Lang vej til demokrati i Tunesien

Præsident Ben Ali, som kom til magten ved et såkaldt medicinsk statskup i 1987, da han fik afsat daværende livstidspræsident, Habib Bourguiba, "af helbredsårsager", har siden styret Tunesien med hård hånd.

Amnesty International har i gentagne rapporter peget på et voksende antal politiske fanger, der holdes fængslet uden rettergang eller dømmes på et spinkelt grundlag. Menneskeretsorganisationer er udsat for konstant overvågning og chikaneres af politiet, og journalister kastes i fængsel, samtidig med at enhver fri presse undertrykkes. Presseorganisationen Reportere uden Grænser placerer landet som 164 ud af 178 på listen over respekten for pressefriheden i verden.

Adskillige menneskeretsforkæmpere havde indledt sultestrejker i løbet af 2010 i protest mod undetrykkelsen, som præsident Ben Ali især har legitimeret med frygten for islamisk terror. Men den islamiske trussel fremstår i stigende grad som det figenblad, som skal dække over en totalitær stat, hvor Ben Ali og især hans forhadte hustru, Leila Trabelsi, siker sig selv og deres familie kontrollen over store dele af Tunesiens økonomi. Og den økonomiske krise har siden 2003 udhulet den gryende velstand og adgang til moderne forbrugsgoder, som i nogen grad har holdt kritikken af det autoritære regime i ave i den tunesiske middelklasse.

Det er ikke tilfældigt, at det netop er arbejdsløsheden, især blandt den veluddannede del af den tunestiske ungdom, som blev startskuddet til opstanden, da en ung universitetsuddannet arbejdsløs, den 26-årige Mohamed Bouazizi, den 17. december satte ild til sig selv i byen Sidi Bouzid i den vestlige del af landet.

I en tidligere tv-tale har præsidenten lovet at skaffe 300.000 arbejdspladser til de unge. Men uden at præcisere hvordan. Samme skepsis gælder løfterne om demokratisering.

"Det er langtfra sikkert, at demokratiet er nært foreståede, for regimet har effektivt hugget hovedet af enhver opposition. Oppositionspartierne er så svage, at de ikke udgør et reelt politisk alternativ," påpeger Mansouria Mohkefi.

Præsidenten har ellers antydet muligheden for at udskrive parlamentsvalg i utide, og en national samlingsregering med deltagelse af oppositionen er blevet nævnt som en mulighed af udenrigsminister Kamel Morjane.

"Men tuneserne har aldrig beklaget sig over, at der ikke blev afholdt valg. Problemet er netop, at valgene ikke går rigtigt for sig, og især at Ben Ali har skabt pseudo-oppositionspartier, der i virkeligheden støtter regeringspartiet, mens de virkelige partier er blevet udraderet. Vi står ikke over for en umiddelbar indførelse af demokrati i Tunesien," siger også Karim Pakzad, specialist i Tunesien ved Institut for Internationale og Strategiske Studier, IRIS, i Paris.

For eksempel blev leder af landets kommunistparti Hamma Hammami fængslet under demonstrationerne og er endnu ikke løsladt.

"Tunesien står ved et afgørende vendepunkt. Men ingen kan forudse, hvad der venter efter svinget. Og intet tyder på, at det er demokratiet," konkluderer Mansouria Mohkefi.

bpedersen@k.dk