske en mand på?", spørger han med henvisning til fortællingen om Job i Det Gamle Testamente.

"Jeg vil også virkelig gerne høre, hvad det er, Jesus diskuterer med Gud ude i ørkenen," tilføjer han.

Punkterne i hans testamente bliver udfyldt et efter et med afstikkere til forskellige anekdoter fra Poul Voss-Knudes liv. Han bliver enig med sig selv om, at domkirken er for pompøs til ham. Han foretrækker et mindre kapel og vil gerne kremeres og "i plænen på Bispebjerg, hvor han kan kigge ud over Utterslev Mose". Når han dør, vil han se for sig, at han svømmer rundt i Cubas azurblå vand sammen med sine børn. Han tror på, at han kommer i en slags himmerige efter døden.

"Hvilke salmer vil du gerne have?", spørger Asser Skude.

"Det ved jeg ikke, det ringer jeg lige om," svarer Poul Voss-Knude.

"Så tror jeg ikke, vi får det gjort," siger Asser Skude, som alligevel får lokket frem, at Poul Voss-Knude gerne vil have "En rose så jeg skyde" og noget Jeppe Aakjær. "Hej, da bæres lyset ind og stilles i sin stage. Lul, lul, rokken går," nynner de sammen.

Poul Voss-Knude definerer sin tro som stærk, men den bliver udfordret, når livet er hårdt. Ligesom det var tilfældet med Job.

"Jeg har Jesus i mit hjerte og prøver at handle efter det. Men dengang jeg lå på en madras på gulvet i et eller andet værested og klamrede mig til mine ejendele, der var der ikke andet at gøre end at få fat på seks elefantøl og kyle dem i kæften."

Men det var dengang. Poul Voss-Knude lyner den mørkeblå vindjakke op og forlader domkirken med en smøg dinglende mellem læberne. Han har det godt med, at der nu er styr på hans begravelse, selvom han altså ikke har tænkt sig at dø lige foreløbig.

"Jeg føler, at jeg er længere fra at dø, end jeg nogensinde har været," siger han med et smil.

schelde@k.dk