Kapitel et: Oprøret — fortsat fra forsiden

Ofte mødes han med sin muslimske ven Ahrem oppe på taget af en parkeringskælder. Der er låst derop, men de har fundet en anden vej og kan sidde hele eftermiddage deroppe, uforstyrret og garderet med sodavand og chips og cigaretter. Ahrem må heller ikke tage med til ungdomsskolens fester, og det snakker de ofte om. Og om de strenge religiøse regler, de ikke kan forholde sig til, og om at mangle en far. Men for det meste hænger de bare ud. Fri fra verdenen under dem.

I lang tid har han kunnet leve sit dobbeltliv uforstyrret. Selvom hans mor har mærket, at han er blevet mere oprørsk, er han over for hende stadig først og fremmest den høflige Benjamin, der taler pænt og kender god bordskik. Først her på det seneste er hun begyndt at true med at sende ham på efterskole. Så han kan blive genopdraget, som hun siger. Men det bekymrer ham ikke. Så slipper han i det mindste for den evige prædiken.

Rebet river i håndfladerne et kort øjeblik, så er han nede på græsset. Ingen i hans familie har hørt noget. Ude i den nordsjællandske nat venter drengene og festen og – ikke mindst – pigerne.

To og et halvt år senere

Han kører tromlen rundt en gang og åbner den lille luge. Benjamin stikker hånden derned og lukker pegefingeren og tommeltotten om det lille stykke papir, foldet som en lotteriseddel.

Den faglige test er gået fint, og fysisk er han i god form. Det er kun tallet på sedlen, der kan stoppe ham.

De havde undret sig lidt på sessionskontoret, da han ringede for at få dispensation. Han kunne ikke vente, til han blev 18 med at blive soldat, havde han forklaret. Det skulle være nu.

Det var balladen i kollegiet, der havde været den udløsende faktor, men egentlig var han blevet fascineret af soldaterdisciplinen allerede på efterskolen. Han havde set op til den håndfaste rektor, som gerne fortalte om sine egne oplevelser i forsvaret. Og Benjamin havde befundet sig godt med hans strenge regler. Så var der noget at forholde sig til.

På handelsskolen var det hele igen begyndt at sejle. Han kedede sig, og rastløsheden endte ofte i overdrevne byture. Og nu var han så smidt ud af kollegiet efter weekendens fest, der havde været lidt for vild. Alt for vild, faktisk.

Han var blevet ked af det, da de fortalte ham, at han var nødt til at flytte. Han kunne næsten ikke bære, at han havde skuffet de andre. Hvad var det egentlig, han lavede? Hvad var hans mål?

Som han står her foran rækken af uniformerede mænd, føles beslutningen om at blive soldat helt naturlig. Hvis han skal hanke op i sig selv og komme væk fra alle festerne, er det en god måde at gøre det på, synes han. Desuden har han længe haft behov for at finde noget, han er rigtig god til. Og han er overbevist om, at han kan blive en god soldat.

Benjamin folder papiret ud. Tallet er lavt. Sådan!

Bosnien, sommeren 1998

Det er nat, da de stiger ud af de tre firehjulstrækkere lidt uden for den lille landsby. De har patruljeret rundt i bjergene hele dagen, men meldinger om skud har ført dem ned i dalen. Måske er det bare bønder, der skyder efter vildsvin. Men det kan ligeså vel være, at bønderne skyder efter hinanden. Nabohadet er ved at ætse hele området op, og det er blandt andet det, de danske soldater er der for at forhindre. Benjamin fører an til fods op over bakkekammen, så de kan skabe sig et overblik uden at blive hørt eller set. Ingen af dem har været her før, og han kan mærke adrenalinet prikke under huden. Alle sanser dirrer i det stille mørke.

Det er præcis denne følelse, han er kommet hertil for at finde. Og som han forelskede sig i allerede i bussen fra lufthavnen til lejren, hvor de havde siddet tavse i fragmentationsveste og set et gennemhullet land rulle forbi udenfor, mens kamphelikoptere svirrede over hovederne på dem. Følelsen af at leve. Følelsen af at besidde disciplinen til at overvinde angsten og holde hovedet koldt lige meget hvad.

Han var blevet kåret som årets soldat under sin værnepligt ved kamptropperne for netop sin disciplin. Og for altid at yde en ekstra indsats. Han gik altid forrest og tog alle de frivillige opgaver, han kunne få fingrene i. Det var, som om han havde ramt en åre af rendyrket tilfredsstillelse, og jo mere han dykkede ned i åren, jo større var tilfredsstillelsen.

Hans iver er kun blevet større efter ankomsten til Bosnien. Selvom han med sine 18 år er den yngste i hele den danske lejr, er han ofte med på de farligste opgaver, fordi officererne ved, at han nyder det. Og fordi han er en dygtig soldat.

Benjamin stopper op. Han kan se stumper af ledninger i kanten af den gedesti, de følger. Sergenten kommer op til ham for at kigge nærmere. Ledningestumper betyder miner, det ved han godt. Benjamin peger fremad, han vil videre. Men sergenten ryster på hovedet. Det er for farligt, og han peger i retning af firehjulstrækkerne.

Benjamin nikker. Han vil gerne ned til landsbyen og se, hvad der foregår. Men man modsiger aldrig en overordnet.

Broen over floden er en vigtig vagtpost. Den adskiller de bosniske serbere fra de bosniske muslimer, og derfor holder danske soldater vagt døgnet rundt. Mest for at undersøge biler for våben. I nat er det Benjamins opgave.

Han har stået her mange gange før og kender landskabet godt. Han kigger op mod det sønderskudte hus, hvor han ved, at flere forældreløse børn overnatter. I løbet af dagen kan han se dem gå pjaltede rundt, tiggende for at få mad. Specielt én pige er han kommet tæt på. Hun kommer ofte ned til broen og står og kigger på ham, men siger aldrig noget. Kun en enkelt gang har han fået hende til at smile.

Lige nu ligger hun sikkert frysende på en måtte, tænker han, og det gør ham ked af det. For han har ingen mulighed for at hjælpe hende. Og om et par år, længe efter han er rejst væk igen, vil hun formentlig blive samlet op af en gruppe mænd og brugt som luder i Italien.

– Drrrrnnnnmmm ....

Lyden af en bil et stykke væk river ham ud af tankestrømmen. Lyden flænger den stille, stjerneklare nat og bliver højere og højere. Benjamin kan se forlygterne i mørket nu. Bilen har fart på.

Han stiller sig ud midt på vejen foran broen. Men den sætter ikke farten ned.

200 meter.

100 meter.

Han løfter geværet for at vise, at han er bevæbnet.

50 meter.

Han tager ladegreb.

Al lyd forsvinder. Bilen glider fremad i slow motion, vokser sig større og større. Benjamin lægger an til skud, men i uendeligt langsomme gummibevægelser. Han stirrer lige ind i øjnene på føreren, en mand sidst i 20'erne, hvis forbløffede og skræmte øjne stirrer vidt åbne tilbage. Støv hvirvler op, men Benjamin hører ikke bilen bremse op. Han krummer fingeren om aftrækkeren.

Han mærker ikke slaget mod sine ben, men føler bare kroppen blive slynget bagover. Gruset hvirvler om ham, da han lander på ryggen.

Benjamin farer op, med dunkende mærker på benene, men uskadt. I et par spring er han ved bilen, flår døren op og hiver manden ud. På få sekunder har han ham på maven med hænderne på ryggen og et knæ imod hans nakke.

Han tager ladegreb på geværet, så en patron ryger ud. Benjamin samler den på og holder den foran mandens ansigt.

– Din fucking jalla. Er du klar over, hvor tæt jeg var på at skyde dig lige der? råber han på dansk.

Bag ham vælter en kvinde ud af bilen og brækker sig i vejkanten.

Hele Benjamins krop ryster. Han var så tæt på at dræbe et andet menneske. Men han frøs, fordi han ikke var klar. Næste gang ved han, hvordan det føles. Så fryser han ikke.

København, sensommeren 1998

Lyden af sko mod grus. Rytmen er mediterende og lige, hvad han har brug for. Han er nødt til at nå op over 10 kilometer for at ryste rastløsheden af sig. Og han er nødt til at gøre det hver eneste aften. Lige siden han kom hjem fra Bosnien har han løbet 70-80 kilometer om ugen. Altid om aftenen, hvor hans sanser igen bliver skarpe.

Tankerne flyder rundt. Det er, som om alting er blevet mere gråt. Hans gamle venner går op i ligegyldige ting, synes han , og de forstår ikke, at han er rykket videre. At de ekstravagante byture, som de tager på hver weekend, ikke er nok længere. Der skal mere på spil, før han mærker det adrenalinsus fra natpatruljerne i Bosnien, som han savner så meget. Han savner at gå rundt med skarpladte våben uden at vide, hvad der venter bag næste højderyg. Og mest af alt savner han at mestre noget – og ikke bare være én i mængden.

Det var officerernes idé, at han skulle tage en uddannelse i stedet for at blive i Bosnien. Og han fulgte deres råd som altid, selv om han ikke var enig. Handelsskolen føltes da også fra start helt forkert. Han kunne ikke bare sidde stille i timevis og længtes kun efter at komme tilbage på øvelser. Men selv dét, kunne han ikke, fordi lærere ikke vil give ham fri. De kendte kun den gamle Benjamin, festaben og skørtejægeren, og troede ikke på, at han faktisk skulle afsted.

Så han droppede ud. De kan rende ham. I stedet har han fået en kontrakt med Den Internationale Brigade og om fastansættelse i Forsvaret, til han fylder 35 år. Han skal til Kosovo. Men først om tre måneder. Indtil da skal han bare slå tiden ihjel. Og løbe.

De drejer af Lyngbyvej og videre ud af Helsingørmotorvejen. Det bliver snart mørkt.

– Skal der ikke snart ske noget?

Benjamin kigger over på Simon, hans ældste barndomsven. Han plejer altid at være med på lidt sjov. Aldrig noget ulovligt. De har ikke engang prøvet at stjæle en cykel, og ingen af dem har nogensinde rørt stoffer. Det er der ingen i vennekredsen, der har.

– Hvad mener du?

– Noget vildt. Noget ekstraordinært, siger Benjamin.

– Jo, selvfølgelig. Hvad har du i tankerne.

Der er stille lidt. Benjamin har egentlig ikke noget i tankerne. Og så alligevel. De mange byture og de store armbevægelser overfor pigerne har drænet hans økonomi, og der er bøvl med at få udbetalt både SU og det månedlige beløb fra forsvaret. De mange penge fra tiden i Bosnien var blevet en vane, og det irriterer ham, at han ikke kan fortsætte den livsstil. Desuden trænger han til at få adrenalinet i gang igen.

– Hvad med et bankrøveri, siger han så.

Egentlig mest i sjov, men så alligevel ikke. Han er vant til at håndtere våben. Og han brænder efter igen at planlægge en mission ned i mindste detalje. Flere år senere skal han forklare røveriet som en måde at opnå ekstrem selvkontrol på. Ved at kaste sig ud i noget ekstremt og så tage kontrollen. Som når han løb 10 kilometer hver aften. Først bare i løbesko. Så i militærstøvler. Så med 40 kilo oppakning på ryggen. Bare for at kunne vise sig selv, at når han havde ydet maksimalt, kan han altid give 10 procent mere. Og så yderligere 10 procent. Kontrol.

– He he. Okay. Et bankrøveri, svarer Simon - også lidt i sjov.

Resten af vejen op gennem Nordsjælland diskuterer de alligevel, hvordan det skal gøres. Ikke i detaljer, bare som en farlig leg – med voldsomme konsekvenser.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

Historien om Benjamin er rekonstrueret ud fra mere end 30 timers interview med Benjamin, hans venner og familie samt aktindsigt i politirapporter om røverierne og indsigt i Retslægerådets psykolograpporter om Benjamin. Af hensyn til familien er Benjamins efternavn fjernet. Alle andre navne i historien er opdigtede, mens tids- og stedangivelser er korrekte. De rigtige navne er redaktionen bekendt. Dette er det første af i alt fem kapitler.

Da Benjamin blev bankrøver

I november 1999 tager 19-årige Benjamin en beslutning, der ændrer hans liv. Han røver en bank, selv om han aldrig før har begået noget kriminelt. Og selv om han er opdraget kristent af sin dybt religiøse mor. Historien om Benjamin handler om, hvordan livet pludseligt kan slå skævt. Hvordan et fængselsophold kan forandre et menneske. Og om, hvordan man finder tilbage til sin kerne.