Den danske titel "Det gode hjerte" er som filmen selv tvetydig. I forsikringssproget er et godt liv et liv, det er værd at investere i. Udtrykket "Det gode hjerte" bruges normalt om gavmilde personer (vi kender også ordet god-hjertet). Den anden betydning af udtrykket er fra et kirurgisk synspunkt, om hjertet er så godt, at det er værd at transplantere.

Jeg har selv været på en bar i Irland. Baren lignede til forveksling den, filmen bruger: brunlige, trøstesløse, kedsommelige vægge. En irer spurgte med et lunt smil, om jeg vidste, hvad forskel der var på et irsk bryllup og en irsk begravelse? Da jeg ikke kunne svare, gav han mig løsningen med et grin: Ved en irsk begravelse er der en drukkenbolt mindre.

Hvis De ikke bryder Dem om værtshusromantik, kan jeg forsikre Dem om, at de fleste scener viser den fysiske nedbrydning i en sådan grad, at den kunne vises i en afholdsforening. Jacques, som er indehaver af baren (formidabelt spillet af den skotske Shakespeare-skuespiller Brian Cox), har et motto: "En bar er ikke et sted, hvor man frelser mennesker, men et sted, hvor man ødelægger dem". Han kan tale med om sit kyniske slogan. Han har hele fem gange været indlagt med blodprop i hjertet.

Vi møder ham, da han for femte gang ligger på hospitalet. Ved indlæggelsen møder han den unge Lucas (spillet af Paul Dano), som har levet under Brooklyn Bridge og forsøgt selvmord ved at skære sin pulsåre over. Der opstår et venskab mellem den barske Jacques og den yderst indtryksmodtagelige Lucas.

Lucas er så taknemmelig for, at han er blevet reddet og er kommet tilbage til livet, at han tilbyder at donere sin sæd til hospitalet. De er ikke interesserede, men opfordrer ham til at blive organdonor i stedet. I sin overskudssituation svarer Lucas ja.

FILMENS STYRKE ER SPILLET mellem de to, som aldersmæssigt kunne være far og søn. Jo flere gange jeg ser filmen, des mere opdager jeg dens utallige facetter.

En nat drømte jeg, at jeg talte med K.E. Løgstrup. Faktisk besøgte jeg Løgstrup, en uge før han døde. Jeg vidste ikke, hvad drømmen ville mig, men et døgn efter forstod jeg det: K.E. Løgstrup hævder i en af sine bøger, at film ikke er kunst. Han brød sig slet ikke om at gå i biografen og fortalte, da man spurgte ham, at han kun havde set "Prinsessen holder fridag". Drømmen fik mig til at ønske, at Løgstrup af alle film havde set "Det gode hjerte".

Et grundord i Løgstrups etik er ordet tillid. "Do you trust me?" eller "Trust me!" er vendinger, der går igen i filmens dialog. Grundlaget for hovedpersonernes venskab er netop, at der opstår et sjældent tillidsforhold mellem dem.

Løgstrup kalder tilliden en suveræn livsytring. Det vil sige, at den ikke beror på en beslutning eller en præstation, men at den så at sige er et gode mellem mennesker. Vist kan tilliden blive til mistillid. På samme måde er medfølelsen, barmhjertigheden ikke noget, vi selv kan rose os af. Medfølelsen og barmhjertigheden er instanser uden for vores rækkevidde, som suverænt river os med.

Også talens åbenhed – det betyder den trang, vi alle har til at få talt ud og komme dybere ned – er en suveræn livsytring. Endelig gentager K.E. Løgstrup, at vi alle, i de relationer, vi har med hinanden, ustandselig holder vore medmenneskes liv i vore hænder.

Vi er hinandens skæbne, og det står i vores magt at få et andet menneskes liv til at lykkes eller mislykkes. Det skulle nødig lyde, som om filmen er abstrakt filosofisk. Den er tværtimod så jordnær og så fuld af en befriende humor, at vi trods dens melankoli sært nok går oplivede fra den.

DE FÆRRESTE VIL GÆTTE slutningen, som modsat Hollywood ikke er en banal happy ending. Man taler om at have hjertet på rette sted, og man vil efter at have set filmen i lang tid tænke over, hvem der havde – og hvem der fik – hjertet på rette sted.

Brug ikke kræfter på at forstå, hvorfor gåsen i buret i baren er symbolsk. Det er vel nok, at vi ser, at den foretrækker buret for friheden. Gå ikke for meget op i, at den hedder Estragon, som er navnet på den ene af de to vagabonder i Becketts "Vi venter på Godot". Filmens helhed er pragtfuld. Den har lige dele af alvor, humor, lethed og drama. I detaljer skal der ikke gås.

Buñuels ønske om, at en bar var et sted, hvor ingen kvinder kom, deles i den grad af Jacques. Da kvinden dukker op, er intet, som det før var. Hun (spillet af Isild Le Besco) er en stewardesse, som kommer ind som en druknet mus fra et regnstyrt og et frygteligt uvejr.

Lucas har ikke nogen valgmulighed. Han overvældes af medfølelse mere end af kærlighed. Instruktøren har sagt, at han hader kærlighedsfilm, og han lader hende være den truende konflikt mellem de to mænd.

Som dansker glæder man sig over, at Dagur Kári er uddannet fra Den Danske Filmskole og har valgt Nicolas Bro som en af stamgæsterne. Nogle filmanmeldere giver stjerner, andre giver hjerter. Jeg ville med glæde donere mere end det ene, jeg har.

Johannes Møllehave er præst og forfatter