Thorsten Asbjørn Lauritsen |
15. januar 2011
Jesus forvandlede vand til vin, da den slap op til bryllup. Og som den gode vin symboliserer det gavmilde liv i historien, gør chokolade og dessert det for konditor Mette Blomsterberg, der tryllebinder danske tv-seere med "Det søde liv"
Mette Blomsterberg er efterhånden et kendt ansigt ude i de danske tv-stuer. Hendes program "Det søde liv" har nu rundet næsten en million seere. I lighed med programmet "Spise med Price" taler Mette Blomsterbergs delikate fristelser åbenbart til danskerne. Vel at mærke midt i en tid, hvor sundhedsapostle og myndigheder ellers har haft travlt med at fjerne unødigt fedt og sukker fra køkkenet. Indimellem må Mette Blomsterberg dog også lægge øre til kritik.
"Sidst, jeg var ude at holde foredrag, spurgte en kvinde mig, hvordan jeg kunne kaste folk ud i synder med mine søde fristelser," siger Mette Blomsterberg. Men et sådant spørgsmål får ikke den berømte konditor- og chokoladekvinde til at ryste på hånden:
"Mit svar til kvinden var, at jeg har fuld tillid til, at du byder dine børn et ordentligt liv. Sunde måltider, god nattesøvn og trygge rammer. I det liv er der også plads til forsødelsen."
På den måde har Mette Blomsterberg også nemt ved at se meningen med morgendagens prædikentekst, hvor Jesus til et bryllup forvandler vand til vin. En fest, hvor vinen ellers var sluppet op.
"Vi må aldrig glemme at nyde og fejre livet. Vi skal turde forsødelsen og forkælelsen. Når man laver et indbydende måltid mad til sine venner eller familie – og serverer en god vin – giver man en gave til sig selv og dem, man er tæt på. Desserten gør måltidet fuldendt, ligesom den ekstra vin skaber en vellykket bryllupsfest," siger Mette Blomsterberg.
Hun er til fulde klar over, at der er mennesker, for hvem livets fristelser – om det er alkohol, mad, søde sager eller rusmidler – kan være uoverstigeligt vanskelige at administrere. Også blandt hendes tv-seere. Men hendes udgangspunkt er et fundamentalt ønske om, at folk kan forvalte livets goder med sund fornuft.
"Min mission er ikke at løfte en pegefinger og fortælle folk, hvad de må og ikke må. Jeg skal ikke dømme nogen. Lige så lidt som jeg skal fortælle folk, hvordan de skal lave deres desserter og kager. Jeg har min glæde ved det, jeg laver, og det er først og fremmest den glæde, som jeg gerne vil give videre."
I 15 år har Mette Blomsterberg drevet Café Glyptoteket i København. Set udefra tegner sig et billede af en kvinde med stort overskud. En arbejdsplads i smukke arkitektoniske rammer. En hverdag omgivet af eksklusive produkter, der pirrer smagsløg og sanser. Et hjem i Nordsjælland. Tv-optræden med to døtre med masser af smil. Den populære konditor lægger da heller ikke skjul på, at hun føler sig privilegeret. Når det er sagt, så er hun et menneske på godt og ondt.
"Jeg har selvfølgelig også mine huller. Min mand og jeg har fejret kobberbryllup, og det har også krævet sine kampe at nå dertil. Der er dage, hvor han mest af alt har været en kegle, ligesom jeg indimellem kan have dage, hvor humøret ikke er i top" siger den 40-årige konditor.
Men hun kan og vil ikke løbe fra sit livsmod, sin optimisme og overskud. Og ligesom med den ekstra vin til brylluppet eller desserten som den ekstra forsødelse så oplever Mette Blomsterberg, at livet vokser, når der deles ud af de mentale ressourcer.
"Egentlig er det meget enkelt. Dét, du fokuserer på, får du mere af. Er du gavmild og gør noget for dem, du har omkring dig, bliver du mødt med glæde," siger hun og rejser samtidig en lille kritik af en tendens, hun ikke bryder sig om:
"Nogle mennesker er så optaget af, hvad de går glip af, i stedet for at føle sig heldige og lykkelige for det, de har. Dybest set har vi jo alle lyspunkter i livet, og nogle gange handler det om at få øje på dem."
Mette Blomsterberg har svært ved at pege på den præcise grund til, at hun har evnet at gribe den positive livsbane. Hun er vokset op i Helsingør i en søskendeflok på fire.
Da hun var blot seks år gammel, blev hendes mor og far skilt, og hun ved, at hendes mor, der døde i hendes arme for to år siden, ikke har haft de nemmeste odds i livet. Alligevel er hun ikke i tvivl om, at hendes mor har gjort det bedste, hun kunne. Moderens positive livssyn ser Mette Blomsterberg som den bedste gave, hun har fået med i livet.
"Jeg ved godt, at det er meget nemt at sige, at vi selv vælger, hvad vi vil have ud af livet. Om vi vil gå til højre eller venstre. Selvfølgelig er der mennesker, som ikke har de ressourcer, og som har brug for, at der bliver rakt en hånd frem. Men det kan ikke ændre på, at vi grundlæggende har indflydelse på, hvordan vores liv former sig, og hvad vi får ud af det.
Hvis folk har fået det indtryk, at Mette Blomsterberg, i kraft af at hun arbejder med eksklusive dessertanretninger, stræber efter et liv i overdådighed, tager de fejl.
"For mig handler det ikke om, at tingene skal være sofistikerede. Men det skal være ordentligt. Jeg er ikke god til sløseri. Når man byder en dessert eller en kage til en, der står en nær, er det at give det menneske en oplevelse af, at det er noget ganske særligt," fremhæver Mette Blomsterberg.
Selv blev hun meget glad denne morgen, da hendes datter Maja på otte år vækkede hende og spurgte, om de ikke skulle lave lækker morgenmad til familien. En morgenstund med datteren, hvor der blev lavet røræg, en simpel hjemmelavet müsli og levende lys på bordet, gav Mette Blomsterberg en følelse af, at vand blev forvandlet til vin.
"Jeg elsker alt, hvad der har med det hjemlige og min familie at gøre. Her bliver jeg virkelig tanket op."
Med til et rigt og sødt liv hører for Mette Blomsterberg også stærke traditioner. Dem skaber hun i sin hverdag og sit familieliv. Og ligesom for flertallet udgør kirken en sikker og tryg bastion, som hun og familien benytter ved livets fester og som for to år siden ved moderens begravelse.
"Vi lever ikke vores liv efter Bibelen, men alligevel er traditionerne med i vores rygsæk. Der er en danskhed og noget værdifuldt i at være i en kirke ved en højtid eller et af livets højdepunkter," siger Mette Blomsterberg.
kirke@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad