Gudstjeneste, kaffe og eksistentielle samtaler

Et par timer forinden sidder vi i hendes arbejdsværelse med udsigt til gårdspladsen. Agnes Haugaard har fundet den undersøgelse frem, som hun sidste år brugte tre måneders studieorlov på. En undersøgelse, der giver svaret på, om denne aftens udflugt til Ærøskøbing betyder andet end ekstra arbejde for personalet, der skal gøre patienter klar til gudstjenesten.

"Præstens rolle på plejehjemmene og sygehuset på Vestærø" er titlen på den spørgeskemaundersøgelse, som havde til formål at undersøge, hvad borgere og personale mener om gudstjenester og præstens besøg på sygehus og plejehjem.

"I modsætning til for eksempel antropologer har vi teologer ikke tradition for at gå ud at spørge folk, hvad de mener, men jeg var nysgerrig efter at vide, om vores arbejde på sygehus og plejehjem opleves som noget positivt, eller om vi blot er der, fordi det er en gammel tradition. I disse år er der nedskæringer blandt personalet i sundheds- og plejesektoren, og det kan knibe med at få borgerne færdige til et bestemt tidspunkt, hvis der ikke er frivillige. Nogle borgere føler sig for dårlige til at deltage, og selvom størstedelen af de ældre, der i dag opholder sig på sygehuse og plejehjem, er kirkevante, kommer der flere og flere, som ikke er vant til at deltage i gudstjenesten. For flere blandt personalet er bøn, salmer og liturgi også helt fremmed, og spørgsmålet er, om der i virkeligheden er mere behov for individuelle sjælesorgssamtaler eller uformelle besøg frem for at holde gudstjenester."

Resultaterne var overbevisende. 80 procent af patienter og borgere på plejehjem og sygehus deltog i gudstjenesten, og på plejehjemmene vurderede samtlige af de ansatte, at det højner borgernes livskvalitet at deltage i gudstjenesten. De ældre liver op ved at synge velkendte salmer, og det giver ro, tryghed og afveksling at deltage i gudstjenesten, der bringer gode minder frem. Samtidig er samtalerne med præsten en mulighed for at diskutere eksistentielle spørgsmål, som personalet ikke føler sig kompetente til.

"Præsten kommer som et medmenneske, der kan tale om det evige liv og påskemorgens lys uden at kløjes i ordene. I disse år bevæger flere og flere terapeuter og psykologer sig ind på sjælesorgs- og diakoniområdet, men med troen tilbyder vi noget, som er større end det enkelte menneske. I dag hidkalder man ofte lægen, når mennesker har 'ondt i livet', men ofte er problemerne af åndelig og eksistentiel karakter."

Selvom borgerne er glade for præstens besøg, spørger de dog sjældent selv efter en samtale. Personalet er derfor en vigtig katalysator.

"For ældre mennesker handler det ofte om ydmyghed. Andre er i tvivl om, hvorvidt de kan tillade sig at spørge efter præsten, når de kun har været i kirke en enkelt gang om året, og mennesker i dyb krise eller yngre med alvorlig sygdom spørger som oftest ikke efter en præst. Som en yngre person i undersøgelsen siger: 'Hvis bare jeg havde vidst, at der var den mulighed, så ville jeg have benyttet mig af det'. Derfor er det vigtigt, at personalet ser præsten som en ressource."

Døden er ofte omdrejningspunktet i samtaler hos ældre, der gerne vil have lyst velsignelsen eller tale om begravelsen, fortæller Agnes Haugaard.

"Man skal ikke underkende vigtigheden af, at vi kan diskutere trosspørgsmål, men for mange handler det også om, at de skal kunne snakke med præsten om alt mellem himmel og jord. Det er vigtigt, at vi som præster tager os tid til det uformelle samvær. Personale og borgere fornemmer tydeligt, hvis vi ikke giver os tid før og efter gudstjenesten. Der skal være tid til kaffe og samtale. Det kan sikkert diskuteres, om man kan kalde det sjælesorg, men personligt vil jeg kalde det sådan, for folk henvender sig til mig, i kraft af at jeg er præst."

På sygehuset var resultatet knap så entydigt, men også her var fremmødet stort, og netop ritualerne giver tryghed i en situation, der kan virke utryg.

"Mange ser helt lettede ud, når man foreslår at folde hænderne og bede fadervor. Ritualer gør mennesker trygge. Uanset alder. De ældre har været vant til mange ritualer, og derfor oplever de en genkendelighed, mens de er et fremmed sted. Det gør dem trygge og rolige. Derfor kan man pludselig opleve, at dybt senile mennesker siger med på trosbekendelsen eller fadervor, og salmerne bringer erindringer og positive billeder frem."

Sognebåndene spiller stadig en vigtig rolle på Ærø, hvor man føler sig stærkere knyttet til præsten fra hjemsognet. Præstens personlighed er naturligvis også afgørende for borgere og personalets vurdering, og mange lægger vægt på, at præsten er let at tale med.

"Som en af plejepersonalet helt overrasket sagde til mig: Ja, og så er du oven i købet sjov!", siger Agnes Haugaard og slår en latter op.

"Præsterollen her på Ærø er stadig forbundet med en gammeldags autoritetstro og med død og ulykke. Vores rolle er for alt for mange symbolet på enden, og undersøgelsen viser, at man i sundheds- og plejesektoren generelt er lidt famlende over for, hvad det egentlig er, præster kan, ud over begravelsen."

Som tidligere intensivsygeplejerske kender Agnes Haugaard sundheds- og omsorgssystemet indefra. I sit forhenværende arbejde oplevede hun, hvordan man som personale kunne føle sig fuldstændig magtesløs, når en familie havde mistet et barn, eller en ung mor lå for døden. Hun fornemmede, at der i sådanne øjeblikke manglede en person, der kunne folde hænderne og bede en bøn, men modet til at tilkalde en præst, der kunne sætte ord på de ting, som læge- og omsorgsverdenen havde fjernet sig fra, manglede. Siden har man mange steder i landet ansat sygehuspræster, og på større sygehuse er præsten integreret i personalegruppen. Flere blandt personalet i undersøgelsen efterspørger også oplæg fra præsten om dennes arbejde.

"Da jeg skrev mit speciale om tro og helbredelse i 1996, var der intet, der handlede om åndelighed i pleje og omsorg. Siden dengang er der sket meget på området. Der er kommet en større åbenhed, hvilket er positivt, for der er meget at hente ved at lade den åndelige dimension indgå i en naturlig treklang, så læge, omsorg og teologi spiller sammen. Men der er stadig behov for at tydeliggøre over for både personale og borgere, hvad det er, præsten kan bidrage med."

livogsjael@k.dk